Ensom i tågen ...

Claire havde valgt at gå en lille tur. Hun skulle lige vænne sig til at tænke på at Neox var her i byen. Det var lidt svært at acceptere, men sådan var det bare? Det var nok tanken omkring dengang han virkelig havde knust hende. Havde set hende lige i direkte i øjnene og sagt til hende at han ikke længere var forelsket. Først havde hun ikke troet på det. Men bagefter, kom hun i tanke om hvor mange tøser der var så vilde med ham. At han sikkert havde fundet en anden hot tøs som han kunne være sammen med. Drenge havde det med ikke at kunne holde på et forhold og det burde hun også havde set.
Claire fandt lige pludselig ud af at hun var nået til Queets River. Det der egentlig havde vækket hende fra sin dagdrømmeri var den ufattelige stank der nåede hendes næse. Det var underligt syntes hun. Hun skulle først lige vænne sig til den stank og hun var ret så glad for at hun ikke var indenfor, hvilket gjorde det værre. Hun havde jo nærmest først lagt mærke til at der fandtes vareulve, da det var at hun var smuttet forbi Forks. Senere hen havde hun lagt mærke til at det efterhånden spredte sig. Vareulvene havde åbenbart fundet ud af at de virkede på samme måde som vampyre gjorde. De kunne bide også den de bed, blev til en vareulv. Det var dog irriterende? Nogen gange kunne den stank bare give hende kvalme, selvom at det var umuligt for en vampyr at kaste op. Hun så sig let omkring og det var først nu hun lagde mærke til tågen. Hun smilte skævt, hun var blevet god til det med at sanse hvor folk var, så hun behøvede overhovedet ikke at kunne se for at finde vareulven. Hun vidste bare ikke helt om hun overhovedet havde lyst til at opsøge denne vareulv. Måske kunne hun finde lidt ud af dem? Måske var der noget om dem. Måske kunne hun finde deres svage punkt. Det var vel meget nemt for hende at finde et svagt punkt?
Lige pludselig mødtes en anden lugt hende. En blanding imellem en vampyr og en vareulv? Hun smilte skævt. Hun troede ellers at disse var uddøde fra lang tid siden? Hun kom til at grine lidt af det. Det var nu underligt.. hvordan kunne det være at Hybriderne var vendt tilbage? Eller var dette bare en af de få der var tilbage?

Claire kunne dufte at denne vareulv stod ved flodbreden. Hun havde godt læst de artikler hen over internettet. Hun havde ikke regnet med at de rent faktisk eksisterede, før det var at hun kom hertil denne lille by. Det var helt utroligt så meget en lille landsby kunne skjule. Hun havde ikke troet sin egen næse da det var at hun var kommet dertil. Hun havde været nødt til at tjekke det ud. Indtil at der var nogen vampyre der havde stoppet hende og fortalt hende at hun ikke måtte sætte en fod på La Push. Men hun fandt også meget hurtigt ud af at disse ulve fandtes. Hun havde færdedes i skoven da det var at hun var stødt på lugten igen. Hun havde fuldt lugten og set vareulve alle mulige steder. De gjorde hende bare ikke så meget på grund af at hun ikke angreb. Selvom at de godt nok kunne mærke at hun var meget stærk. Men der var nogen krystere der ikke ville angribe før den anden gjorde. Hun forstod ikke den tankegang. Hvis det var at man ville slås, kunne man ligeså godt starte det for at sikre sig at man fik den kamp?
Hun begyndte at følge lyden OG den underlige lugt. Hun lagde nærmest mærke til enhver form for lyd. Træernes hvisken, græsset hvislen .. luftens måde at fortælle hende hvilken vej der var vest. Hun så sig omkring. Helt tåget, det var lang tid siden at der havde været så tåget. Men hun ville nok overleve det? Hun havde overhovedet ikke noget imod tåge. Langsomt kunne hun mærke at hun kom meget tæt på denne vareulv.

Hun smilte skævt da det var at hun fik set omridset af dem. Hun var nu mest interesseret i at se hvordan det var at denne hybride så ud. Vareulve havde hun set og hun genkendte deres ellers så fæle lugt. Men sådan var det vel bare at være vampyr? Hun havde lagt mærke til hvor mange der skulede til vampyre, i hvert fald af vareulvene. Og hvor mange der skulede til vareulvene, af vampyre. Hun var her dog kun på grund af at hun var blevet sendt af Volturi. Hun så dem meget interessante vareulvene. Men sådan var det altid for hende med nye arter. Hun var på en måde på samme måde som Aro. Det var derfor at hun var så god venner med ham. Hun lod tungen glide hen over overlæben. Selvom at stanken nærmest ikke var til at holde ud, viste hun ingen tegn for det. Hun trak stille og roligt vejret, bare lige for at være høflig. Men det så virkelig ikke ud som om at denne vareulve havde så meget for at hun var her. Derfor smilte hun venligt til fyren, ham som interesserede hende mest. Ikke på grund af at hun tænkte på at flirte. Nej, det var bare hans art der var så sjældent at se efterhånden. ”Godaften” smilte hun blidt.

Hun kunne ikke lade være med at smile lidt skævt af vareulven. Hun rystede på hovedet og lod atter tungen glide ud. ”Uhm.. hvor jeg dog egentlig glæder mig til at vi udrydder jer..!” hun kom til at grine lidt af den sætning. Hun lød lettere barnlig imens at hun stod der. Hun kiggede på vareulven for at se hendes reaktion. Mange af vareulvene havde valgt at ignorere hende og det var måske også et meget klogt valg. Men lige nu ville hun bare se hvordan det var at vareulvene havde det med vampyrene. Hun så lidt på hybriden og så lidt op og ned af ham imens at hun stadig holdte øje med vareulven. Det var nu facinererne, at se på. Han var jo stadig smuk, men også på en eller anden måde anderledes.

Hun grinte lidt da det var at hun lagde mærke til hvordan det var at hun reagerede. ”Det er godt det der! Du finder dig ikke i noget” hun blinkede lettere til hende og trak på skuldrende. Mere ville hun ikke gøre ved det, da det var at hun mente at det var nok. Hun var mest til at fornærme folk når det var at hun virkelig gad. Og når hun var oppe og slås. Der var intet bedre end nogle fornærmende ord, når man var oppe og slås. Det gjorde bare legen endnu bedre fordi at fjenden blev endnu mere rasende. Hun havde det med at kunne styre sig i sådan nogle kampe. Hun var god til at holde rytmen. Desuden.. behøvede hun overhovedet ikke at slås rigtig. Hvis hun ikke ville længere, kunne hun ligeså godt bruge sin evne imod dem.

Hun så lidt på dem begge. Det var ikke ligefrem noget spændene selskab blev hun enig med sig selv og overvejede rent faktisk bare at gå igen. Men alligevel ikke på en eller anden måde? Hun lod tungen glide hen over hendes underlæbe imens at hun tænkte lidt. Hun lyttede langsomt til omgivelserne, imens at hun stadig så en smule varsomt på ulven. Det var egentlig ikke på grund af at hun var bange for ulven. Nej, hvis ulven ville have lidt sjov kunne hun komme til hende. Hun så derefter på Hybriden og hun skævede lidt til ham. ”Hvordan skete det?” spurgte hun roligt.

Hun så lidt på ham og smilte skævt. ”Jamen.. jeg mener.. kan du huske om hvilken race du var før at du blev til en Hybrid?” spurgte hun roligt. Claire havde generelt altid været en meget nysgerrig pige. Hun ville nærmest vide alt omkring forskellige racer så det var at hun kunne lære noget om dem. Hun havde lært selv at hun var en af de stærkeste vampyre der nogen sinde var blevet skabt. Hun forstod ikke helt hvorfor, men sådan var det også bare. Det var også en af grundene til at Volturi-familien ville have hende. Både på grund af hendes styrke, men egentlig mest hendes evne.

Claire kom til at grine af Roselinn, da hun kunne mærke at hun blev holdt øje med. Men hun sagde ikke så meget til det. Derefter så hun på den fremmede fyr og trak så på skuldrende. Hun havde på fornemmelsen at han løj, men nogen gange kunne man vel gætte galt? Derfor bestemte hun sig ikke for at spørge mere. Selvom at hun havde stor trang til bare at presse på. Sådan var hun! Men alligevel, på en eller anden måde kunne hun vel prøve at gætte sig frem til det? Hvad var det egentlig det var at han duftede mest af? Det var svært at afgøre ja, men man kunne vel prøve at dufte efter. Selvom at det ville være lidt underligt at hun begyndte at sniffe til ham.

Hun så lidt på ham og kom til at grine. ”Det kommer lidt an på hvad det er at du vil bruge min finger til!” sagde hun roligt og så lidt op og ned af ham. Det var ikke særlig tit at nogen bad om hendes finger. Men når nogen så endelig gjorde det, undrede hun sig så også en smule. Hvad dælen skulle han med hendes finger!? Dog var hun nysgerrig efter hvad det var at han ville svare på det.

”Desværre, hvis jeg ikke får at vide hvad det er at du vil med den.. får du den ikke” blinkede hun let og så lidt over imod vareulven igen. Hun smilte skævt og rystede på hovedet af det. Det var dog helt utroligt!? Hun havde rent faktisk en meget stor lyst til at gå lige nu, men der var et eller andet der holdte hende tilbage. Måske hendes nysgerrighed omkring denne Hybride? Eller var det mon noget andet?