New Yeaar

Kyo kiggede på Chan også på Will, hans blik strefjede hver og en. Han havde ikke skiftet side, nej han kunne bare ikke lade en vampyr dræbe en lille pige. Han sukkede højt og kiggede så på Den lille pige der lå ved Ulven. Han tog hende langsomt op i sine arme og kørte en hånd over hendes pande. " Chandra" sagde han med en dyb stemme. Han vidste godt at Azk var hendes Alfa, men denne lille pige.. Hans tanker stoppede med et og han kiggede på den lille pige. Hun trak vejret, men hendes sanser og resten var væk. Han kunnr mærke det. " koma.. " hviskede han meget lavt og kiggede på Azk med sine øjne der lyste rødt. Han så kun rødt, og han ville ikke lade denne lille pige dø. Varulv eller menneske, man skulle ikke dræbe små børn. " Hun er kun et barn " brummede han til både Chandra og til Azk.
Han lagde den lille pige ned ulven og var hurtigt henne ved Azk's side. " jeg er stadig med dig Azk " sagde han og skubbede hurtigt Will væk. Kyo respekterede Azk, men han ville ikke lade ham dræbe en uskyldig lille pige. " men jeg redder børn " sagde han med en kold tone. Kyo's evne kunne fjerne alles sanser, men han brugte den ikke endnu. Han skulle have besked af Azk før han ville gøre noget.
Det var imod hans personlighed at dræbe et lille barn, og han ville gøre alt for at stoppe et barns død.

//Vita? xD Jeg GAV dig til Rose (; Jeg tog dig ikke ^^

Rose lagde foden på den anden side af Vita, nu var det slut med at røre hende. Hun lagde sig ned så hendes fod var på vitas mave, foden var ikke spor tung men stadig fast. Hun knurrede af alle der kom for nær, selv hvis de var en der ville hjælpe Vita.

"I tager fejl, Chandler gør selvmord... find dine egne flammer, Kyo du vil aldrig se et nyt år... I tog hende men kun mig kan give henede friheden, er jeg sunket dybt se hvor du står lige nu? Snart drikker du også dyreblod!"råbte han til dem.. han så hurtigt på dem, de var svage uynkelige ingen måde kan de vise svaghed mere end de gjorder nu, selv en varulv var stærkere. "Kyo ikke koma.. væk.. jeg kender din evne Kyo du er svag dine følelser er din svaghed, foræder enten kæmper du med mig nu eller aldrig!"råbte han ind i Kyo's ansigt.

Rose gyste, hvordan kunne vampyre dog være sådan overfor hinanden ?
Hun var glad for at varulve i det mindste viste respekt for hinanden, af alle de vampyre hun havde mødt her i forks var førehannen her den mest skræmmende. han var en rigtig koldblodig dræber, hun strammede grebet om Vita med sin pote og førte hende ind til sit varme bryst hvor hun var i sikkerhed. I hendes menneskelige liv havde myten om vampyre facineret hende, det gjorde det stadig bare ikke helt på en god måde mere. Ikke efter hun fandt ud af at de fandtes, hun ville ikke lade denne Azkhaz tage Vita.

Amelia havde aldrig nogensinde været så forvirret. Så var de på den ene side og så på den anden.. Hun kunne ingen mening se i det, overhovedet. Hun nikkede til Will - et meget udtydeligt nik, men hun vidste at hun så det.
Hun stod og kiggede fortvivlet på alle sammen, og havde ingen anelse om hvad hun skulle - andet end at det barn skulle komme tilbage til bevidsthed. Hendes ansigt var fuldstændig forvrænget - dog så det ikke specielt grimt ud.

Will stivnede. I omkring 10 minutter stod han bare som forstenet men efter den tid begyndte han at ryste. Han havde aldrig mistet selvbehærskelsen, men han mærkede hvor tæt han var på. "Azkhaz!" Sagde han. En underlig panik sneg sig op ad rygraden på ham, og han kiggede bedene på Azk. "Azkhaz" Nu lød han direkte bedene.. "Omdiager ordren til min søster. Jeg be'r dig! Hun..Det var jo mig der fik hende til det!" Hann kiggede på hende med mere og mere bedende og panisk. Will kiggede forpint på Chan der selv var stivnet. Skulle hun virkelig dø nu? Skulle han ikke have en søster mere. "Jeg beder dig Azkhaz, pigen var jo en lille pige! Alle der IKKE kan få en sådan engel er jo jaloux!" Han stemme blev med et svag og han mærkede den stikkene fornæmmelse i øjnene og ville give alt for at kunne få tårer frem. Will bed sig i læben. "Jeg vil dø for hende" Mumlede han, og var overrasket over at han egentlig mente det så brændende. Han ville kaste alt væk...Clary..Melia..Ja selv Vita der var gået hen og blevet en slags lillesøster.

//uuuuh akz min saks.. du er såh død Oo///

Terry kom løbende, hurtigere end hun havde løbet nogensinde før. Hvordan kunne hun være så dum at slippe sin nysgerrige datter ud af syne?! Selvfølgelig var pigebarnet gået til Forks! Terry kunne ha skudt sig selv.
I det samme hørte hun stemmer. Stanken af vampyr, duften af varulve. Duften af Vita.
"Vita" gispede hun dæmpet, og sprang imod legepladsen. I det splitsekund hun kom derind, kunne hun ikke se hvem der var fjender eller venner. Hun kunne se Vita, den person der betød mest for hende i hele verden.
//undskyld hvis jeg er lidt desorinteret om hvor i står henne, jeg orkede ikke at læse det hele Oo//
Vreden flammede op i hende, og uden overhovedet at ville andet, lød der et højt flæns da hun forvandlede sig til en ulv og hendes nytårstøj lå revet i stykker omkring hende.
Hun knurrede af den person der stod først for som (helt tilfældigt) hun kendte som alfavampyren Azkhaz.
Han lignede en komplet sindsyg, den mest gale af alle de skide mordere. Hun sprang imod ham med et kæmpe brøl og smed ham imod jorden med al sin kraft.

Chandra stivnede . Hun kiggede på Will med et måbene ansigtsudtryk! "Will! Ta' dig sammen!" Snerrede hun og rynkede øjenbrynene. Hun bed sig i læben. "Okay Azk" Mumlede hun da hun mærkede en brændende fornæmmelse over hele hendes krop. *Chandler..*Tænkte hun og himlede med øjnene. Chandra sukkede da hun hørte Will. "Will skrid nu med dig.. Du har et liv, en kommende kæreste, venner og du har det endnu! HVIS DU DA SKRIDER!" Hun snerrede hårdt af sig bror og begyndte at gå mod skoven da hun hørte det sidste han sagde. "WIIIILL!" Hylede hun ffustreret og var hhurtigt henne ved ham. Hun skubbede ham bagud og snerrede. "!Will, tænk på Clary. .Du har ikke lyst til at dø..Tænk på Vita, du VIL ikke dø! Tænk på Amelia..Du vil stadig IKKE dø!!" Chandra begyndte at løbe. Hun løb mod Italien.. Så skulle hun virkelig dø? Det var helt vildt.

Rose holdte Vita tæt ind til sin sit bryst, hun ville ikke lade nogle komme tæt på hende før hun var helt sig selv. Kun hendes mor måtte røre hende fra nu af, hun knurrede stadig. Hun så på den anden varulv der havde forvandlet sig, hun duftede lidt af Vita men hun var ikke helt sikker da vita var halv varulv. Hun ville have beviser for at hun var hendes mor hvis hun altså var hendes mor, hun kunne ikke være med i kampen selvom hun godt ville. Hun ville hævne sig på førehannen for at have prøvet at tage Vita men at passe på hende var skam også helt fint.

Ázkhaz sagde da han så will "Du er svag som din søster hun vil aldrig blive savnet! Glary? (hævnede et øjenbryn) Lige meget, " men da Terry skulle til at over faldte ham, skyndte han sig lyn hurtigt lige at komme væk fra hende og endte oppe på et tag, han så på hende med et smil, "Vi ses Alle"sagde han og løb videre imod skoven oppe på tagende hvor han håbede rundt, han havde tabt kampen, men han havde ikke tabt Vita hun var for sinds stoppet.


//Out//

Rose rejste sig vredt op, hvad med Vita havde han bare glemt hende eller gjorde den igle det med vilje. Hun så ned på Vita der lå helt stift på jorden, hun lagde sig igen og slikekde hende lidt på kinden som et lille kys.

Terry brølede frustreret, og fik lyst til at følge efter ham. Hun satte kløerne i jorden og måtte virkelig lægge bånd på sigselv, før hun var rolig nok til at vende sig imod sin datter med en bekymret rynke mellem brynene.
Hun gik derover imod på listepoter. Hvad er der sket med hende? Tænkte hun til den anden varulv uden at tage blikket fra Vita.

Rose så op på den anden ulv, "Er du hendes mor?" tænkte hun. Hun ville være helt sikker på at Vita ikke kom til skade selvom det var en varulv som hende selv, hun havde lært at mennesker også kunne være farlige.

Selvfølgelig er jeg det! Tænkte Terry og lød i det samme irriteret og utålmodig, men stadig bekymret som bare fanden.

//er vita bevidstløs?//

//jah hun kan ikk røre sig eller snakke tror jeg//

Rose så bare alvorligt på hende, *[i]jeg ved det ikke, men hun kan ikke bevæge sig ... det er noget den forbandede igle gjorde* Hun så over i retning af der hvor azkhaz forsvandt. hun havde ondt af Vitas mor, Rose følte sig lidt skyldig hun kunne havde gjort mere for at få Vita men så havde hun skadet hende hvilket hun ikke kunne klare.