Livet er som en vej.

Clary gøs da hun så op mod solen. Hun skjulte sig inde i skyggen trods at hun var godt pakket ind for at beskytte menneskende for synet af hendes skinnende hud. Hun var iført et par mørkeblå geans der sad tæt ind til hendes ben, et par hvide kondisko - slidte. Hun havde en sort aflang bluse på og et par sorte læderhansker der sad tæt til hendes fingre. Det var ikke det nyeste tøj men det klædte hende på en sær måde. Intet tøj kunne få vampyrer til at se tumpede ud. Ingenting KUNNE få dem til at se grimme ud. Clary havde et sort matchende tørklæde hen over sit hovede så hun ikke skulle spekulere over solens stråler. Noget af hendes Bølgede hår var ikke gemt væk under tørklædet. Pandehåret skyggede også hen over hendes ellers så blodrøde øjne. Hun holdt som sædvanligt tegneblokken tæt ind til sig. Hun slap den aldrig. Havde den altid på sig da den gav hende en sær beroligende fornemmelse intet andet kunne give hende. Hun havde en grå skuldertaske hængende over skulderen hvor hun som sædvanligt havde sine forskellige ting i ; Blyanter og andre ting man kunne tegne med. en ekstra blok. Og andre ting der var meget vigtige for hende. Vigtige for at hun ville kunne holde ud stadig at eksistere. Hun havde lovet ham ikke at fjerne sig selv fra jordens overflade. For hans skyld stod hun stadig her i skyggen. Hun sukkede let og knugede hårdt tegneblokken ind til sig. alle dem der legede for hendes syn var lykkelige. Og glade. Det var ikke fordi hun udenvidere savnede at være et menneske. Fordi nu kunne hun gøre flere ting ved at tegne. Hun behøvede ikke frygte at blive overfaldet. Behøvede ikke frygte at miste nogen som helst mere. Hun havde ingen at miste. Det hun havde at miste havde hun allerede mistet. Hun havde ikke nogen. Hun var alene. Clary gøs indenvendigt. Ordet gav genlyd i hendes tanker. Alene....

Kyo sukkede og gik længere ind mellem træerne. Han ville ikke ses i solen. Hans liv var et stort rod og han gad ikke rydde op i det. Han havde lovet en person at han ville holde sig i live, men han kunne ikke huske hendes navn.

( Flash back, er i Kursiv.. xD)

Den lille pige havde tåre der løb ned af kinderne på hende, hun ville ikke give slip. Han kiggede alvorligt ned på hende og sukkede så. Ingen følelser kunne ses i hans ansigt og han kiggede alvorligt og bestemt på denne pige. " Lov mig noget?" sagde hun med sin lille silkebløde stemme. på hendes blege kinder kunne man svagt skimte en lille rødmed. " Hold dig selv i live " sagde hun med gråd i stemmen og gav slip på hans ben som hunhavde klamret sig til. Hun lignede en på 3 år men hun var ikke så gammel. " jeg skal prøve " sukkede Kyo og tog ned i dørhåntaget.

Der stoppede det. Den sorte mur var der igen og han kunne ikke se mere. Hans minder ville ikke lade ham se mere af sit menneskeliv, det liv han havde glemt så meget om. Det eneste han kunne huske fra sit menneskeliv var hans navn og intet andet. Alle ville tro at han havde været en betydningsfuld person i sit menneskeliv men Kyo kunne aldrig fortælle noget om det. Han kunne ikke huske det.

Clary så en dreng gå længere ind mod træerne. Hun bakkede selv længere ind selvom hun var godt skjult under deres lange mørke skygger. Hun slap blokken med venstre hånd og lod den stryge tørklædet ned fra sit hovedet der i forvejen var beskyttet af træernes mørke skygger. Tørklædet gled af ligesom når man slår en lang hætte væk fra hovedet. Ligesom på de der kutter Volturri havde. Hun gøs ved tanken om de historier hun havde hørt derfra. Clary knugede hårdt tegneblokken ind til sig som om det afhang af hendes liv hvis hun tabte den ned på jorden. Hun så hen mod drengen iagtog ham nøje. Hun kunne ikke høre den sædvanlige høje dunken. Lyden af et hjerte fyldt med blod og liv. Det var det mest åbenlyse tegn på at han var en vampyr. Det andet tegn var den umenneskelige Stærke aura der lå om ham som et skjold fuld af styrke der var parat til tavst at udfordre alle andres auraer blot for at bevise at den var stærkere end dem. Det var selvfølgelig den anden ting der afslørede ham. Og især. Gik det lige netop nu op for hende. At han var en Alfa ligesom hende selv. Og selvfølgelig havde han også en evne ligesom hende. Det havde alle Alfaer. Det skræmte hende lidt. hans fremtoning var for sig selv en anelse majestætisk for dem der vidste hvad han var - og dem der kunne se og mærke auraen selvfølgelig. Clary knugede hårdt om blokken. Snuderne på hendes hvide slidte kondisko rørte let hinanden og fik hende til at ligne en lille pige - en ufattelig smuk lille pige. Det kunne man ikke komme udenom. Selvom det helt klart billige tøj var slidt og langt fra noget der burde passe til en så køn og smuk pige som hende kunne det ikke gøre hende grim på nogen måde. Det at hun ikke vidste hvor smuk hun selv var gav hende en sær indre styrke som alle dem der VIDSTE de var smukke. alle dem der BRUGTE deres skønhed som en pisk ikke havde. Deres styrke var med sikkerhed stærkere end den hun havde. Men. At hun ikke vidste hun var smuk gjrode tit drenge vrede. Det pissede dem af og til af at hun ikke vidste det. Det var noget af det hendes aura gjorde. At hun ikke vidste det og ikke brugte det gjorde det. Det var en sær styrke der fik dem til at blive vrede selvom de ikke vidste hvad hun var.

Kyo kiggede ud på menneskerne, deres hjerte slag kunne han høre tydeligt men de fristede ham ikke. Han kunne høre og lugte en anden vampyr, og han vidste det var en pige. Han vendte blikket og betragtede hende ud af øjenkrogen. Han kunne mærke hendes stærke Aura og han vidste med et at hun også var Alfa. Dog vidste han ikke helt hvorfor hun knugede den blok ind til sig. Selvom han var en smuk dreng ville han ikke indrømme det, og det fik de fleste piger til at sukke af ham og tro han var en idiot.
Kyo sukkede endnu engang og nød menneskernes duft af blod, han ville ikke drikke dem for han syntes de var nogle fascinerende væsner. De fleste kunne godt tro at han var en fascinerende Alfa, men selvom de ville have ham til at afprøve sin evne gjorde han det ikke så tit mere.
Han holdte fast på sine sanser og nød at have dem sin lugtesans, se sans og sin hørelse.

Clary så drengen tog et lille yndefuldt skridt hen i retningen af ham. Nu kunne hun se hvor hun havde set ham før. Det havde været ved mødet i skoven i Forks. Hun sukkede indvendigt. Hun kunne blot ikke huske hvad han hed - hvilket irriterede hende grueligt. Clary trykkede hårdt tegneblokken ind til sig og mærkede et lille strejf af sikkerhed ved duften af det blanke papir der blot ventede på at hun ville tegne på det. Hun så på drengen. Blev stående. Følte sig pludselig endnu mere grim end hun før følte sig. Clary havde aldrig indset hvor smuk hun var. Det var direkte åndssvagt af hende men det indså hun aldrig. Hun kneb svagt øjnene sammen og lod sig ikke skræmme af drengen unaturligt stærke aura. Han var faktisk ufattelig smuk. Hun beundrede hans skønhed som hun gjrode med alle andre vampyrer. Måske ville hun gispe overrasket hvis hun så sig selv i et spejl. For hun havde aldrig set sig selv i et spejl siden hun blev forvandlet. af frygt for hvad hun ville se så derfor troede hun at hun var grim. Clary mærkede sin brors stikkende ligegyldige øjne i nakken og blev fristet til pludselig at vende sig om for at kigge. For hun vidste at hendes bror var død. Eller det troede hun i hvert fald at han var. Hun savnede ham trods at han altid pissede hende af. Det var svært at indrømme men hun havde aldrig rigtigt elsket ham som en bror. Det gjorde ondt at tænke på. Så hun lod tankerne gå blanke og stirrede i stedet hen på vanpyren.

Kyo kiggede på denne vampyr, som knugede blokken til sig som om det var hendes liv. Han smilte svagt og vendte sig så om så han stod med siden til hende. Han lukkede øjnene og lød bare alle sine tanker flyve rundt. Han kunn eikke lade dem gå blanke, dog kunne han lade dem flyve rundt og ignorere dem. Han sukkede og kørte hurtigt tungen over sine læber. Han åbnede langsomt sine øjne og kiggede ud på menneskerne. Ingen ville have det som ham, vis de blev vampyre. Hele dette indviklede liv og intet man kunne huske fra sit menneske liv. Det eneste han kunne huske var sit navn og ellers fik han Flascback's med en lille pige, men han kunne ikke tyde dem.

// det er ikke så langt.. er liidt stresset :/