4. etage

T: aften/nat?
S: etage 4
V: klart, måne stjerner o.s.v..?
O: - se på claires besked - man kan svagt høre musikken fra de nedre etager.

Clary stod og lænede sig lidt op af gelænderet som sædvanligt med sin tegneblok trykket ind mod sig.
i højre hånd havde hun et glas fyldt med friskt blod. Hun vippede let med glasset så et eller to dråber gled ned på gelænderet.
Hun snusede ind og mærkede hvordan hun følte blodrusen boblede rundt i hende før hun nippede til glasset. Clary var
iført et par stamme lidt hullede, slidte mørkeblå jeans, et par røde højhælede som ekspedienten i butikken havde tvunget hende ned
i og en blodrød top med V-udskæring og bundet om nakken. Hun følte sig som en komplet idiot i dette tøj der kun passede til modellerne
i alle magasinerne men hun kunne ikke så godt skifte tøj nu hvor hun var her. Clary nippede let til glasset igen.. smagen var lidt krydret
- fyldig men alligevel tynd og vidunderlig. Hun lukkede øjnene.

___________________
De Røde høje hæle : http://dawnstephensbooks.com/wp-content/uploads/2009/04/red-high-heels.jpg
Bukserne (jaja) XD: http://www.destroyedbrand.com/images/Dark-blue-MORE-DESTROYED-FRONT_596.jpg

En høj og rank pige trådte mod trappen, som førte til 4.etage i denne prægtige natklub. Klokken var slået mange, og endelig var Maylana trådt herhen. Hun bar en smukt sort kjole, der gik hende til knæerne. Den klædte hende, som den skulle. Et smil hang om hendes læber, som var det meningen det skulle være der. Hun havde takket nej til drinken - Hun var ikke tørstig. På vej op at trappen, lod hun tankerne gå sin gang, som de altid gjorde. Med hovedet let på skrå, passerede hun en pige - En alfavampyr. Et enkelt nik kom fra Maylana som en hilsen, inden hun satte fødderne på den faste grund, som udgjorde den 4. etage i natklubben.
Maylana lod sine øjne falde på den smukke nat, som sang sig vej gennem Seattle. Mange gik glip af dette syn ved, at sidde på de nedre etager og glo på en drink eller deres dansepartner. Hvad de nu end kunne finde på, at finde. Maylana nød hellere nattens budskaber, som hev hende ind i en dans af glæde og morskab, som snørede sig stramt om livet på Maylana - Endelig. Hun nød det hele i fulde drag. Det var mere fantastisk end så meget andet. Hun kastede et hurtigt blik over sin skulder, så hendes blonde hår dansede som små fine guldtråde. Oplyst af månens skær, betragtede hun sine omgivelser. Hendes svagt gyldne øjne tydede på, at hun ønskede en god fest, og smilet ligeledes det samme.

Drakan kom ikke længe efter.
Han havde brugt tid på at stå nede under, og snakke.. Snakke med de mennesker som han fandt passende at snakke med. Men minutterne var blevet til timer, og Drakan havde længtes efter at klare hovedet, og nyde nattens mørke der sænkede sig. De andre etager indeholdt allerede levende som døde, især første etage..
Det var et rent helved at være i, længere tid af gangen.
Derfor havde han taget sit snit til at gå roligt op af trappen, i ført det kulsorte tøj. Glasset havde han efterladt der nede.
To piger stod allerede der oppe. eller var der tomt. Luften var klar. De så ikke ud til at kende hinanden. Drakan kendte den ene, alfaen, han havde fået et yderst dårligt indtryk af. Alfaen der var for svag til at være alfa i hans øjne.. Han trådte hen, Nikkede kort, og betragtede dem lidt på afstand. Den anden kendte han ikke. men lugten af menneske krydrede den fremmeds aura. Kun lidt vampyr. Det gjorde det ikke bedre..
Hans høflige maske var taget på.. " nyder i denne natten?" dette var blot en sætning, henvendt til dem begge, og med det formår, at HAns Høflighed forsat var troværdig..

Michael trådte langsomt op og kiggede sig omkring. Der var ikke ligeså mange mennesker, som der var på 1. Det var jo altid noget underligt noget med hvorfor alle de reagerede bare hvis der var et enkelt menneske blev nærmest alle vampyre syge i hovedet.
De sorte bukser med den sorte, løse, jakke sad dejligt på ham og han smilte lidt. En enkelt vampyr kiggede surt på ham. Hele hans sæt var sort, men havde røde striber rundt omkring så det lignede at der løb blod ned af den, selvom der også var nogen af dem der var rigtigt blod.

Clary knugede hårdt om tegneblokken da den første pige kom op. lyden af det bankende hjerte
gav hende lyst til at overfalde pigen og suge hende tom for blod. Derfor drak hun hastigt sit glas færdigt og
mærkede varmen fra det krydrede blod sprede sig i hendes krop. "Hej" var det eneste hun kunne sige til pigen.
Clary havde ryggen til.. så ud over byen.. ud over nattens mørke og nød det i fulde drag. Pludselig hørte hun nye skridt
Hun vendte sig halvt om og stivnede da hun så den velkendte dreng/mand.. nej bare Alfa vampyr. Hun huskede hvad han
havde gjordt og at hun ikke selv havde kunnet tåle at se ham gøre barnet fortræd. Hvis det havde været et menneske ville
hun have været ligeglad men det havde det jo ikke været. Hun så Drakans nik. Uhøflig som hun var ignorerede hun hans
hilsen. Hun brød sig ikke om ham. Den måde han havde opført sig på. Hans unaturligt smukke udseende distraherede hende.
Kunne han ikke bare være LIDT grimmere så det ville være nemmere at ignorere ham? Så kort efter lod hun igen blikket
glide hen over ham. Knugede tegneblokken hårdere ind til sig. "Hej" hun var taknemlig over at hendes stemme lød så neutral.
For ligenu havde hun mest lyst til at hvæse af ham.

Hadet imellem de to alfaer var nemt at tyde. Maylana holdt øjnene på dem begge en smule. Tumper. Ordet lød rart - På en måde. Hun bed sig let i læben. Hun havde fortsat det lette smil over sine læber, mens hendes fascinerede øjne betragtede den stjerneklare aften, som trygt hang over dem. Hver især blinkede de klart. Blinkede til Maylana. Hun kørte hurtigt hånden igennem håret, da hun mærkede månen svage varme skær. Hun følte sig så frisk.
Maylana hørte hurtigt alfahannens ord, men hun ventede med at svare. Det var vel tydelig? Hun lignede jo praktisk talt en, som ville tage op til stjernene og bo der, hvis hun kunne. Hun elskede natten. Den bragte de smukke stunder frem, som tit sås. Seattle bragte det hele frem ekstra meget denne aften. Smilet krusede sig større om hendes læber, inden hun drejede sig de 180 grader omkring, og betragtede de to alfaer.
"Ja.. Aftenen er fantastisk. Den kaster dens sang over os, fortryller os" Svaret lød høfligt til alfahannen, og et let nik kom fra hende. Igen var dette ment som en hilsen. Hun sagde ikke så tit selve ordet "hej" mere. Det var en overflødighed i hende. Nattens fortryllende klang, bragte hende i et ekstra specielt humør denne aften. Hun vidste, at hun skulle være på vagt, nu hvor hun bar en halv menneskelig egenskab i sig. Dette kunne nemt blive hendes død, hvis ikke hun passede på. Alligevel virkede hun så glad. Hun lod sig forføre af nattens kærtegn.

Michael havde bare siddet på tag kanten lige siden han var kommet op og kiggede på det. Det var jo underligt at de endnu ikke havde reageret på hans tilstedeværelse... Så meget ihvertfald *Underligt... Alle plejer alle skuler til mig* tænkte han med et lille smil og blev bare ved med at iagtage scenariet.

Drakan lyttede kort det 'Den Blandede' sagde.
Dog svarede han ikke, men så mod et lille bord, hvor der stod fine drinks på en rund bakke.
Dog tog han det ikke, men fornæmmede den nyankommende, og vendte sig.
* Great... Endnu en Blandet.. * Han skukkede lydløst. Folk havde det med at synke dybt.
Dog tog Drakan det ikke alt for ilde op, og beholdt den falske høflighed over sig.
Tankerne blandede sig med blodet, han stadig kunne smage i munden, og overvejede nu, hvad der ville være klogest.
det havde jo ikke været meningen, at alle skulle komme på dette tidspunkt.

Clary lyttede til hvad pigen sagde.. hun rullede let med øjnene.. Stillede sit nu tomme glas hen på en bord og
strøg derfor ret tæt fordi Drakan. Hun kunne mærke hans stærke aura slå udfordrende ud mod hendes. til
en en lydløs kamp om hvilken aura der var stærkest og hendes egen aura tog kampen op og slog hårdt ind mod hans aura.
Hun bed tænderne sammen og sendte Drakan et smil. "Hvordan går det med at drukne små piger?" der var en let hånlig
og iskold snert i hendes stemme. Hen over dækkede et lag af en respektfuld stemme selvom hun vidste at han godt hørte hånen
og kulden i hendes stemme. Typisk hende at hun altid skulle grave i tingende. Clary kastede et blik på hybriden og et let smil
gled hen over hendes læber. Hun var uskikker når det gjaldt nye personer. Hun var alt i alt elendig til den slags. Derfor havde
hun aldrig nogensinde haft venner da hun var menneske. Lige ud over sin bedste ven. Hun var fascineret over Michael fordi
han havde både varulve og vampyr blod i årene. Derfor behøvede hun hade varulve delen af ham. Hun drejede hovedet over mod
pigen May og smilte. Hun håbede det så venligt ud - men det lignede mere at hun ska ansigt. Hun kunne have slået sig selv.

Maylana bemærkede, eller rettere blot mærkede, hvordan Clarys og Drakans auraer slog mod hinanden, som var det magneter med samme poler. Alfaer plejede da at være venner, gjorde de ikke? Plejede alfaer ikke at holde sammen? Maylana rystede disse tanker af sig. Hun fandt alligevel ikke andet nye spørgsmål ved dette. Maylana kørte let en hånd igennem sit blonde hård. Det genspejlede månens og stjernes skær, som lavede natten til det uvirklige.
Maylana gik mod Clary og Drakan. Hun havde tydeligt hørt Clarys ord, og da mærkede hun en vrede blusse svagt op, dybt i sig selv. Havde denne alfa virkelig prøvet at drukne et lille barn? Hun vidste ikke, om hun skulle tro Clarys ord, men hun holdt sig alligevel på en god og sikker afstand. Allerede nu, kunne hun ikke udholde denne ene alfa, Drakan. Lettere ligegyldigt betragtede hun let Drakan, inden hendes øjne vendte sig mod Clary, og gengældte venligt smilet. Clary virkede som en, der tankerne på det rigtige sted.. At hun virkelig havde en hjerne fremfor alfahannen Drakan.
Maylana vidste, at hendes tanker kunne tone mod det farlige, hvís de kom frem, så hun holdt sig neutral - Som en start! Hun hadede allerede denne Drakans attitude, og hvis han virkelig havde prøvet at drukne en lille pige, ville hun have mærket vreden blusse mere op. Let lod hun blot et smil være over sine læber. Oprigtigt. Hun holdt sig i det gode humør, selvom en handling var ved at spidse til. Maylana så til, mens hun afventede tidens hemmeligheder. Hun havde ikke lyst til at fare op over noget, som hun end ikke kendte til endnu.

Michael kiggede stadig på som en lydløs tilskuer.
Han rystede lidt på hovedet og gabte kort.


//Sorry, der er jo ikke så meget andet at sige...//

Et lille grumt smil kunne kort se, da Clary smøg sig forbi.
det var altid så underholdende, hvordan dem som hadede ham, og ønskede ham død, oftes var dem som kom tættest på, og udfordrede, velvidende at de alligevel ikke var 100% sikre på, om det nu var klogt, det de gjorde.
Smilet voksede da han hørte den svages Alfas kommentar.
" Det ser vist ikke ud til at du har hørt den menneskelige sladder om dette emne gør det? " han betragtede hende dovent og tilføjede hurtigt, nærmest undskyldende " Ikke fordi du burde, men efter din lille heldemodige insats, kunne det jo godt være du holdte til deres sted.." Drakan sendte hende et ligeså falsk undskyldende smil, som hans tonefald havde været.. Dog kunne det jo godt være logisk, at Alfaen tilbragte mest tid hos den svage side af byen.. der man bor påvirker jo en, sagde man.. og hun var jo trods alt svag..
Drakan ignorerede hendes tonefald. og skjulte sin morskab.
" Men for at underrettte dig, og din lille uvidenhed, kan jeg fortælle at byens borgere har fundet mere end et barnelig." igen tilføjede han hurtigt " Gerningsmanden er dog ukendt, men måske skulle nervøse personer som Dem, opholde sig indenfor om natten, man ved jo aldrig hvad der gemmer sig" Drakan skjulte et let fnys.
Dette morede ham herligt. og dog var det dybt seriøst, hans trudsel mente han fuldt. Hun skulle blande sig uden om..

Clary lyttede til hans ord. Hun stivnede og bed hårdt tænderne sammen. Hun knugede tegneblokken hårdt
ind mod sit bryst. "Desværre er jeg så optaget om natten.. og desuden" Hun lænede sig udfordrende ind mod
ham. Han mindede hende om hendes bror da hun var menneske. Defor turde hun gøre det her.
"Desuden.. er det der gemmer sig uden i natten" hun så tænkende ud et øjeblik. ".. også ude om dagen.. og hvis du skulle
være i tvivl." Et falskt smil strøg hen over hendes perfektformede læber. "Er jeg ikke bange.. Det jeg burde være bange
for er hvis jeg griber dig i at have bikini på." Et lille fjoget smil fyldte hendes ansigt og et drilsk glimt lå i hendes øjne.
Hun vente kort ryggen til ham så hendes kastanjebrune - næsten vinrøde - hår flagrede let om hende. Clary greb et blodglas
og snusede til det og drejede det mellem sine fingre - stadig med ryggen til ham. HUn var dog ualmindeligt opmærksom på
ham. Selvom hendes blik koncentrerede sig på blodglasset.

Hun bemærkede hurtigt deres ord, men det der satte den blussende, dansende vrede i gang i Maylana var, da hun hørte hvor ligeglad denne Alfahan, Drakan, egentlig var. Hun trådte nærmere. Hun vidste hun hurtigt ville ryge til jorden, men det var vreden der drev hende frem nu. Hun mærkede hvordan hænderne begyndte at dirre. Aldrig havde hun mødt nogen snakke sådan, som intet havde betydning. Som om et liv intet gjorde. At alt blot var endnu en ligegyldighed i verden.
"Dig.. Dig simpelthen.." Hun hævede det ene øjenbryn til Drakan. Hun brød ind i alfaernes samtale, men på samme side som Clary. Hun fnøs lettere koldt, og lagde armene over kors. Hendes gyldne øjne optog ganske kort månens smukke skær i nattens leg med vind og vejr. Hun afventede lidt af tidens langsomme skridt, inden hun atter brød igennem deres lille "samtale".
"Sjovt at nogen kan være så ligeglad. Hvordan verden blot er et sted at bo, hvor intet bærer betydning. Visse mennesker - Eller rettere vampyrer - Bærer bare ingen respekt på nogen måde. Det er vel sådan verden ligger, ikke? Alt er blot simpelt legetøj uden betydning?" Vreden var tydelig i stemmen, som Maylana førte ud i natten. Let knyttede hun sine hænder, mens hendes øjne lyste stærkere end månen af had og vrede. Dette var første gang hun mødte de to alfaer, men det var tydeligt, hvem der egentlig havde en hjerne til at tænke, og hvem der ikke havde. Verden bar afskum, som ikke gavnede verden på nogen måder. Intet!

Drakan hævede det ene øjenbryn.
Blandede hende den anden sig nu også? det var da vildt.
" Hm, ja, det ser det jo ud til, gør det ikke?" han snakkede til den fremmede, med det blandede blod og lyse hår.
" men hvorfor skulle det være anderledes? du mener vel ikke at du kæmper for de afskum?? nok er du selv en del af dem, men alligevel, burde din bedre halvdel gøre at du ikke tænkte sådan? men du er vel mere mennekselig end vampyr går jeg ud fra?" denne gang fnyste han hånligt.
dette var dog henvendt til dem begge. både alfaen og 'Den Blandede'
Drakan så på den Svage..
" Ser du, ord er fine.. men de rækker ikke langt, og det gør papir og blyant heller ikke." han så tænksomt op, mod de klare stjerne der synes at blinke endeløst. det irriterede ham.
Drakans høflighed blev over ham.. men ordernes rigtige mening trængte dog ud..

Hun smilede svagt over hans ord. "Jeg er aldeles ikke menneskelig" hun hvæsede nærmest det sidste ord ud. Pigen havde jo heller ikke været menneske.. det havde været en menpyr. Hun vente sig om og så på menpyren og smilte taknemligt. Hvorefter hun vente blikket mod alfahannen Drakan igen. "så du mener ikke man kommer langt med blyant og papir?" hun kneb svagt øjnene sammen.Blyant og papir var det eneste hun havde tilbage. Det eneste der gjorde at hun havde noget lyst til at forblive som hun var til evig tid. Hun skulede til ham og trådte et skridt tættere på ham. Hendes stærke aura slog tavst og udfordrende om hende. "Jeg føler nu selv at jeg er noget rimeligt langt og.." glasset gled ud af hendes hånd og blodet gled ned over ham. "..Ups det må du virkelig undskylde" sagde hun høfligt og så på blodet .. anstrengte sig for ikke at give efter for trangen og slikke det op. Det varme krydrede blod.. det der boblede og simrede i hendes krop og fuldente hendes styrke. "Ved du hvad man heller ikke kommer langt med?" hun så sødt op på ham som var hun en lille sød pige. Hun lignede blot mere en af nattens engle - som hun jo trods alt var. Hun knugede tegneblokken ind til sig. Han skulle ikke fornærme tegnekunsten foran hende.. det ville blot blive værst for ham selv.. Og dem som var i nærheden. Hun skævede til menpyren.

Verden var vist en leg i alfahannens hoved. Verden bar frugt med legetøj - Eller rettere mennesker. Iskoldt fnøs hun. Hun følte sig aldeles halvt af hver lige meget, så hun så ingen grund til, at lege med disse mennesker. Det var blot at spise og så ikke mere. Morskab var ikke, som han vel så det. Hendes kinder begyndte at antage en rødlig farve - Vrede! Den blussede mere og mere op for hvert øjeblik. Hun mærkede nu sine spændtes endnu mere.
"Verden er en simpel leg i dine øjne, ikke? Jo jeg er menneske, men jeg har i det mindste fornuften på min side, hvilket du ikke har.. Det er tydeligt. Min menneskelige side holder mig nede på jorden.. Holder mig som en rigtig person. Det er tydeligt hvilke vampyrer, som egentlig ¨kan tænke, og hvem der ikke kan" Iskold slog Maylanas stemme mod Drakan, som havde det været en pisk. Vreden begyndte at overtage, mens roligheden beroligede Maylana en smule. Det var tydeligt, at hun hentydede til, at Clary var den, som rent faktisk kunne tænke fremfor Drakan. Det der gjorde Maylana mest vred var, at Drakan virkede så ligeglad. Det var vel ligegyldigt alt sammen i hans øjne, ikke?
"Nej, jeg kæmper ikke for de såkaldte 'afskum', men at lade dem blive til en simpel del af en spil - en leg - er ikke altid lige acceptabelt.. Synes du?? Du lader dem vel gå til spilde uden rent faktisk at få noget at spise, ikke? Og ja jeg drikker menneskeblod" Atter lod hun ordene komme. Et efter et. Hun lod dem komme som en blanding mellem sin rolighed, vrede og kulden. Hun smilte svagt til Clary, inden hun atter så på Drakan - ligegyldigt.

Drakan fandt deres snak og handlinger mere og mere irriterende.
alligevel holdt han hovedet koldt, og ligegyldigheden overtage helt.
selv da Den Svage forsøgte at være sjov.. " jeg antager fuldt ud, at denne handling ikke var bevist? har jeg ret?" jo den ligeglade tone var fuldent endnu.. Tøjet sugede blodet til sig. det genere ham. " For det var vel ikke med vilje vel?" selvfølgelig var det med vilje.. der var ingen tvivl der. mon hun ville overleve hvia man kom til at skubbe hende over kanten? Dog nåede Drakan ikke at føre det ud til virkelighed, da Den Blandede atter afbrød.
han vendte sig mod den lyshårede skabning.
" fornuften og fornuften? synes du det er fornuften der spiller her?!" han hentydede til den anden alfa, de havde åbenbart intet imod hinanden mere. skammeligt!
han ignorerede hendes lille tale halvt. der var ingen tvivl, de manglede begge det man kaldte situations fornemmelse..
oog til en hvis grad - hjerne!
" Hm, skal jeg nu antage at dine ord, om hvem du kæmper for at sande? jeg mener.." han holdt en lille drillende og alligevel høflig pause. " Du kæmper jo sådan set for et Afskum lige nu..?" han sendte Alfaen et høfligt smil, en grimasse.. for hun var da i sandhed afskum..
han vendte sig mod udsigten, der var overbyen.. det var smukt, dog bemærkede han det ikke.

Clary lyttede kort til den andens tale. Okay hun havde INTET til overs for menneske intet. De var slikposer ikke andet.
Denne sætning gav ekko i hendes hovede. Hun var ligeglad med mennesker. Hun bed tænderne sammen og sendte
Drakan et sukkersødt smil. "Uh ha da nej selvfølgelig ikke" hendes stemme var lige så sukkersød og hvislende som en kats tilfredse spinden. Hun så da blodet blev suget ind i hans tøj. Hun gjorde et irriteret kast med hovedet. Hvis Drakan
havde besluttet sig at drukne menneskebabyer var hun da ligeglad. Det ville kun være spild af godt blod. Men hvis der
var så meget som noget som helst hybrid eller vampyr blod i barnets årer ønskede hun ikke at tillade det. Mennesker
var heller ikke en del af noget spil de var mad. Tankerne gled rundt i hende.. som en let tåge. Først et par sekunder efter mærkede hun DRakans irritation over blodet bølge rundt i hans stærke aura. Det gav hende en anelse mere
selvsikkerhed. De var begge alfaer. De var lige stærke - håbede hun da. Clary anstrengte sig for ikke at skære ansigt af
menpyren. Clary havde aldrig været specielt god til at være den mest venlige mod andre end hendes familie og bedste
ven. Det hjalp ogs lidt at tænke på Drakan som sin bror. Den bror hun flere gange havde hadet. Clary stak Drakan et sødt smil der fik hende endnu mere til at ligne en engel - hvilket hun ikke selv vidste. Hun rakte en finger frem og strøg den hen over hans tøj lige der hvor hun havde 'spildt' blodet. "sikke et spild" sukkede hun og trak sin finger til sig hvor der hang en blodråbe. Clary stak fingeren i munden og åbnede let øjnene. "Mmh et let strejf af alfa vampyr" Hun blinkede til ham. Var faktisk selv overrasket over sit mod.

Maylana rystede let på hovedet af Drakan. Og han skulle forstille et forbillede for andre vampyrer? Desværre så Maylana dem ikke. Antog dem ikke! Hun bestragtede ham dog blot let med øjnene. Han høflighed begyndte at irritere hende grænseløst, men hun lod det nu ikke komme frem mere. Hun skubbede det bag morskaben, som bestod af han handlemåde. Ynkeligt! Han så simpelthen at hun beskyttede afskum? Hun havde intet tilovers for de simple mennesker, som hun selv desværre bar en halvdel af, men dette var stadig en grænseløs irritation.
"Du ser simpelthen mig som en beskytter af afskum? Helt ærligt. Hvis du havde bare en smule hjerneceller, ville du se, at jeg egentlig er ligeglad med dem. De er mad, men så længe at 'maden' ikke går til spilde, er det hele vel fint, synes du ikke?" Maylana lod stemmen blande sig med hans høflighed og ligegyldighed. Hun ønskede at vække en irritation i ham, som den dansede let på tå i hende selv. Hun smilte lettere iskoldt og svagt til ham, da hun let lagde hovedet på skrå. Hun følte sig egentlig dobbelt moralsk ved disse ord. Hun var jo halvt menneske, men hun var stort set ligeglad. Så længe han ikke begyndte at komme ind på dette emne meget mere. Hun beskyttede dem ikke, og ville aldrig gøre det.
"Kæmper jeg for et afskum? Tjah hvis jeg skulle have kæmpet for et afskum, ville det vist have været dig, der skulle være blevet kæmpet for, men det ser jeg ikke nogen rimelig grund til. Og desuden.. Fornuften? Jeg ville nu ikke kalde det fornuft fra din side" Maylana trak let på skuldrene. Hvis Drakan kunne vove sig ud på dette spor, så kunne hun også - Koste hvad det koste ville.. Hun vidste, at hun var en del svagere end han og Clary, men hun var ligeglad. Hun var på den rette side.

Drakan valgte at se bort fra Clarys handling, han kune som sagt bare gå, når det kom til stykket. Men han gik ikke, og ville formentlig aldrig gøre det, når sådan en situation som denne bød sig.
Ja, det vile være en skam, at lade dette voksende kaos dø .
Kort sagt lod han dem snakke, mens han roligt stod med ryggen til. de var som høns, når det kom til stykket.. - høns der kaglede rundt mellem hinanden, og selv hvis hovedet blev hugget af, forsat kunne løbe rundt. Selvfølgelig var det kun et billed på dem, men Drakan synes alligevel de mindede om sådan nogle høns uden hoveder.. Sådan nogle fæ, der Troede de kunne alt, selvom de hverken kunne se, høre eller snakke situationen god igen. god nok til de ville vinde.
Hvor var det egentlig trist at der fandtes sådan nogle. Sådan nogle som dem, som beviste at verden kun var en legeplads med fejl og fortrydelser. you are One of god's mistakes.. sætningen ramte ham, da han lyttede til dem.
det var sådan de var. fejl.
Han vendte sig om.
" så du ville ikke kalde hende ved din side et afskum? " han snakkede til dem begge. De stod ved hinandens sider, Hvis de ikke fattede denne hentydning, var der ingen vej tilbage for dem.
"at se denne verden som noget andet end den forsøgsgrund dette er, vil være at lyve for sig selv, at leve i en forbandet løgn. Men sådan gør sådan nogle som jer vel? lever i det andre ville sige var sygt og forkert? Hvorfor lade Menneskerne leve, hvis de kun bruges til mad? hvorfor lade nogle Vampyre blive stærkere end andre? tror i selv det er for at alt bare skal være som om alle er ens og alle er sammen? tror i ikke der er et formål ved dette her? "
hans stemme var lav, men rolig og stadig ligeglad. " Hvad sjov ville der være ved ikke at være menneskelig, hvis man intet måtte?!.. det er forkasteligt." han fnyste. " men ja.. Nogle er bare født til ikke at blive andet end som Mennesker og dens afskum. OG eftersom i selv er et glimrende eksempel på dette, vil jeg da ikke holde jeres heltmodige jeg tilbage. " han så kort op.. de skulle væk.. både deres mod, og deres egen tro på, at de så sandheden, de så sig selv som gode og bedst..

Clary var irriteret over at hendes handling ikke havde båret frugt. Pludselig mærkede hun usikkerheden skylle ned over sig endnu engang. Hvad bildte han sig ind?! hun lyttede til hans ord. Lavede en grimasse bag hans ryg som var hun en 5 årig der ikke havde fået sin vilje. Fint. Hvis det var sådan han ville have det. Hun kneb svagt øjnene sammen og så nærmest per refleks over på Menpyren. Hun lyttede til det dunkende hjerte.. de dunkene blodårer der blot ventede på at hun skulle sætte tænderne i dem. May var halvejs en slikpose. Dermed var hun vel et afskum? Hvad var det hun tænkte?! Hun rev blikket væk fra pigen og skiftede af ren vane vægten fra venstre ben over til højre ben. "Når du nævner ordet afskum Drakan.." Hun vrngede hans navn ud som var det et navn på en hund. Hun sprang op på gelænderet i en yndefuld bevægelse. Det var overraskende nemt at stå der. Hun stod lige foran ham. Han ville have chancen for at skubbe hende ned men så nemt ville det alligevel ikke blive. Hun stod der kun så hun kunne se hans ansigt. Venstre hånd oldt tegneblokken da hun bukkede sig ned på hug så deres ansuigter var lige ud for hinanden. Et glimt i hendes øjne viste noget gammelt. noget hun engang havde følt. ".. er du så ikke en lille smule sikker på.." hun satte højre pegefinger under hans hage. Hendes øjne borede sig ind i hans. ".. At du er afskummet her?" den sidste sætning hviskede hun lavt. Kun så han kunne høre det. "Jeg siger ikke at jeg holder hånden over Menpyren.. Jeg siger blot at du ikke skal tirre mig.. nå ja og der var jo også lige dit 'spørgsmål' her til sidst ikke?" hendes stemme var blevet faretruende. Hendes blodrøde øjne viste rovdyret inde i hende. For rovdyret var der. Monsteret lå blot skjult. Trækningerne om hendes mund var helt stille. Hendes perfektformede mund var let åben parat til at sige de næste ord som hun havde lige på tungen. Det var ikke ord som sved. Det var blot ligegyldige ord som næsten ingen betydning havde. De ord der havde betydning var de ord som ikke kunne siges. Det var de tavse ord som ikke kunne komme over læberne. Clarys ord var ikke nogle af disse tavse ord. "Det er ikke blot den der før stod ved min side som er et afskum.." hun afslørede lige i dette øjeblik at hun ikke holdt med pigen. "Den der ligenu står og ser mig i øjnene er en kopi af et afskum der engang gik her på jorden..." hendes sidste ord var sære. En kopi? Men en kopi af hvem? det nævnte hun ikke. Hun ville ikke fjerne sit blik fra hans. Det måtte han selv gøreHan måtte selv regne hendes ord ud.

Maylana lagde let sine arme over kors, mens hun betragtede de to alfaer. Nu behøvede hun ikke afbryde. Clary havde mere magt end Maylana nogensinde ville få, så Clary måtte tage ordet. Hun skjulte godt sine overraskelse, som var i hende. Egentlig kom Clarys ord ikke bag på Maylana, da det vel egentlig var sådan, de lå. Hun bed tænderne hårdt sammen - Ønskede sig hen til livet som en hel vampyr, og ikke med den ene halvdel som det simple afskum, som de to alfaer vel egentlig talte om. Hun selv var en del af deres ord, og de trak hende ind i fortvivlelsens greb, som langsomt prøvede at kvæle Maylana selv. Langsomt begyndte hun at mærke hadet til sig selv - Til sin ene del, som hun ønskede sig helt af med, men det lå i det hemmelige. Maylana lignede fortsat blot den pige, som hun før havde udstrålet. Men uden vrede nu.
Maylana undlod at springe ind i deres stille samtale nu. Hun havde ordene, men de kom ikke frem. Ikke endnu. Det var tydeligt hvem Maylana egentlig var med, og hvem hun var imod, men hun mærkede intet tilbage.. Ligegyldighed! Iskoldt rankede hun sin ryg en smule. Kampen lå nu mellem alfaerne, som tydeligvis havde haft en møde før. Maylana kendte ingen af dem, og egentlig var hun glad for det. Deres tavse had til hinanden, hoppede Maylana langsomt ud af, som sekunderne skyllede frem over dem. Hun lyttede let til deres ord, til Clary hviskede noget, som Maylana end ikke kunne høre. Hun bed sig svagt i læben. Iskold som hun var, hævede hun blot øjenbrynene som en start. Hun gav dog Clary den fulde ret i hendes allersidste sætning, inden nattens stilhed bød sig. Snart ville Drakans ord falde over dem, og følgerne ville vel hoppe frem. Maylana selv følte sig blot som en overflødighed. Var hun egentlig behøvet i kampen? Alligevel lod hun ordene falde. Et efter et;
"Det er jo sandt. Alfahunnen har ret. Du er blot en simpel kopi af verdens mange omvandrende afskum"

Drakans øjne var mørke, og afskyen kunne ikke skjules mere. selv hans høflighed synes at falme.
Den måde hun sad og så ind i ham, var virkelig generende!
Trængen til bare at skubbe hende ned var stor, Nej ikke bare skubbe hende, Tage en finger på hende pande, og så trykke hende let og ligegyldigt tilbage, så balancen røg, og hun ville vælte i dybet. Det kunne virkelig være godt!
" Sammenlign mig med dem, en gang til, og vi kan se om du kan flyve!" svarede han hvæsende.
Drakan havde knapt nok sagt dette da den lyshårede afbrød. det var et dumt træk, og han var ikke længe om at stå lige over for Den Blandede.
" Gider du gentage det der?" hans øjne lynede.. At sige noget som dette var skammeligt, men endda over for ham, der ejede det ægte blod, var ikke til at bære.
Drakan greb fat i den lyhårede pige. og slebte hende mod kanten.
" kan du se hvor mørkt der er dernede. Der havner du lige om lidt." Han trak May op...
klar til at smide hende i dybet, med tankerne om at Clary skulle få turen bagefter..

Clary lyttede til hans ord. Hun mærkede triumfen skylle ind over sig. Hun havde fået noget af det yderste til at skalle af hos ham. Som om han sådan udenvidere kunne skubbe hende ned. Et let fnys kom fra hende. lige inden han vente sig om mod den lyshårede. Hun var overrasket. Menpyren havde jo ingen anelse om hvad hun havde talt om. Hun sukkede indevnding og sprang yndefuldt og lydløst ned fra gelænderet. Hun måtte anstrenge sig for ikke at grine da han begyndte at slæbe pigen over mod kanten. Hun var endnu mere overrasket over sig selv. Hun rørte sig ikke ud af stedet. Blot fordi hun måtte anstrenge sig for ikke at le? Hun forsøgte ikke engang at HJÆLPE pigen? Når ja det var jo rigtigt nok. Hun var en vampyr og pigen var kun halvt. Hvorfor skulle hun hjælpe? "Det gør du jo ikke.." der var noget hån over hendes stemme som om hun ikke troede på at han ville gøre det. Selvom hun mere følte end vidste at han faktisk kunne og VILLE gøre det. Sådan var han jo... var han ikke? Hun tog sin tegneblok frem og overvejede et om andet om hun skulle hjælpe menpyren eller ej.

Will lyttede sagte til den lille ord-duel mellem Clary og Alfa-hannen. Clary der havde vis sig at være en munter og smilende person, havde som alle andre en dyster side. han smilede let uden at gøre mine til at blande sig. Will undertrykte et let grin da Alfa-hannen løftede Menpyr Pigen og han troede underligt nok faktisk på at han turde kaste hende ud af vinduet. Ikke at andet end asfalten ville komme til skade, tænkte han med et let smil og kiggede på den nye underholdning. Han nærede ingen følelser for Menpyre, men da han først havde hørt om dem var de facinerende. Nu var de hverdag, og han reagerede ligesom han ville have gjordt hvis Alfa hannen have holdt en vampyr og sagt han ville kaste ud over...Eller et menneske. Det havde nok været spild af blod at kaste et menneske ud fra et vindue, men altså. Will greb lydløst et glas blod imens han tavst betragtede dem alle sammen. Clary's snerren. Alfa-Hannen's svarende latter eller snerren osv. Det fortsattte som et mønster, men han ville gerne se hvem der vandt. Personligt vidste han det ikke overhovedet. Clary var stærk..men det var alfa hannen tydeligvist også. Will klukkede let over det, dog håbede han at de ikke ville lade sig stoppe på grund af ham

Maylana så roligt til. Hendes sætning havde været en uden at tænke. Den var bare gledet med strømmen af irritationen, som havde været i hende. Det overraskede hende egentlig ikke. Den måde han blot hurtigt greb fat i Maylana, og trak hende mod kanten. Ordet ynkelig dansede for Maylanas øjne, mens hun kastede sit blik ned i afgrundens mørke. Mon det ville kilde i maven? Hun kunne ikke rigtig tage det seriøst. Den måde han egentlig pludselig var blevet vred. Sætningen måtte have været af forkert valg, og Clary virkede end ikke som en, som egentlig ville hjælpe.
”Jeg ser skam mørkets afgrund.. Så smuk den virkelig er. At havne der vil ikke give dig nogen beviser. Det vil blot hæve din tilfredsstillelse” Let lød ordene som en lav melodi. Nattens melodi. Hun betragtede denne Drakan med rolige øjne velvidende, at denne nat kunne gå hen og blive hendes sidste. Hun valgte blot at holde mund nu. Det beviste alligevel intet. Hun havde vel misforstået det hele, som hun så tit gjorde. Den tumpe hun egentlig var. Hun havde ingen intentioner om, at gentage sine ord. Det ville blot øge vreden, som tydeligt var vagt i ham – alfahannen.
Maylana mærkede tydeligt sig selv være oppe på kanten. Der skulle ikke meget til længere, før hun ville ligge i mørket, som tungt skjulte hvor langt der var ned oppe fra denne 4. etage. Alligevel lod hun et svagt smil spille over sine læber. Alfaer var en mærkelig type, men dog bar de noget unaturligt over sig. Dem begge to. Maylana havde ikke på noget tidspunkt i sin tro til, at Clary egentlig ville hjælpe. Det hele kunne vel også være lige meget, ikke? Hun var blot endnu en halv. Halvt afskum, som kæmpede på sin gode side. Vampyrsiden. Let kastede Maylana sit blik mod Drakans øjne. Hun prøvede at tyde dem, inden hun vidste, at hun ville mærke sit sidste fald… Faldet til mørkets sødme.

Drakan overhørte dem. deres stemmer, og ikke mindst deres ord.
HAn hoppede op på kanten, der skilte 4 etage og natten i to.
May hev han med sig.
Drakan lagde hovedet på skrå, og betragtede Clary og den anden, mens han stod på grænsen til dynet med May. " Når.. Så håber jeg i vil nyde denne henrivende Nat!" Stemmen var ironisk, og til dels drillende. så så han på Den lyshårede han havde et godt tag i.
" Er du klar?" et lille smil viste sig, og hans mørke øjne fangede lyset for oven.
Dog ventede han ikke på at Hun ville svar, men satte af fra kanten, med hende.
Derpå røg de gennem natten, og forsvandt, opslugt af mørket som hang under dem. Væk.
MEd Den lyshårede, om hun ville eller ej.

// out, med lyshårede May!
emnet vil forsætte et andet stedxD //

//NOOO RAU! Du gjorde det sgu!! >.< //

//Out I guess xD
Uhm.. Shiit da? xD//

// hahah tiic xD haha

finder et sted hvor vi havner mays xD

//Havner? Shiit da.. xD
- Uhm hvor skal vi hen? xD *At håbe på en slikbutik eller frihed? xD Uh eller bare hvor vi skal hen? xD*//

//Raaaau?! *Bebrejdende stemme* Det er Mays vi snakker om!? Du er jo halvt død? ^^