Glædelig jul

Alle stressede rundt omkring.
"Hov se! det er lige hvad Julia ønsker sig"
skilte en engelsk stemme sig ud fra alle de andre
stemmer, og Chandra kiggede sig over skuldrene.
Meget af det Italienste forstod hun ikke noget af.
Hun kunne tige Hej Ciao, tak grazias,
versågod prego og nogle andre få ord som var
nyttige.
Chandra hoppede op på kanten af et springvand og
kiggede hen over den menneskefyldte gade. Hendes
blik stoppede op ved en gudesmuk fyr der sad..Helt
rolig, modsat alle de andre. Hun smilede svagt ved
synet af ham og satte sig så ned på kanten af
springvandet så menneskerne's hoveder dækkede for
udsynet til ham. Chandra kiggede ned i det frosne
vand og sukkede. Hun havde ingen at købe julegaver til..
Eller jo.. Hendes mor og far, men dem kendte hun jo ikke..
Hvor var det nedern at være adopteret -.-

Kyo kunne lugte et menneske, ikke en af de sædvanlige dufte men en mere sødere duft end alle de andre. Han sukkede og kiggede lidt rundt, til han så en pige der sad ved et springvad. Hun stressede ikke ligesom alle de andre mennesker her omkring, men dod så hun trist ud og der forekom ham ikke helt normalt. Et lille smil bredte sig på hans læber og han rejste sig langsomt og elegant, og gik hen imod hende. DA han var henne ved hende stod han bare og kiggede på hende med et smil. Det var ikke et af de følelsesløse smil han for det meste gav folk, det var et venligt et. Han kiggede nysgerrigt på hende og satte sig så på hug foran hende. " hvorfor ser du så trist ud ?" spurgte han nysgerrigt med sin silkebløde stemme, og smilte svagt til hende. Han havde på fornemmelsen at hun bare ville sidde og stirer på ham, men det ville han ikke tage sig af.

Den søde duft fra hende var nok fordi hun var halvt Vampyr. Det måtte være fristende for ham. Chandra vidste ikke at hun var halv vampyr, hendes udseene havde altid vagt interasse, hun var gudesmuk med lys glat hud og karamelfarvede øjne. Chandra stirrede tryllebundet på drengen.. Hvor var han bare.. Guddommelig. Hendes mund var let åben og hun tog sig selv i at stirre på ham. "Øjhm.." Mumlede hun og betragtede ham med et spørgende blik i øjnene. "Jammen.. Øh.. Hvem siger jeg er trist?" Spurgte hun i et tappert forsøg på ikke at tale om det der var sket for så lang tid siden. Det hun stadig prøvede at komme af med. Chandra kiggede på ham og da hun så ind i hans øjne vidste hun hun ikke kunne lyve. Det ville man ikke kunne overfor en skabning, hun var overbevist om at han ikke var et normalt menneske siden han var så pæn, der var så smuk og .. Ærlig, håbede hun.

Kyo kiggede smilende på hende og kunne se at hun løj. Han smilte stadig til hende og kunne lugte at hun var menneske, og dog var hun også vampyr. Han havde mødt to andre som var ligesom hende. Menpyre. Han smilte ikke så meget mere, men kiggede nysgerrigt på hende. " jeg er ikke en løgner " sagde han óg smilte til hende. Han kiggede ind i hendes øjne og studerede dem, og havde det med at syntes andre væsner var så utroligt fascinerende. Han sukkede endnu en gang og rejste sig op og gjorde mine til at sætte sig ned ved siden af hende, men blev dog stående.

Chandra kiggede på ham. Han avr ikke en løgner, selvfølgelig ikke!
Hun kiggede på ham og følte sig på en måde facineret, og på en anden måde skræmt. Han lignte..
Lignte ham som hun prøvede at glemme. Det hun prøvede at glemme.
Hun betragtede hans øjne og spekulerede på om han mon var en af dem..
På en måde kunne hun føle det, og en anden måde virkede han bare for attraktiv.
Med et tilbageholdt blik kiggede hun på ham og sagde åndeløst.
"Du er vampyr?" Lød det som et hviskende spørgsmål, og man kunne se at det skræmte hende.
Chandra kiggede på ham og rykkede til side så han kunne sætte sig ved siden af hende og ventede på hans svar.
Hun var bange for at hun havde ret, men inderst inde vidste hun det jo godt..

Faktisk var hun sikker på det.

Kyo kiggede roligt på hende og satte sig ved siden af hende.
Hun vidste det ?
han kiggede på hende med et lille smil og nikkede så. " jeg er sådan "
DEt var ikke forrdi at han ikke ville sige det, men det var nok ikke så godt at sige det nar der var mennesker omkring dem.
Han sukkede og kiggede ned i jorden, hun ville sikkert være bange for ham nu. Hun ville sikkert se ham som et monster, det monster han nu var men han ville ikke indse det. Han sukkede og kiggede på hende.
" du er også selv en " sagde han og sukkede endnu engang " kun halvt"
Han ville ikke såre hende, men han kunne se på hende at hun ikke vidste det.
Hun var og ville i lang tid endnu være Menpyr

Chandra kiggede på ham, nu hvor han havde sagt det var hun ikke nervøs. Han var ikke ukendt. Han var gudeskøn. Men de smukke blomster har torne, ogg sådan var vampyre også. Hun nikkede og kiggede ned i vandet bag hende indtil hun hørte ham sige det hun selv lige havde tænkt ppå. "Nej!" Gispede hun og tiltrak sig en gruppe drenges opmærksomhed, efter et dræberblik fra hende vendte de sig og fortsatte ned af gaden. Hun kiggede på drengen igen med et panisk udtryk i øjnene. Hun vidste at det han sagde var sandt. "Det kan jeg ikke være" hviskede hun så lavt at det burde være uhørligt. Men vampyre kunne jo alt..Utroligt. I et stykke tid kiggede Chandra ud i luften med et tomt tænkende blik. Hendes stemme kom igen, men nu var den mere fast og rolig. "Da jeg var 10 år gammel, legede jeg på en legeplads" Hun havde lukkede koncentrerede øjne og så forpint ud ved tanken om fortiden. "Jeg gyngede som jeg altid gjorde når jeg var..Sur" Et svagt nik kom fra Chandras hovede inden hun fortsatte. "Der kom en dame hen til mig og spurgte hvor mine forældre var, jeg svarede ærligt at jeg ikke havde nogle. Damen kiggede sig omkring og.." Et hulk gennemrystede Chandras krop og hun bukkede sig forover. "Og hun bed mig" Lød det hviskende fra hende. "Der kom nogen, jeg kunne ikke se hvem eller hvor mange, for smerten var overvældende, og hun havde kun lige rørt min hals, så slap hun mig og jeg lå i sandet under gyngerne." Hendes stemme var atter rolig, men stadig svagt hæs efter gråden ved minderne. "og så.. jeg mærkede nogen bære mig, og det gjorde så ondt at jeg ikke kunne skrige, jeg vred mig bare som en sindsyg for at få det til at stoppe og så mærkede jjeg en smerte der overdøvende den anden li min hals, der hvor hun havde bidt mig, jeg fik mine øjne åbnet og så en dreng." Hun kiggede på drengen ved sin side. "Han var ikke engang 15 den dreng!" sagde hun med et sørgmodigt blik. "Og han..Jeg tror han sugede smerten ud af mig..Ligesiden har jeg være anderledes. Stærk og..Pæn på en underlig måde. Drenge hænger på mig og jeg bryder mig ikke om salat mere!" hun kiggede på ham og tårerne løb igen ubehærsket ned af hendes kinder som en flod lige inden et vandfald. hulkende rystede hendes kropp og hun gemte hendes ansigt i hendes hænder.

Kyo kiggede på hende og klappede hende opmuntrende på hendes skulder. ” det er ikke noget at være ked af ” sagde han og smilte opmuntrende til hende. Han vidste ikke hvordan han skulle opmuntre hende, men han vidste at det ikke var noget at være ked af. ” du har stadig et liv foran dig ” sagde han og kiggede på hende og smilte varmt. Selvom hun var en menpyr, kunne hun sagtens leve som et menneske. Han sukkede og aede hende opmuntrende på ryggen. Han var ikke den bedste til at opmuntre folk.

// har sq' ikke ligeså meget krea som dig O.o

Siw kiggede på ham og sukkede så. "Har jeg?" Spurgte hun tvivlende. "Måske, indtil den dag hvor jeg sætter tænderne i en uskyldig person" Sukkede hun og kørte en hånd igennem håret imens hun stirrede frem for sig. Hun mærkede en underlig form for varme der hvor han rørte ved hendes ryg. Hun kiggede kort spørgende på ham og rystede så på hovedet som om der ikke var noget alligevel. Siw trak på skuldrene. "Ikke noget at være ked af" mumlede hun gentagende gange. "Ikke?" Spurgte hun ham og lagde hovedet på skrå. "Er du ikke ked af det..?" Spurgte hun "Ked af at tage afsked med alt det du kender?" Hun kiggede på ham. "MÅske skulle jeg bare opgive mig menneskeliv"MMumlede hun "Og blive vampyr, jeg har alligevel intet liv"

Han rysted på hovedet og kiggede alvorligt på hende. ”Du skal ikke opgive dit menneskeliv. ” sagde han bestemt og sukkede så. Hun ville miste en del af sig selv og skulle lave om på sig selv. Han kiggede på hende og smilte så. ” du skal ikke lave om dig selv ” sagde han og smilte til hende. Han vidste hvordan det var. Han kiggede op på himlen og lod sine tanker flyve.
Denne pige skulle ikke lade sig liv gå til spilde bare fordi at hun var anderledes.
” Du kan blive noget særligt ” sagde han og kiggede så ned på hende igen, han smilte sødt og opmuntrende. Han blegede at være god til at opmuntre folk men han kunne se at han var anderledes end andre.

Chandra kiggede på ham og derefter ned i jorden. "Jeg tror bare jeg er oprevet.. Kan ikke styre mine tanker når jeg er sur.." Hun trak på skuldrene og smilede svagt. "Mig?" Spurgte hun med et grin i stemmen. "Det ved jeg nu ikke hel.." Sagde hun tøvende og kørte en hånd igennem håret. Hun smilede skævt tilbage og grinede svagt. Han var uimodståeligt. Hun kiggede korrt ondt på ham, da hun hadede ikke at have kontrollen over sig selv, men det holdt ikke længe før hun smilede igen.