Alene og fortabt

Påklædning: https://2img.net/h/oi35.tinypic.com/s14vh3.jpg + http://www.womanandhome.com/imageBank/cache/j/Jaeger_cape-gallery.jpg_e_bce45a078ee3b134b7a092a347cd4f40.jpg

Amelia, havde valgt at gå - i menneskefart - ind i skoven, for at joine de andre alfaer.
Hendes mørkebrune hår hang løst ned af hendes skuldre, og blev hurtigt hvidt, pga af alt sneén. Hendes fodspor blev lige så stille dækket til af de nyankomne snefnug, og hun smilte kærligt over det. Da hun var yngre var vinter hendes yndlings årstid, men nu gik hun ikke så meget op i årstider, da det ikke føltes som andet end få uger af ens liv.
Selvom hun var newborn, var hun meget gammeldags, og højtidelig - sådan var hun bare opdraget.
Hendes historie var meget lang og ikke en hun ville fortælle til nogen. Hun havde ladt sin datter - Elizabeth - som var menpyr, være hos børnehaven i fred og ro.
Hun smilte, så man kunne se hendes spidse hjørnetænder, da hun kunne lugte 2 andre alfaer.
Pludselig stod hun 2 meter fra dem, og betragtede de to vampyrer. En han, og en hun. Hun satte hovedet let på skrå, og studerede dem. Hun-vampyren havde hun set før, da hun bad Amelia om at komme til møde, men den anden kunne hun ikke genkende. Heller ikke hans lugte. Hun var opsat på at møde nye vampyrer, og det her var en god change, selvom hun var sikker på at nogle af alfaerne var meget.. højrøvet.

Ázkhaz kom med over menneskelig fart løbene igennem skoven, han skyndte sig så hurtigt han kunne han SKULLE nå det selvom de nok kunne mærke han var på mig, nej han bevægede sig som en skygge hvis der var mennesker i nærheden skjulte han sig bag træer en en højde af næsten 20 meter oppe, han hoppede fra gren til gren, fra træ til træ, han ville nå det og være i god tids,
det eneste han havde på var en sort kappe og resten som han næsten altid havde på (se avatar), hans gyldne hår virkede nærmest mere som om det var guld i forhold til det sorte tøj, han fik endelig lugten af tre andre alfaer, han skyndte sig i retningen af den med lynet hastighed så hurtig han kunne igen.
Han hoppede endelig ned og var kommet hen til det aftalte sted lige foran Den kvinde alfa Claire "Goddag"
Og tørrede sin kappe af for alt sne der var landet på den, hans normale grønne øjne betragtede dem alle, drengen den alfa han var åbenbart en vegatar hvor ynkelig tænkte han. En af pigerne der var der (claire) han betragtede hende og smilte koldt til hende det var ikke rigtigt et smil men nærmere noget med acceptabelt til hende, til sidst den anden pige (Ami) han så på hende og gjorder det samme som han havde gjort med Claire.

Kyo kiggede hurtigt på denne vampyr kvinde ( Claire ) som stod tæt på ham. Han sukkede og trådte lidt væk fra hende. Hans blik flakkede hurtigt hen til den anden kvindeligt vampyr og til sidst hen til den mandlige vampyr. Et lille smil bredte sig på hans læber, men det var ikke et med følelser i, da han ikke havde noget at være glad over i dag. " goddag " sagde han og kiggede på Claire og de to andre vampyre der stod i nærheden af ham. Han var ikke den der mødte vampyr hverdag så han var meget på vagt, da gan ikke ville blive skadet eller hvad der kunne være værrer. Han sukkede og skævedet til dyrets lig, mens han havde på fornemmelsen at de andre syntes at han ville være ynkelig når han drak dyre blod men det var sådan han levede og der var ingen der kunne få ham til at leve anderledes end han gjorde. Snefnug dalede langsomt ned i Kyo's hår og fik det til at glimte svagt men han lagde ikke mærke til det, da han holdte svagt øje med alle vampyrene. Selvom det var jul var Kyo ikke i julehumør som alle andre, tværtimod var han faktisk trist dog kunne han godt komme i julehumør men i dag var han ikke.

Hun smilte venligt til den nyankomne alfahan.
Amelia lagde mærke til at de andre vampyrer virkede meget kolde i det - præcis som hun havde forudset. Hun nikkede et kort nik, og kiggede dem alle i øjnene i få sekunder. Hendes blik var meget fredfyldt, og ikke et man sådan lige umiddelbart ville frygte. Da hun var menneske var hun også meget køn, men da hun blev vampyr - ovenikøbet alfa - så blev hun straks gudommelig smuk. Amelia kunne godt virke meget mystisk, men dog også åben. Hun bevægede sig elegant rundt om dem, for at anse dem. Hun gik meget langsomt, men for et menneske ville det gå meget hurtigt.
Hun var straks over på hendes plads igen, og betragtede dem endnu engang. Hun tog fat i en tot hår og pillede svagt ved det.
Hun stod afventende, og kiggede på alfahunnen, som virkede til at have mest magt. *Hvornår mon hun begynder at snakke?* tænkte hun. Hun var meget tålmodig, og det gjorde hende ikke noget hvis de skulle vente på flere vampyrer, men det ville være spild af tid, hvis de ikke sagde noget,

Azkhaz kiggede på dem en efter en, han besluttede at lade som ingenting, det ville spille en rolle hvis han bare sagde navn eller noget han hadede normalt bare snak generelt for det var alt for overflødig og skulle ikke bruges så meget, men flere og flere ville bare snakke men ikke ham han ville hellere lytte til deres stemme og mene det han altid mente, krop sprog var altid mere nyttigt man kunne misforstå men aldrig tage fejl af hvad man sagde hvis man vidste hvad man gjorder.
Pludselig gik hen lyn hurtigt i mellem dem, men ikke hen til (Kyo) alfa hanen var ikke en rigtig vampyr, ikke en åndssvag dyre blods drikker aldrig har han set noget så dumt som at se på det, men han havde dog oplevet noget der var meget værere, flere vampyrer drikke det en efter en havde de en slags jagt, menneskeblod var ren bedre meget bedre, men hvad ville denne alfa hun med dem alle, måske skulle de dele sig og bestemme over hver deres sted og herske, men agt nej Voltori ville nok aldrig tillade det. Han gik videre i mellem dem og betragtede dem fra flere vinkler.

Kyo kiggede på den anden alfahan ( sorte snog xD ) mens han gik rundt mellem de andre vampyre, undtagen ham. Et lille smil bredte sig på hans blege læber, det var ikke et venligt smil det var faktisk et smil der viste at han morede sig over alfahannens måde at studerede dem på. " jeg er Kyo " sagde han for at bryde stilheden, for det var en af de ting han ikke kunne lide vis der var andre tilstede end ham selv. Han smilte venligt til Claire og den anden hun-vampyr, men da han så på alfa-hannen smilte han ikke venligt dog smilte han sarkastisk til ham. Kyo vidste godt at de fleste så ham som ynkelig, men når du så ham bruge sin evne så dem ham som knap så ynkelig. Han havde på fornemmelsen at denne alfa han så ham som ynkelig. Hans blik vendtes mod Claire igen og han smilte ikke lige så venligt som før, men dog kunne man se at han respekterede hende * hvorfor er vi her ?* tænkte han, selvom han var tålmodig kunne hans nysgerrighed godt overtage nogen gange.

// undskyld det ikk er så lang O.o //

Stilhed. Sne. Stilhed! Drakan betragtede skoven, der var malet hvid, af den rene sne. Lod sine øjne flakke over det hele. Der var intet i verden så stille som sne.. intet. Sneen synes at forstumme, ja næsten rage hver en eneste lydkilde til sig. Og så oven i købet tage de så forskellige dufte med sig. Han så op, hvor det forekom Drakan, at de fine iskrystaller endeløst, dalede ud af ned Himlens store mave, for derefter at ligge sig tavst på hver en plan. Dække alt med dens hvide renlighed.
Drakan havde netop trådt ind i skoven, og stoppet op, for bare at lytte.. lytte til stilheden. Som stod han på et blankt papir, der ikke engang indeholdt en skitse, af en storslået tegning. Han lod hovedet veje i luften. For at kunne fornemme den svage dirrende luft af andre.. af andre vampyre.. Drankan gik mod lugten. Eftersom han selv var blevet ” kaldt” til, fandt han det bedst at komme.. se alle de andre.
Øjnene var klare og rolige. Hans holdning var rank, og lagde ikke skjul på, at han være mere end blot en simpel en. Langsomt trådte han nærmere, til han kunne se de forskellige i det klare snevejr, der lagde sig som fint drys på hans sorte skjorte..
Drakan var tavs. Og han stoppede lydløst en meter fra midten.. så han kunne høre, hvad Claire sagde. Øjnene holdt ikke pause..

Clary kom gående gennem skoven. hun duftede ikkede til skovens sædvanlige dufte. dem ignorerede hun da hun hellere ville dufte til den velkendte duft af blankt papir, blæk eller blyant. alt der kunne bruges til at tegne med tiltrak hende. hun knugede som sædvanligt tegneblokken ind til sig som om det afhang af hende liv hvis hun tabte det. hun indsugede duften af det hele endnu engang. det gav hende mod til at sætte den ene fod foran det andet. det der gav hende mod til at fortsætte med at leve. eller eksistere som jo vel var det eneste hun rent faktisk gjorde. Clary var iført et babyblå top - der mindede om de der papfars pige toppe som piger i typisk 12-14 års alderen gik rundt i. og et par jeans i en blanding mellem mørkeblå og sort. de sad tæt ind til hendes ben og selvfølgelig et par neutrale hvide flade kondisko. Clary havde aldrig været den store pige der altid skulle ud efter mere og mere nyt tøj. Faktisk havde hun aldrig nogensinde i hele sin eksistens været sådan. Hun sukkede indvendigt. Hun ruinerede sig selv ved at være sådan. hendes egen far havde forsøgt at gøre hende ubøjelig, lige fra sin fødsel som menneske.. til hun blev forvandlet. eller rettere til han døde. Det lød mere sandsynligt. Og hendes egen bror. Hendes egen storebror der VAR blevet ubøjelig. Men var var nød til at være lidt bøjelig. Ellers knækkede man, havde Clary forsøgt at forklare ham. Men som sædvanligt ignorerede han hendes ord med sin egen overlegne mine der virkede som om hele situationen kedede ham. Og han vidste at den attitude gjorde hende rasende. Hun sukkede igen og knugede tegneblokken endnu tættere indtil sig. Den var alt hvad hun havde tilbage. Af både sin fortid. Og Fremtid. Det var pågrund af tegneblokken at hun fortsat satte det ene ben foran det andet. Kun pågrund af den.

Azkhaz øjne kiggede på de nye personer der var kommet hen til stedet,
nu burde de alle være her nu, han svarede ikke claire, for det var ikke nødvendigt overhovedet, så han kiggede fra alle deres ansigter frem og tilbage og skulle lærer dem at kende så hurtigt som muligt det skulle gå hurtigt virkelig hurtigt.
Han indåndede lugten fra dem alle sammen de var en meget frisk og god duft, ikke som varulve eller andre racer.
Han gik rundt om de ny ankomne og lugtede til dem igen og igen, men hans kolde blik stirrede på dem men hans hovede drejede hele tiden fra side til side for at lægge mærke til noget, alfaerne var af samme race men alle var dog forskellige alle deres tøj stil, forskellige i personlighed alt forskelligt, han tænkte hvad mon de hedder skulle man spørger for at være venlig neej, tænkte han bare hurtigt de var ingenting de er blot nogle der vil havde magt eller noget.

Amelia kunne nu lugte flere alfavampyrer - ikke specielt tæt på - og smilte et sødt smil. Imodsætning til han-vampyrerne var hende og den anden alfahun, meget mere afslappede, og havde et blidere blik.
Måske fordi de var et instinkt for mænd at være kolde, og have magt? At de tror det bliver svage af at vise følelser? Mænd var ens, lige meget om de var mennesker eller vampyrer. Hun gættede på at det også gjaldt varulve-hanner, men hvad kunne hun vide? For ikke så længe siden troede hun at alle menneskelignende ting var mennesker, men nu var der pludseligt dukket to nye racer om. To racer, som hun aldrig ville have troet ville findes. Og da især ikke Amelia. Amelia havde aldrig nogensinde troet på julemanden, som de fleste andre børn troede på. Hvis hun havde hørt om disse mere realistiske sagn om vampyrer, eller varulve, inden hun blev forvandlet, ville hun hellere tro på julemanden.. eller endda påskeharen.. Men hvem ville ikke det?
Hun holdte stadig blikket på alfahunnen, og tænkte over hvad hun havde sagt I får et gæt hver omkring hvorfor I tror at jeg har samlet jer her.. Amelia overvejede situationen, men kunne ikke komme på hvad det var. Alfahunnen kunne være blevet sendt fra Volturrien, og blevet bedt om at samle alle alfaerne - eller var det bare dem fra Forks omegn? Der var sikkert mange ting, Volturrien ville have lavet om her i den ukendte eventyr-verden, som egentlig ikke var særlig eventyrlig. Der var hverken prinse på hvide heste, store tårn, hvor man bliver fanget midlertidigt eller lykkelige slutninger. At være vampyr var bare ét stort helvede, som varede evigt. Men selvfølgelig kunne Amelia ikke vide det med sikkerhed, da hun jo trods alt var newborn.

Clary avde hørt det hele allerede. Hendes hørelse var blevet fordoblet mindst hundrede gange nu. Og hun hadede det. Hun Trykkede hårdt tegneblokken indtil sig blot for at mærke.
for at føle den stadig var der. Hendes eneste våben hun rent faktisk kunne finde ud af at bruge rigtigt. Det irreterede hende grænseløst. Hun følte sig totalt ubrugelig. Og alligevel var hun her. Blandt alle de ande vampyrer. Hun undersøgte deres ansigter. allerede efter få minutter vidste hun at hun kunne tegne dem allesammen helt perfekt. Endnu mere perfekt end de overhovedet så ud. Hun kunne ikke skjule et lille frydefuldt smil. Men det blegnede endnu hurtigere end det var kommet da Azkhaz så direkte hen på hende.. hun kunne nærmest føle ham kredse om hende som var han et rovdyr der hvert et øjeblik kunne finde på at angribe hende kun pågrund af hendes tåbelige påklædning. Hun trykkede tegneblokken endnu tættere ind til sig og rettede blikket ned mod sine sko. Hun havde aldrig været den helt vildt udafvente type. Aldrig haft nogle venner. Jo en. En bedste ven der blev forvandlet til vampyr .. det var dengang hun var begyndt at tro på dem. Han var flygtet af frygt for at hun ikke ville være ven med ham mere blot efter det. Clary huskede at hun havde følt det som et spark i maven da hun havde stået ved siden af hans seng. Da han havde forvandlet sig. Hvis ikke hendes bror var kommet hurtigt - ville han sandsynligvis have tømt hende for blod. Han var forvirret og chokeret. Og nu forstod Clary kun alt for godt hvordan han havde følt. Hun huskede kun meget få udklip af sit gamle liv. eller rettere af sit liv. Hun havde altid spekuleret på hvad der ville ske når man døde. Nu ville hun aldrig rigtig komme til at opleve det. Aldrig. Hun følte sig utilpas da hun mærkede Azkhaz blik på sig. Det var som om nogettung lettede fra hende da hans blik fjernede sig igen. Hun så på Claire ud af øjenkrogen. Hun mærkede hvordan hun på en eller anden sær måde følte sig en anelse mere sikker hvergang hun hørte Alfahunnens stemme. Hun ville lytte til Claires ord uden at føle det var løgn det hele. Clary ville ønske alt var det gamle. At hun var hos sin ældre bror.. at hendes bedste ven ikke var forsvundet kort efter han havde forvandlet sig. Blot af frygt for at hun ville afskye ham nu hvor han var hvad han var. Clary rystede irriteret på hovedet. hvorfor skule den slags tanker gså fylde hendes hoved hele tiden? Kunne hun ikke bare forkusere på her og nu. Hun sukkede og prøvede at koncentrere sig om Claire. Hun mærkede usikkerheden skkylle over sig jo flere af Vampyrene hun lade mærke til. Deres aura slog stærkt om dem som tavse angreb mod hinanden. Som for at vise at de var stærkere end den anden. Det gjorde hende usikker. Hun var smuk men hun vidste det ikke selv. ligegyldigt hvor mange år hun havde været sådan havde hun aldrig brugt sin skønhed som et våben. Det var noget af det der gjorde hendes Aura ekstra stærk. Hun var smuk. Men vidste det ikke. Hun forsøgte at skjule sig selv. Det var i bund og grund åndssvagt. Det var derfor hun havde været så forvirret da hendes bror råbte vredt af hende at hun skulle stoppe. At hun VAR smuk. Selv da hun levede. Clary bed tænderne sammen og lyttede til Claire i stedet. Hun gad ikke tænke på sin dumme bror.

Kyo kiggede undrende på Claire og begydnte at tænke. Selvom man ikke skulle tro at han var en der tænkte over en masse tænkte han faktisk over en hel del som f.eks Livet, spørgsmål dog tænkte han på det Claire lige havde sagt. Han sukkede og kiggede så på de to nye alfa'er. Han smilte tl dem og slog så blikket ned i jorden mens han stadig tænkte. Kunne det havde noget med volturrien at gøre ? nej måske noget med ulvene ? Han sukkede igen og kiggede så på dem alle. Han havde på fornemmelsen at det her møde sikkert ville ende i en slåskamp, og det var lige det han ikke ville have. Kyo studerede hver og en af vampyrene. Først den sorte alfa-han ( Azkhaz) men det var ikke lige så nemt at tyde ham, så den alfa-hun der havde bedt ham komme til dette møde ( claire) også den tredje der var kommet efter ham ( Amelia.) han studerede også de andre men de var som en lukket bog, meget svære at tyde." har det noget at gøre med ulvene ?" spurgte han og kiggede så på Claire igen,m ens han smilte svagt. Han vidste ikke så mange følelser i nærheden af nogle han ikke kendte, men vis man lærte ham at kende ville man kunne se hvordan han rigtig var.

// jeg er altså ikke lige så krea som jer O.o

Azhkaz hævede et øjenbryn af Claire hvorfor grinede hun fordi alle var parate til at forsvare sig selv hvis de skulle blive angrebet alle stod til at angribe hinanden åndssvagt, han strøg en hånd igennem håret og rystede hovedet langsomt så der røg ud med med hår fra alle sider efter nogle sekunder *Volturi kunne ligne hun kom fra dem? eller hvad? hun ligner nok mere en Amerikaner men hun kunne måske godt alligevel komme ud med Voltori men det vil kræve meget mere viden om personen end som så* tænkte han langsomt men hele tiden blev tanken genoptaget eller måske blev tanken gentaget hele tiden, men for at se hende fra flere vinkler gik han langsomt rundt om hende men elegant et skridt før det næste stille og roligt, hans blik fangede hende langsomt, han havde sin venstre hånd under hans hage og den anden sad løs på skulderne. Han grønne øjne betragtede hende hele tiden han ville vide det hvad var hun? Hvor kom hun fra? og hvad var der så specialt med hende hun virkede meget anderledes end de andre her meget stærkere. Han stoppede da han stod direkte bag hende og udbrød bare disse korte ord "Hvad hedder du?"spurgte han man var ikke bekymret over om det ikke var til Claire det var hende han talte med hende han ville vide noget om, hun var helt klar en vampyr der kunne styrte ham og han ville vide om hun ville gøre det eller om hun ville ikke andet end fred. *En ting ved jeg om vampyrer de er kloge altid kloge men de skifter side som de skifter tøj så hurtigt kan det gå for dem men man vidste jo ikke om hun var anderledes hun virkede jo anderledes*

Drakan lyttede til de forskellige, som brød den tavse stilhed.. brød Sneens stilhed, De klare øjne rykkede sig konstant, men hans krop og holdning var som limet fast, i den ranke og førende holdning, der kendetegnede hans selvtillid og styrke! Drakan havde ikke travlt, det havde han sjældent.. han tog for det meste alt med en yderst stabil ro. Han betragtede dem der var dukket op. de var jo et helt råd, når det kom til stykket.. en hel klan, der alle var i Forks området.. alle havde magt.. og det der var vigtigst ; alle havde deres egen mening og holdning. Drakan fornemmede den summende tavshed af forskellighed hos dem alle.. den summende forskellighed der ville skabe tavst kaos og hemlige alliancer, for at beholde sin egen magt, og være en sand alfa.. Et smil kruses på hans blege mund, ved tanken.
det var ikke svært at se, hvem der stod frem, og hvem der lod sig nøjes med at være tilbage og tavs. ja, han selv var jo sådan.. tavs, lod de få andre snakke, og lyttede bare til deres lette ord, og små handlinger. Han fandt intet behov for at snakke.. ikke endnu. Drakan betragtede Claire, den Unge herskerinde, der indeholdt langt mere styrke end hun viste frem. Det morede ham. Så trådte han lidt frem, for at være mere præcis kun et enkelt skridt, over den hvide jord, der tog hver en lyd.
" Du har kaldt os sammen? " stemmen var let, rolig.. øjnene stod nu for første gang stille på Claire. " Hvad er formålet`? " Drakan forventede hun svarede, forventede hun kastede lys over hele dette foretagne, så man ikke sank hen i uvidenhed og opløsning. Stadig så han kun på hende der havde magten til at styre dem alle.. Drakan lagde let hovedet på skrå.. ventede på at hun ville svare, som hans tonefald, på sin høflige måde, havde krævet..

Hun lyttede til deres stemmer. Kun ikke undgå at blive skræmt af deres ynde - som hun endda selv behærskede fuldt ud bare uden nogen anelse om det. Clary Trykkede tegneblokken ind til sig. hun ønskede at forsvinde herfra. Hun ville ikke blive. andre vampyre gjorde hende utryg. Hun havde svært ved at vænne sig til at betragte mennesker som skidt. De var mad det vidste hun godt. Men hun havde selv været menneske engang så det var svært for hende at tolke - selv efter de mange år hun havde været sådan her. Hun drak ganske vidst menneskeblod ligesom menneskene åd dyrekød. Det var jo det samme. Ikke ? Clary lyttede intenst til Claires ord. Claire hed hun. det mindede meget om hendes eget navn. Clary og Claire. Det lød godt. Endnu engang måtte hun minde sig selv om at hendes døbte navn var Clarissa. Men det var hun aldrig blevet kaldt fordi hun ikke brødt sig så meget om det. Hendes bror var begyndt at kalde hende Clary. Det var til gengæld en ting han gjorde for hende. Pludselig hørte hun en ny stemme. en drengestemme - eller mandestemme. Stemmen lød lidt ligesom hendes brors stemme og det fremkaldte kuldegysninger igennem hende. Han stillede det sørgsmål de alle havde ventet på at en eller anden ville stille. Clary ventede nu ligesom alle de andre på Claires svar. stilheden lagde sig over dem som en tyk dyne af anspændthed .. nej måske var det bare ren spænding. Clary vidste ikke engang om hun havde lyst til at være med til hvad det her handlede om. Hun havde altid været tumpet til at omgås andre mennesker. Andre vampyrer i dette her tilfælde og det virkede ikke spor anderledes end det gjrode da hun var menneske. Den eneste forskel var at de allesammen havde en unaturlig styrke. Alle sammen havde en evne ligsom den hun havde. Clary havde da opsnuset visse ting om vampyre da hendes bedste ven blev forvandlet. Hun rodede efter pillerne i sin lomme - febrilsk. Hun mærkede kort Claires blik glide hen over sig og rettede sig endnu engang op og knugede hårdt tegneblokken ind til sig. Pillerne måtte vente. Fortiden måtte bare grave i hendes hoved og ramme hende som om en metal væg gange tusind blev slået ind gennem hende. Hun var en vampyr ! En skide metalvæg ville ikke give hende så meget som en eneste skramme måtte hun huske sig selv på. Clary var irriteret. Fortiden trængte sig hårdt på. Den var stadig som en svag tåge men den var tydelig nok for hende så hvorfor kunne hun ikke tage sig sammen og finde 3 af de forbandede piller! Hun sukkede indvendigt og lukkede øjnene. lod den tunge dyne af stilhed lægge sig hen over dem som spørgsmålet havde forårsaget på dem. Hun lod sin hjerne gå i sort og koncentrere sig om stilheden. Og selvfølgelig ville hun være klar når det forventede svar ville komme. Clary mærkede en gysen af spænding gennemstrømme sig og hun begyndte at blive utålmodig. Hun ønskede et svar. Hun ønskede det skulle komme NU. Hvorfor kunne Alfahunnen Claire ikke bare svare og fortælle hvad det hele handlede om så hun kunne skride hjem igen ?! eller.. skride et eller andet sted hen. I hvertfald alle andre steder end hvor der var andre til stede.

Den kolde vind strøg igennem Neox's matsorte hår, imens han let men hurtigt, sprang fra gren til gren højt oppe over jordens hvide overflade. Han indåndede den kølige luft i et roligt tempo, og bevægede sig igennem den tætte skov. Rejsen fra Rom havde gjort ham tung i hovedet, men en god ''skovtur'' syntes at være yderst forfriskende. Neox stoppede kort, og sniffede luften. Ja hun var her... og hun var tæt på... Han sprang videre. I stigende hastighed fløj han nærmest igennem skovens stilhed, med kun vindens susen for hans øre til at holde ham ved selskab. ”Hun må være i nærheden” tænkte han. Trods han ikke havde set Claire i mange år, kunne han stadig huske hendes duft. Snerten af så stor vilje og styrke glemmer man aldrig. Neox grublede over, hvad han dog skulle sige, når han engang fandt hende. Efter det der skete sidste gang de så hinanden, var han ikke længere sikker på, at hun ville tale med ham. Men forsøge det ville han i hvert fald.
Lyden af stemmer rev ham ud af hans tanker. Han standsede og kiggede ned. Ca. 50 meter væk stod en lille gruppe, og konverserede. Seks personer, kunne han tælle sig til. Alle så de lige højrøvede ud. På nær en. En som Neox genkendte, som havde han mødt hende i går. Claire... Neox tog tre lange spring inden han lod sig falde lige ned foran hans gamle veninde. Han landede let på den bløde sne, rettede sig op og kiggede dybt ind i den ''unge'' piges isblå øjne. ”Hej Claire”

Drakan løftede øjenbrynet, og tvivlen om hvad han overhovedet lavede her, begyndte at banke på.. dette kunne umuligt være forklaringen? og hvis alfa'en prøvede at skabe et vist form for spændingspunk, mislykkes det fuldkommen.. Drakan fristes til at mumle diverse ord om det, og slutte af med et godt 'og??' tilsidst.. for dette var dog en dårlig start.
dog valgte drankan at tage det roligt og ignorerede den forsinkede Alfa. hans stemme var som før, men han lagde ikke skjul på sin utålmodighed " ja.. dem kender de fleste, men hvad vil de, siden de har sendt dig? Drakan beholdt sin høflige tone, og snakkede. eftersom ingen at de andre gjorde det, måtte han jo. så de ikke fladt døde om af kedsomhed tilsidst. - og nej, Drakan var som sagt ikke en travl vampyr.. dog gad han ikke at spilde sin tid - selvom han vidste at hans liv var så godt som evigt..

Amelia lyttede tålmodigt til de andre alfaer. Hun kunne dog både mærke og høre at flere af alfaerne var utålmodige, og det gav en endnu dårligere stemning. Hun kunne selv godt mærke at det ikke virkede som om mødet ville komme meget længere, hvis Claire blev ved med at være så gådefuld, og at alfaerne blev ved med at komme som det passede dem.
Hun sukkede lavt, og regnede ikke med at nogen ville ligge mærke til det - ikke fordi hun ville at folk skulle høre det, men fordi at sukning tit tiltrak opmærksomhed. Hun kiggede på alfahannen der lige havde sagt noget(Drakan) og kiggede så på Claire. Hun kiggede langsomt rundt, og studerede de forskellige vampyrer, sådan hun kunne skabe et billede af dem senere hen, og kiggede så over på den nyankomne alfahan, Neox, og studerede ham, ligsom hun havde studeret alle de andre.
Hun endte alligevel med at kigge på Claire og Drakan igen. Hun studerede den måde de stod på, og prøvede at læse deres kropssprog. Kropssproget sagde meget om en, og det kunne tit afsløre noget om en person og dens svagheder.
"Hvorfor har de sendt dig?", det fløj bare ud af hende, uden at hun rigtig tænkte over det, men hun kiggede bare afventende på Claire istedet og lod som om det var meningen hun ville sige det.