lonely and hungry (v)

S- den store legeplads
T- about 11 nat
O- ingen
V- mørkt og koldt, men ikke vådt.

Vinden hylede i trætoppende og fik det til at lude som en tudendne ulv. Gyngen knirkede hver gan Molly skubbede sig fremad med fødderne. Hun havde ikke særlig meget tøj på i forhold til vejret, så hun sad og rystede og klaprede med tænderne. Men hun var ligeglad. Hun kiggede op mod den fulde måne, der var halvt dækket af disede skyer. Hendes mave rumlede højt, men hun forsøgte at ignorere den.

Will bukkede sig forover, satte af fra jorden, greb fat i grenen og svingede sig højere op i den store bøgs krone. Han smilede for sig selv og fortsatte mod den nye færd af menneske. Mad..mad..mad..mad! Jublede hans hals, der brændte for at få noget at drikke. Bogstaveligt talt. Han svang sig lydløst ned på jorden, og i farten knækkede han en gren af stammen. Will smilede ved synet af en pige .. Sidde alene. "Nammenam.." Hviskede han for sig selv i et muntert tonefald. Lækkerbisken. Duftede herligt. Han ville dog ikke lade instinkterne styre af med sig, for så ville der være blod over det hele og skrig.. Det var ikke den del af jagten han bedst kunne lide. Han var ikke ligesom Drakan. Will skar en grimasse da tankerne strejfede ham og han skævede let til sit håndled - Månen lyste klart i mørket. Will elskede at lege med sin mad, og han vidste at mange unge piger syntes det var lidt charmerende at en dreng var lidt "legesyg".
Han fortsatte mod pigen, og listede sig om bag hende. "Du er nu min fange!" Sagde han med mørk stemme og prikkede grenen i rykken på hende. "Kæmp eller døøø!" Han grinede efterfølgende muntert. "Hvis du da tør.."

Det gibbede let i Molly da hun mærkede noget spidst mod ryggen. Hun spændte lynhurtigt i hele kroppen og stoppede sin gyngen så der blev helt stille bortset fra den mørke stemme bag hende. Hendes hjerne begyndte langsomt at arbejde sig mod den konklusion, at hun var i fare og måtte gøre noget for at slippe væk. Hun blev pludselig kold over det hele, ikke på grund af sin upraktiske påklædning, men af rædsel. Hun tog et fastere greb om gyngens halvrustne jernkæde mens hun stille udarbejdede en plan for hvordan hun skulle komme væk. Der havde været helt stille i lang tid og hun undrede sig over hvorfor han ikke gjorde noget. Ventede han på hendes respons? Hun skulle give ham respons! Hun hoppede hurtigt af gyngen med sit rødbrune hår blafrende omkring hendes blege skikkelse og jog et knæ i skridtet på ham. Den bedste teknik der fandtes mod overgreb fra en mand... Hvis den mand altså havde nosser. Det lod til at ham her havde nosser af sten, for Molly fik meget ondt i knæet. "Aaaaauauuw!" hylede hun og faldt sammen.

//2 sek..

Will hævede let det ene øjenbryn, og skuppede sig omkring en meter væk. Han havde glemt at piger var så følsomme, specielt menneskepiger. - Kunne simpelthen ikke tage en spøg.. Altså. Han fnes da hun begyndte at jamre, ond som han var - Eller også var han bare dårlig i sittuationer som denne, hvor han fandt det yderst morsomt når der kom underlige udbrud. - Men så svejede hun let. Bare en lille bevægelse i hoften - Hvorfor Will kiggede på hoften, kunne han ikke lige forklare.. Hæh. Den lille bevægelse i hoften fik ham til at rynke øjenbrynene sammen, tænke det hele igennem og gribe ud efter pigen, på omkring et sekund. Han greb hende i armen, og halede hende på benene igen. "Ej undskyld!!" Udbrød han, overrasket over hendes reaktion.. Han havde bare ville lege med hende.. Sådan børnehave agtigt: "Lad os besejre drager!" men måske var det kun vampyrpiger der var sådan? "Det var bare for sjov!"
Will slap pigen da hun selv kunne stå, og kløede sig forlegent i håret. "Er du... Okay?"

Molly kæmpede for at holde tårerne inde. Hendes venstre knæ dunkede af varme og det sitrede helt ud i tåspidserne. "Avs," var det eneste hun mumlende kunne fremstamme som svar på hans spørgsmål. Hun syntes ikke det var særlig sjovt. Først var hun rædselsslagen for at blive voldtaget, og så gjorde hun skade på sig selv, ved at udøve perfekt selvforsvar, og så var det bare en legesyg spasser, der ikke havde noget bedre at tage sig til. Hun havde ventet til at tårene var blinket væk fra øjnene, med at se på ham. Hun havde forberedt sit ondeste dræberblik, og kiggede nu indtrængende på ham. Der gik et øjeblik før det gik op for hende hvor smuk han var. Umenneskeligt smuk. Perfekt. Hun kiggede væk og kunne mærke hun rødmede. Hun rømmede sig forlegent. "Gjorde det slet ikke ondt på dig?" spurgte hun uden at se på ham.

Will smilede skævt til hendes dræberblik. Nu hvor han tænkte over det havde han da også været lidt underlig, men det havde nok bare været tørsten. Tørsten. Pigens blodåre pulserede så flot. Under det tynde, let gennemtrængelige hud. Den røde farve kunne næsten ses, og så, lige da de fik øjenkontakt, begyndte hendes hjerte at banke hurtigere. Han havde glemt hans effekt på mennesker. Et øjeblik slog han skamfuldt blikket ned, og prøvede på ikke at lytte til blodet. Ja.. Han kunne endda høre blodet i hendes svage årer! Han skar kort en grimasse, før han igen kiggede på hende. Efter lidt tid opfattede han at hun havde talt. Hvad havde hun sagt? Will prøvede på at fokusere; noget med ondt? Han smilede for sig selv. "Om det gjorde ondt på mig?" Udbrød han med et unskyldende smil. "Det er da helt uvæsentligt. Jeg forskrækkede dig vidst der.. Undskyld, jeg troede du var en anden, og der var en lidt intern ting fra børnehaven." Løj han, uden problemer. Blodårer. Han kiggede op i himlen. "Og.. Hvor har du dog lært at slå sådan fra dig? Jeg kunne jo næsten ikke rejse mig.." Sagde han stilfærdigt, og håbede på at hun ikke havde kigget på at han ikke havde rørt sig ud af flækken. Kun for at gribe hende. Hvordan forklarede han den?

Molly kiggede op på ham og løftede mistroisk det ene øjenbryn. "Du stod fast som en klippe?" sagde hun egentlig mest til sig selv. Kunne han være sunket sammen uden hun havde lagt mærke til det? Hun var ellers sikker på hun havde set ham oprejst hele tiden. Han havde heller ikke sagt en lyd. Hun sukkede og kiggede ned igen. Ned på sit ømme dunkende knæ. Hun havde på fornemmelsen at der ville komme noget af et blåt mærke, selvom hun ikke helt kunne forstå at han havde været så... hård...
Hun så op på ham igen og et smil kæmpede sig frem i hjørnet af hendes læber. "Du har nosser af stål," sagde hun og fnisede piget. Dammit. Barnligt. Pinligt.

Will hævede det hele øjenbryn. "Nej jeg gjorde da ej.." Han smilede overbevisende til hende, "Du hamrede mig jo i gulvet.." Han fejede lidt støv væk fra sine bukser, sikkert noget fra hans klatretur, men det vidste hun jo ikke noget om, vel? Han fulgte hendes blik mod knæet og kløede sig igen i håret. Han havde pludselig mistet appetitten. Hun var ligesom lidt for sød, ikke? Ikke en af de bitchy typer som ingen ville savne. Og så mindede hun ham om en eller anden.
Will tog to skridt frem, og satte sig på hug ved siden af hende. "Du må tydeligvist have ramt min mobil," lo han af hendes lille 'du har nosser af stål', og rørte forsigtigt ved hendes knæ. "Må jeg tage et kig?" spurgte han, og ventede egentlig ikke svar, før han forsigtigt begyndte at bukke hendes gamacher op over knæet.

Molly pev sagte og trak sig lidt væk fra ham der han begyndte at pille ved hendes gamascher. Det virkede meget... mystisk... "Så må din mobil da i det mindste have taget skade," mumlede hun og fejede sine røde lokker væk fra ansigtet. Hun så lidt nysgerrigt på ham. Hvorfor lå han ikke stadig på jorden og jamrede sig? Det var da den normale reaktion på et skridt i knæet - det ville hun vide eftersom hun havde en del erfaring på det område. "Jeg hedder Molly," sagde hun stille og smilede til ham i mørket. Hun var irriteret over at hun ikke kunne se hans ansigt godt nok i mørket. Hun syntes af en eller anden grund at hun kendte ham. Der ver noget bekendt ved hans stemme og artikulation. Hun satte sig ned og lod ham brædte gamascherne videre op.

Will smilede dskævt over hendes utilpashed. "Lad mig nu bare hjælpe dig.." Sagde han lavt, og smilede venligt. Han ville trods alt gerne gøre det godt igen.. Instinkterne havde tydeligvist taget over, og han havde glemt mennskepigers skrøbelighed. Mennesker var nemlig ikke dem han tilbragte mest tid med. Han himlede let med øjnene ved hendes kommentar om mobilen, og fiskede den op ad sin lomme. Lige før han viste den til hende, betragtede han den og trykkede let på skærmen - Meget let. Menneske "jeg-tror-jeg-er-stærk" let - så skræmen flækkede. Han satte en tænksom mine op. "Det har du sørme også.." mumlede han. Næhh dog! Den var sørme i stykker. Vildt hva? Han smilede skævt. "Nå.. Men det var jeg også selv uden om, ikke?" Hvis det havde været et hvert andet menneske, var han nok blevet irriteret over de mange spørgsmål, der blev stilt. Men pigen virkede beroligende på ham.
Will fortsatte med at bukke i gamacherne, meget forsigtigt. Han håbede ikke hun havde brækket knæskallen, men så igen.. Mennesker var jo vildt skrøbelige, så man kunne jo aldrig vide. "Bare råb op hvis det gør ondt, okay? Jeg tjekker lige om der er noget brækket." Molly. Will smilede let. Molly var et dejligt navn. "Hej Molly. Undskyld forskrækkelsen, og jeg hedder Will." sagde han, men blikket på hendes knæ. Han trykkede forsigtigt lidt under det allerede gullige blå mærke.

Molly smilede til Will og lagde hovedet på skrå. hendes hår sad stadig ned i øjnene på hende og hun pustede det lettere irriteret væk. Will. Hun kunne mærke noget der dæmrede i baghovedet på hende. En der hed Will. Hun blev hevet ud af sine tanker ved at mærke noget meget koldt op ad sit ben. Wills fingre? Hendes hår var stadig umuligt, så hun samlede det i en høj hestehale med et elastik hun havde om håndleddet. Hun sørgede for at hestehalen dækkede det måneformede ar i nakke, selvom hun tvivlede på at han kunne se det i mørket. Hun bedyndte at ryste af kulde og gned lige så stille håndfladerne sammen for at få lidt statisk varme. "Undskyld det med mobilen," sagde hun stille med en varm undertone. Gamascherne var nu helt oppe over knæet og han var begyndt at pille ved mærkerne. Det gjorde egentlig ikke ondt, men Molly var i humør til at 'prank'e ham tilbage. "Aaaaaaaaaaaaauv!" skreg hun og tog sig til knæet der egentlig var så ømt at det var følelsesløst hun krummede sig sammen om det og snøftede samtidig med at hendes skuldre rystede. For et hvert menneskeøje ville det se ud som om hun græd.

Will blev pinligt opmærksom på sin kulde. Han glemte af og til at mennesker var så varme. Varme, fordi blodet cirkulerede rundt i deres blodårer. Varmt blod. Pigen sagde noget, han var ligeglad. Hans blik førte sig op til hendes hals, hvor han betragtede den tydelige blodåre. Den tynde hud omkring gav efter for hver puls der slog, og han kunne høre blodet. Høre det, lugte det, smage det på tungen. Hun fjernede håret - halsen var nu helt bar. Så let at komme til. Så lækkert blod. Han lænede sig let ind over hende, bare en anelse, og indsnusede hendes duft. Han mærkede tænderne i sin mund blive spidsere, og kunne næsten smage giften i munden. Så begyndte pigen at råbe.
Will blev hevet ud af sin trance, og veg forskrækket tilbage. Havde han trykket for hårdt? Molly begyndte at hulke. Han blev lettere panisk. "Gud, undskyld!" Udbrød han, og skulle til at slå sig for panden, men lod være. "Molly?" Hviskede han, og satte sig på hug ved siden af den grædende pige. Han lænede sig ind over hende, nu mens han holdt vejret, for ikke at kunne lugte hende. Han skuppede den brændende følelse i halsen væk. "Molly .. er du?" Han betragtede hendes øjne. Ingen tårer? "Ej altså!" udbrød han lettet, "Der fik du mig!"

// - Frokost

Molly grinede højt mens hun pegede på Will. "Gotcha!" Hun klukkede glad og kiggede nærmere på sit blågule knæ. Det så voldsomt ud. Hun pressede let på de blå mærker og så hvordan de skiftede fra lilla-blå til hudfarve under trykket. Hun sukkede og lænede sig tilbage, væk fra knæet og Will. Møg. Hvordan skulle hun lige forklare det til sin far? Han ville blive meget sur... Eller i hvert fald skuffet. Dang. Hun begyndte at fingerere ved hestehalen med et trist udtryk i ansigtet. Hun så ikke op, og prøvede at skjule sine tænders klapren.

Will stirrede på hende med et mut blik. "Du gjorde mig helt vildt forskrækket.." mumlede han, og skød underlæben frem. Han fulgte hendes blik mod de blå mærker. "Hold da fast! Slog du dig også da du ikke ramte jorden?" Spurgte han drillende, og prikkede hende på skuldren. Han overvejede at gå, for han blev pludselig bange for sig selv. Han ville ikke skade denne lille nymfe. Hun var jo helt ren, og ikke mærket. Det ville han ikke ødelægge. Det tynde fine hud skulle ikke blive sølv, og hun skulle ikke have ondt. Han kiggede på hendes fingre der legede med håret. Han kunne se hende så tydeligt. Hun kunne sikkert næsten ikke se ham i mørket, men han kunne se hver en lille detalje i hendes ansigt. Han kiggede på halsen igen, blodåren dunkede ikke nær så hurtigt mere, hvilket beroligede ham. Noget sølv skar ham i øjnene. Will åbnede let munden, og kravlede stille udenom hende, for at tage et nærmere kig på hendes nakke. "Molly!" Udbrød han forfærdet. Han havde vidst været for hurtig til at kalde hende helt ren. Wills øjne blev med et kolde. En blanding af sørgmodige, hadfulde og hævntørstige. Hvorfor var hende her egentlig noget specielt? Det var hun bare..Molly.

Molly kiggede undrende på Will da han kantede sig udenom hende. Hvad lavede han? Hun slap hesltehalen mens hun kiggede på ham ud af øjenkrogen. havde han fået øje på noget i hendes nakke? Et lille måneformet sølvfarvet ar der skinnede svagt i mørket? Han lød overrasket ... bekymret da han udbrød hendes navn og hun følte let på det lille ar med fingerspidserne. Det var helt koldt, det var det altid. Hun dækkede det hurtigt med kraven på hendes skjorte. "Hvad laver du dog?" spurgte hun smågrinende, men anspændt. Hun prøvede at skjule det. Hun drejede sig rundt så hun kunne se på ham, stadig med arret skjult.

Will snerrede for sig selv. Åh gud! Hun var blevet bidt! Hun måtte slet ikke leve. Panikken steg op i ham. Hvis hun kendte til dem, måtte hun ikke leve. "Århhh!" Jamrede han og tog sig til panden. Raseriet kogte i ham, og han stirrede hårdt på hendes hals. "Hvem?" Spurgte han hårdt, koldt, kontant - nærmest snerrende. Han begyndte igen at trække vejret, og hendes duft slog ham dæsten omkuld. Han krympede sig. For at være sikker skulle han se nærmere på det ar. Han kunne jo have taget fejl. Der var sikkert andre måder at få måneformede .. sølvfarvede .. ar, ikke? Nej. Det var der ikke. Will knyttede hænderne. Han skævede mod skoven. Han blev helt ærligt nødt til at få noget blod inden han blev skør, og han ville ikke ricikere ikke at kunne kontrollere sig selv i Mollys nærvær. Han viste kort tænder, en dårlig vane når han blev frustreret.

Molly så foruroliget på ham. Hun lagde hånden ovenpå kraven så det var ekstra dækket. "Hvad snakker du om?" spurgte hun mens hun hævede et øjenbryn ad ham. Hendes stemme var nærmest nedladende og kold i stedet for varm som den ellers altid var. Hun fnøs og himlede arrogant med øjnene. Hun rystede på hovedet mens hun brædtede gamascherne ned over knæet igen. Hun var begyndt at fryse bagdelen så hun rejste sig op. Smerten jo igennem hende da hun strakte benet ud. Hun bed sig i læben for ikke at jamre sig. Hun prøvede at forholde sig i ro. Hvorfor var det så slemt? Hun fik jo tit blå mærker, det var det der fulgte med til at være sportsudøver, det havde bare aldrig gjort så ondt før. Eller... Hun kunne huske en brændende smerte fra noget hun engang havde drømt. Hun begyndte at kunne smage blod i munden og løsnede sine sammenbidte tænder fra sin underlæbe. Hun havde bidt hul.

Will stirrede kort ned i jorden, før han atter rettede blikket mod Molly. "Ikke noget.." Sagde han sammenbidt. "Der er ikke noget. Bare.. Jeg .. Ikke noget." Han snerpede munden sammen, og knyttede hænderne. Han blev pludselig opmærksom på, at hun rystede en smugle. Han slappede af i kroppen, hvorfor tænkte han ikke på, at der nok var koldt for hendes varme krop? Han kunne alligevel ikke mærke noget vind lige i øjeblikket. WIll svang let sin sommerjakke af sig og lagde den over hendes skuldre. "Undskyld min manglende omtanke." sagde han med et let skævt smil, hvorefter hans øjne igen blev fyldt med en underlig form for smerte. "Molly?" spurgte han stille, "Skal jeg ikke følge dig hjem? - Det er ved at blive koldt for dig." Han rynkede øjenbrynene sammen i en kort grimasse, da det gik op for ham, at han ikke ville have det godt med at lade hende alene. Hun var blevet bidt.. Årh!
Will blev revet ud af tankerne, da hans næse blev opmærksom på.. Blod? Flammerne i hans hals tog til i styrke, og han skuppede sig panisk væk fra hende. Blod. Han knyttede hænderne, og prøvede at tælle til 10. En...To.. Blod. Tre.. Fire.. Fem. Blod! Seks..Syv. Han åbnede øjnene, nu mørkerøde - kontaktlinserne var sikkert blevet opløste - og stirrede på hende. Heldigvis dækkede hans jakke hendes hals. Eller noget af den. Smerten i hans hals tog til i styrke.

Molly smilede til ham og trak hans jakke godt op omkring skuldrene. "Tak," sagde hun og kom helt op at stå og støttede sig til hans arm. Hun slikkede på sin blødene læbe. "Tak," sagde hun igen og så op på ham. Hun havde altså set ham før. Der var et eller andet, det var hun sikker på! Der var noget der vibrerede i lommen på hendes højtaljede nederdel og hun fiskede hurtigt sin iPhone op - stadig med hånden på Wills arm. Et billede lyste på skærmen. Et billede af en pige med en sjov grimmasse. Will havde skubbet sig væk fra hende. Hun grinede lavt af sin veninde der stadig var i Californien. "Haha, min veninde," sagde hun og haltede tilbage til Will og stak telefonen op i ansigtet på ham. Displayet lyste hans ansigt op og hun kunne rigtigt se hans ansigt. Og hans øjne. De var røde. Blodrøde. Hun tabte mobilen og trådte et par skridt bagud.

Will gik endnu et skridt bagud, da hun nærmede sig. Telefonen vibrerede stadig i hendes hånd, og han ventede tålmodigt på at hun ville tage den, så kunne han måske snige sig over i træerne i 5 minutter. Han kunne nemlig dufte dådyr. Ikke fordi de mættede særlig godt, og blodet havde en sur smag, men det var bedre end at kaste sig over Molly. Molly der kom nærmere, og med hende fulgte duften af blod. Sød blod. Hans tænder dryppede af giften, og han åbnede meget let munden. Pludselig fik han skarpt lys i øjnene, han lukkede dem hurtigt, forskrækket over det pludselige lys. Så gik det op for ham. Hans øjne. Will skuppede sig bagud, hurtigere end hun kunne se, og på grund af hans hurtige, paniske handling, ramte han mobilen med spidsen af sin sko.
.. Hej Molle!
Will stirrede fra telefonen til Molly.
..Er du der?
"Du.. Ikke.. Jeg.." Will hviskede lettere usammenhængende ord og knyttede hænderne. Blod. Der sad lidt på hendes læbe. Den røde farve facinerede ham. Blod. Hans hals brændte så utroligt meget! Han greb sig til halsen, i håb om at dulme smerten. En knurren sneg sig op ad halsen og ud igennem læberne. Ud i mørket. Ud i natten.

Molly trådte to skridt længere tilbage. Hun øjnede ikke engang telefonen der lå i sandet for hendes fødder. Hun kunne mærke sit hjerte helt oppe i halsen og hendes puls dunkede i ørene. Der var en stemme i hendes hoved der fortalte hende at hun skulle løbe mens hun kunne, men der var en anden stemme der sagde at det ikke ville nytte noget uanset hvad. Hun trådte endnu to skridt tilbage, væk fra Will og væk fra telefonen.
TAG DOG DIN TELEFOM MOLLE, JEG VED DU ER DER!!!
Sandras stemme i den anden ende gik ikke igennem til hende og minderne fra hendes værste mareridt vællede op i hende igen. En smuk mand med blodrøde øjne der trængte hende op i krog. Hans sultne blik på hendes hals og den brændende smerte.

Will gav efter - Hvor følte han sig svag. Hans hals stod i konstante flammer, og han kunne ikke modstå duften af blodet. Han bukkede sig ned og samlede telefonen op. "Så. Ti. Dog. STILLE. Kvinde!" snerrede han, veninden, havde Molly sagt, var også i udlandet. Hun kunne ikke gøre noget. Et lumsk smil bredte sig om hans mund. Mollys puls blev hurtigere og hurtigere, blodet løb hurtigere. Blod. Han lagde hovedet en lille smugle på skrå og betragtede sit bytte. Instinkterne tog over, han kunne ikke styre sin krop mere. "Såså Molly.." hviskede han beroligende. "Jeg vil ikke gøre dig ondt."
MOLLE!!!! MOLLE!?!?
Molle? Will stoppede op. Det kaldte jeg hende også? Det rykkede i ham, og han stoppede op. Hele verden begyndte at blive tåget. Han kunne snart ikke styre sig mere. "Molly..!" Udbrød han "Stå stille! Du må ikke friste mig nu, okay?!" Sagde han hurtigt og kiggede bagud. Egern. Han blev nødt til at gøre noget NU! Will knyttede hænderne, tvang sin næse væk fra Mollys lækre blod, og løb med lynets hans over og greb fat i egernet. Han sprang op i træet af hensyn til Molly - Så meget kunne han alligevel tænke - og satte tænderne i det. Begrænset måltid.

Molly så forfærdet til da han tog telefonen op. Af en eller anden grund var hun bange for at han skulle gøre noget ved hende. Det var en mærkelig tanke da hun jo var stater væk! Hun fik en impuls der sagde, at hun skulle flå telefonen fra ham og redde Sandra fra Wills greb. Egentlig var det Molly der skulle reddes fra Wills greb. Da Will sagde hun ikke skulle være bange hjalp det faktisk. Der var et eller andet beroligende over hans stemmeføring og den måde han sagde det på.
MOLLE!!!! MOLLE!?!?
Molly var målløs. Måtte hun ikke friste ham? Til at gøre hvad? Hun prøvede at brherske sin vejrtrækning og hendes galloperende hjerte. Will var forsvundet med lynets hast og Molly tvivlede på at han kom tilbage. Håbede på en måde at han ikke kom tilbage. I takt med at hendes hjerte begyndte at slå langsommere blev hele situationen mere klar. Det var ikke en drøm hun kunne huske. Det var virkelighed. Det lille måneformede ar var ikke noget der på mystisk vis var kommet, det var det eneste bevis, det eneste spor af hændelsen. Overfaldet fra et monster for så mange år siden.