Nattevandring ...

T :: 00.00
S :: midt ude i skoven.
O :: ingen andre end skovens smådyr
V :: let tåge og fuldmåne.
P :: se avatar

Rose løb rundt i skoven i sin ulveskikkelse, hun havde brug for at tage det lidt med ro. Hendes kulsorte pels var lidt pjusket ligesom hendes hår når hun var menneske, hun stoppede pludselig op hun kunne dufte en kanin. Hun stak tungen ud af munden og lavede sit ulvesmil og luntede glad med logrende hale efter duften, hun var ret legesyg lige nu. Hun elskede at løbe efter dyrene, hun løb selfølgelig ikke så hurtigt hun kunne. Hun gav dem selfølgelig en chance. Hun fik øje på kaninen og lagde sig ned på jorden for at være klar til at springe frem og forskrække den.

Ailyn kom roligt gående igennem den mørke skov. Hendes blik var fast og køligt, ligesom resten af hendes udstråligt. Den aura der stod omkring hende var som hendes blik. Den lette vind der var inde i skoven lod hendes mørke hår danse, så den søde duft fra hende blev spredt, som hvis man gik og sprøjtede med parfume. Ailyn der var vant til dette var holdt op med at tænke over det. I starten af hendes tid som vampyr havde hun gået og været nervøs for at alle kun lugte hende, men nu var hun ligeglad med om folk lagde mærke til hende eller ej.
Ailyns lette og yndefulde skridt fik skovbundens blade til at visle let. Den lette lyd nåede hendes ører men hun ignorede det. Der var jo ingen grund til at lade sig mærke med alle de små ubetydelige ting.
*Mhh her er meget sti..* tænkte hun men blev afbrydt i sine tanker da en stank som var ubeskrivelig vammel ramte hendes sarte lugtesans. Hun stoppede med at gå og stod helt stille, mens hun prøvede at lokalisere hvor stankens ejer befandt sig. Dette gjorde hun ved at lugte til vinden. Hun himlede kort med sine mørke øjne og kastede med håret.

Rose kunne lugt en vampyr, hun rejste sig op og kom til at skræmme kaninen væk. Hun gyste igennem hele sin ulvekrop, hvordan kunne nogen lugte så fælt ? Hun så sig omkring og fik færten af vampyren i nærheden, hun gik efter stanken men stoppede så. Var det ikke lidt dumt at gå mod sin fjende ? Hun knurrede sagte og gik et par skridt tilbage, hun var ikke kommet i skoven for at slås men hvis det var nødvendigt kunne hun godt klare en enkelt frisk omgang slåskamp. Hun ville sætte de igler på plads, de havde bare at holde sig væk fra menneskene og forsvinde.

Ailyn mærkede stanken komme tættere og tættere på. Selv stod hun bare helt stille. Rolig ustråling og et ansigt som ikke indeholdt nogle følelser. Hun var holdt op med at trække vejret, da hun ikke ville have den varmle lugt ned i sine lunger.
Hun lukkede kort sine øjne og tænkte på hvad aura hun ville have skulle være omkring hende og som ville påvirke andre, da det var hendes evne at kunne styre andres følelser. Da hun havde stået nogle sekunder og tænk blev hun enig med sig selv om at det nok taktisk set ville være bedst med en rolig, afslappet og let munter stemning. I sådan en stemning ville det være umuligt at kunne samle nok vrede og energi til at kunne starte en slåskamp. Et let koldt smil krusede nu på hendes smalle læber. Denne lille skovtur kunne rent faktisk gå hen og blive intresant.

Rose følte sig så underlig rolig, hun stoppede op og gik langt væk fra stanken. Hun kunne ikke helt finde ud af hvorfor hun var sådan, hun plejede altid at blive ret vred når hun var i nærheden af en igle. Hun rystede på hoved og satte sig ned, hun snuste lidt til den hæslige stank men stoppede straks med det igen. Hun sad bare og ventede på at iglen ville komme frem, hvilket var meget besynderligt da hun plejede at være meget utolmodig.

Ailyn kunne mærke at hendes evne havde ramt plet. Det lille kolde smil på hendes læber blev en smule større. Hun kørte en hånd gennem håret og så hurtigt ned af sig selv. Kjolen (se ava) sad som den skulle hvilket var perfekt. Derefter begyndte Ailyn at gå mod stanken. Hendes skridt var langsomme som havde hun alverdens tid.
Hun holdt stadig sin evne i gang, uden at slække på den. At slække ville betyde svaghed, og det var ikke lige det hun havde brug for nu. Hun mærkede den forfærdelige stank komme tættere og tættere på. Dog prøvede hun ikke at lade sig mærke alt for meget med den. Da hun havde gået lidt begyndte hun at kunne se omridset af en ulv, og jo tættere og tættere på hun kom kunne hun se detaljer.

Rose kunne høre en komme, og den person stank som bare pokker men alliegevl var hun rolig og blev sidende lydig som en hund. Hun brød sig ikke om det, og hun forstod ikke hvorfor hun var så rolig så tæt på en igle. Hun prøvede at knurre men kunne ikke få sig selv til det når hun var så rolig og glad, hun plejede altid at være glad men tæt på en igle det var bare underligt. Hun holdte sin hale i ro da den var ved at logre, hun ville ikke logre i nærheden af en igle.

Selv mærkede Ailyn en indre vrede. En vrede mod den art som kaldte sig for noget så ynkeligt som varulve, kunne de ikke ha heddet stinkiulve eller noget andet som rent faktisk var beskrivende? Hun sukkede indvendigt inden hun tog de sidste skridt hen i mod dyret. Stanken var nu så varm-ru og våd i det at Ailyn et kort øjeblik troede hun skulle kaste op. dog gjorde hun det ikke. bl.a. fordi hun ikke havde noget at kaste op. medmindre vampyre kunne kaste blod op? Ailyn skænkede ikke den tanke mere tid, da hun ikke havde lyst til at finde ud af det.
"Nåå så det er dig der går og forpester vinden?" spurgte hun med en stemme der havde klang som en snestorm på sydpolen, men selvom hendes stemme var kold sørgede hun for at holde et stramt greb om sin evne. Hun gjorde så humøret i evnen blev en smule mere afslappet.

Rose følte sig stadig så underlig rolig, hun ville normalt være blevet pisse sur og sprunget på hende af den fornærmelse men hun gjorde det ikke. Hun blev sidende hvor hun var og så bare roligt på hende, hun kunne ikke styre sin hale mere så hun sprang op og logrede vildt med halen. Hun stak tungen ud og lavede sit søde ulvesmil, hun satte hoved på skrå og anede ikke hva der gik af hende. Hvorfor angreb hun ikke den igle ? det var dens skyld at de mennesker forsvandt, hun kunne ikke udstå den stank. Hun ville virkelig ønske hun kunne lade være med at trække vejret som en vampyr, bare lige den evne ville hun godt have fra en igle. Hun Logrede stadig med sin hale, hun forstod virkelig ikke hvorfor. Var det noget iglen gjorde eller var det på grund af skoven der gjorde hende skør ? Hun vidste det virkelig ikke, og det skræmte hende virkelig.

Det kolde smil skilte nu Ailyns smalle læber og afslørrede det perfekte hvide tænder, som samtidig var frygtindgydende skarpe.
"God lille hund" sagde hun stadig køligt, dog var der nu en svag undertone af hånlighed i hendes stemme. Dette kunne godt virke som at puste til de små gløder når man gerne vil undgå en ildebrænd, men Ailyn kunne ikke dy sig for at afprøve sin egen styrke. Hun strammede sin om sin evne og gjorde den en smule mere munter, nu mere hyperaktiv. Hun ville meget gerne se et gadekryds lave gadekunstre. Da hun var færdig med at stramme grebbet om sin evne fremdrog hun en lille boldt med en klokke på.
Hun holdt den på men stadig så den ville være umulig at overhøre. Hun bevægede let håndledet og en klar, lokkende og fortryllende lille lyd lød.

Rose logrede let rasende med halen, hun løftede sine forben for at få fat i bolden. Hun vidste virkelig ikke hva der gik af hende men hun følte sig så underlig over lykkelig og glad, hun hoppede rundt på bagbenene for at få ft i bolden. Hun gøede muntert.

Ailyn bevægede igen håndledet så lyden kom igen. Et lille triumferende glimt gled ind over hendes sorte øjne.
"Go hund, vil du have bolden?" spurgte hun med samme stemme som før. da hun sagde bolden bevægede hun igen håndledet. Derpå smed hun bolden ind imellem nogle træer.
"Go vose, efter den" sagde hun og nu var hendes stemme som en hver gald hundeejers.

Rose vendte om og løb glad efter den, det var fatisk ikke så slemt at være hund bare for en enkelt dag. Hun fandt bloden med lethed på grund af den stank den havde efter at have været i den fremmede igles hånd, hun kom glad luntene tilbage med den i munden. Hun stod foran iglen nu, hun ville egentlig ikke give hende den men var alt for glad til at være selvisk. Hun satte den oversavlede og våde bold ned på den kolde jord foran hende.

Mens Ailyn så gadekrydset løbe efter bolden begyndte hun at falde ind i sin egen lille tanke verden. Hun lagde hovedet let på skrå mens hun så efter dyret.
*Gad vide hvordan hun rigtigt ser ud* tænkte hun. Hun kunne på ulvens træk og lugt afgøre at det var en tæve. Dog var dette langtfra det eneste hun stod og tænkte på. Tanker om hendes fortid massede sig også på. Hvordan var det egentlig at være menneske? Ailyn kunne intet husket fra sin tid som dødeligt. Eller jo. Nogle svage minder sad i hendes bevisthed. Dog var de tågede og slørret. Som hvis man står og ser på en film, men nogle har taget matteret glas ind foran samtidig med at man sidder med solbriller. Man kan skimte hvad der sker, men ikke se detaljer. Bare se hvad der er et menneske og hvad der er et træ. Men Ailyn ville vide mere. Hun hungrede efter at kende sin fortid. Grunden til at hun gjorde det lå vel i at det var noget som var nært det umulige at finde ud af. For det eneste som stod zone klart var smerten og ham som havde påført hende den smerte. Den som havde fået hendes blod til at koge, hendes hud til at blive bleg som et lagn og hårene til at rejse sig. Hendes bror. Ja det var hendes bror som havde bidt hende, forvandlet hende til det hun var nu. Et monster, men et yderst smukt et. Selvom hun var et smukt monster kunne hun ikke finde ud af om hun var glad for at hendes bror havde taget en tår af hende, eller om hun egentlig helst ville finde et bål og brænde ham derpå, mens hun dansede jublende rundt i håbet om at hun ville blive til et menneske igen. Men ville det lykkes? Hun tvivlede.
Ailyn stod så fordybet i sine tanker at hun ikke helt bemærkede at hendes evne langsomt slap sit tag om ulven. Den hyperaktive glæde var næsten væk, nu var det kun den normale glæde som var der. Men den sivede også langsomt ud.
Ailyn rynkede let på sine perfekte øjenbryn.
"gad vide..." mumlede hun og hendes stemme afslørede tydeligt at hun var langt inde i sine tanker.
En stank rev i Ailyns næsebor. Hun så ned med glasøjne. så egentlig godt hvad der skete, men uden at registre det og tage det ind i sit sind. Hun bukkede sig robort-agtigt, men stadig smidigt og yndefuldt. Samlede bolden op. Bevægede hånden så den fortryllende lyd kom igen og kastede bolden væk. Denne gan røg bolden ikke særlig langt, da kastet kun havde været halvhjertet. Men lige idet bolden slap Ailyns hånd blinkede hun og lignede en som lige var vågnet. Hun glibbede med øjnene og så sig omkring, men så mærkede hun det. Hendes hånd. Den var våd, klistret og stank som bare pokker. Ailyn førte hånden op i øjenhøjte og kort efter hørte der en høj, skinger men alligevel smuk lyd fra hendes læber.
"Eiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiw" Hun rystede med hånden for at få det væk. Det snask skulle jo ikke være der. og slet ikke på hendes flotte hånd. Nej, det var jo forkert. Mens hun stod og rystede sin hånd for at få hundesavlet væk slap hendes evne sit greb i gadekrydset.. Nu kunne alt ske. Både det forudsigelige og det uforudsigelige, dog var en ting sikkert. Det ville ikke være godt for Ailyn...

Rose begyndte så småt at blive sig selv, hun var ikke mere så hyperaktiv og glad, iglen havde gjort noget så hun blev sig selv igen. Hun så koldt op på hende, hun rejste sig op og rejste børster så hendes pels strittede ud til alle sider på hendes ryg. Hun blottede sine tænder, hun var virkelig gal nu iglen havde brugt behandlet hende som var hun et dumt dyr. Hun knurrede vredt og gjorde sig klar til at springe på hende, man skulle ikke tro at hun ikke kunne blive glad bare fordi hun generelt var glad hele tiden. Hun gøede en enkelt gang af iglen og tog et truende skridt mod hende, hun havde mest af alt lyst til at bide hoved af hende. Hun var jo ret stærkt på grund af at hun var alfa, dog havde hun ikke helt fundet sin egen evne endnu. Hvilket var ret irriterende for hende.

Ailyn himlede med sine sorte øjne.
*Shit det gadekryds mangler sgu hjerne* tænkte hun.
"Nåå så du tror du vil kunne angribe mig?" spurgte hun hånligt. Hun kastede håret bag den ene skulder, med sin perfekte hånd.
"Eller skal du lige mindes om hvem det lige var der kunne få dig til at blive til en lille lyde unge som helst bare ville fjolle rundt med en vampyrs bold?" Hendes stemme var blød som silke, men blikket var spottende. De fleste mennesker ville nok ikke lægge mærke til blikket da de ville have så travlt med at se på hendes overmenneskelige skønhed.
"Hvad ville dine små venner mon sige til at du legede hent bolden med en vampyr? Jeg tror ikke det ville gøre dig særlig populær mellem dem." sagde hun stadig fløjelsblødt. Ailyn ville ikke bruge sin evne lige forløbigt, eller jo, til smagsprøver som den hun nu ville lave.
"mhhh, lad mig se.. Hvad humør skal du være i? Døsig?" I det hun sagde døsig blev hele den atsmofære omkring dem døsig.
"hyper" atsmofæren ændrede sig lige i det hun sagde ordet.
"eller hvad med..." spurgte hun og lod sin sætning hænge i luften.
"anger?" hendes smalle læber bar nu intet smil, ikke en gang et spor af noget som kunne ligne et smil. Hvad skulle hun også smile for?
Ailyn lod sin evne virke lidt tid, men så stoppede hun den og gadekrydset havde nu igen mulighed for at kontrolere sine egne følelser.

Rose kunne ikke kontrulere sine følser, da iglen havde sagt alle de følser fik hun dem af en eller anden grund. Efter et stykke tid hvor iglen var stoppen blev hun sig selv, hun blinkede forvirret med sine hundeøjne. Hun tænkte over det hun havde sagt, hendes venner ville da være ligeglade hun arbejdede alene. Hun så ingen grund til at løbe rundt i en flok og lystre føre hannen, det gav ikke rigtigt mening. Hun så på iglen igen, stanken rev hendes i næsen. Hun ´kom til´ at nyse på iglens tøj, hun bakkede lidt bagud. Hun kunne ikke kontrulere sig selv i nærheden af denne vampyr, hendes følse var det der styrede hende. Hun viste altid sine følser for folk, hun brød sig ikke om denne igle her. Hun knurrede vredt.