Det kaldes Stjerner ♥

Dato ;; Søndag d. 20 juni.
Årstid ;; Sommer.
Sted ;; Skoven.
Vejr ;; Stjerneklart og lunt.
Tid ;; En dejlig sommernat.
Omgivelser ;; Ingen.

Stjerne stog højt på himlen den nat. Den lune brise fik de nyudsprungne plade til at rasle, og fik blomsterne til at svaje let. Træerne stod ranke og høje omkring drengen. Månen kastede lyset ned i en cirkel og oplyste en lille eng hvor drengen sad blandt det høje græs. Han mærkede græsset mod hans ansigt imens han lå der. På siden. Og stirrede ind i skoven. Han vændte sig og kiggede op i himlen, på alle stjernerne og på den smukke måne. Will smilede for sig selv. "Jah.. Det kaldes stjerner" Mumlede han og prikkede til en blomst med sin pejefinger imens han smilede og stirrede op i himlen.

Clary kom gående gennem skoven med tegneblokken knuget ind til sig som om det gjaldt hends liv hvis hun tabte den på jorden.
Hun så sig omkring. Havde lært at det var dumt hvis hun blot stirrede ned i jorden mens hun gik. Clary var iført et par sorte jeans
der sad tæt ind til hendes ben, og et par hvide slidte kondisko. Samt havde hun en på top på med V-udskæring. Ekspedienten
i butikken havde krævet at hun tog den i stedet for en af de store trøjer som dækkede det meste af hendes hvide perfekte hud.
Hendes rødbrune tykke hår hang smukt ned over hendes ryg og fik hende til at ligne en prinsesse fra en anden verden. Nu manglede
hun bare en ny tøjstil - hvilket hun ikke tænkte så meget over fordi hun aldrig selv havde ment at hun var smuk. Det pissede drengende
af normalt. Clary trykkede tegneblokken ind mod sig som det eneste der rent faktisk var tilbage af hendes fortid. Det der var tilbage af
hende selv. Hun sukkede og fik øje på en skikkelse længere væk. Hun kunne ikke høre noget dunkende hjerte. NOgle dunkende blodårer..
ingenting. Kun en meget stærk aura der kendetegnede ham som vampyr. Hun blinkede overrasket nogle få gange og stoppede op.
Han var ikke alfa. Det var ikke at han var en vampyr der fik hende til at stoppe op. Det var mere at hun ikke rigtigt havde været speciel
god til at omgås andre. Eller jo det var hun. Men hun vidste bare ikke hvordan man gjorde. Clary bed irriteret tænderne sammen og
lod blikket blive på ham. Før eller siden ville han lægge mærke til hendes tilstedeværelse.

Will rykkede på sig. Der var helt klart nogen der kiggede på ham, det sagde han intention. Noget han havde lært at stone rigtig meget på gennem årerne han havde levet. Det var noget af det der holdt ham i live da han var sammen med sin søster, da hun var vampyr. Det var svært for hende ikke at æde Will, men han havde altid fundet ud af når hun var der. Den fantastiske ting at kunne gemme sig hjalp ham ikke, men hvis han flygtede ud mellem mange mennesker ville hun jo ikke æde ham. Det ville være lidt *Host* Meget *Host* dumt at gøre det. Will havde altid hadet at være et skrøbeligt menneske, og en dag lod han sin søster fange ham og bide ham! Hun var stærk nok til at give slip så han ikke døde, og efter det ville han egentlig ønske at han aldrig var blevet bidt. Minderne fløj igennem hovedet på ham imens han lyttede. Ingen hjertebank..Ingen lugt af blod..Ingen åndedræt.. Kun en stærk aura der ikke viste tegn på frygt. 100 % en alfa. Will rykkede igen på sig. Han havde glemt alt om de smukke stjerner. Han koncentrerede sig udelukkende om personen bag ham. Med et, uden varsel, stod han ved siden af hende. Han skulle til at hvæse af hende da han kom til at betragte hendes øjne. Han blev helt stum og rykkede sig undskyldende et par skridt tilbage. "Øhh.." Mumlede han og hævede et øjenbryn. "Undskyld?" Det lød mere som et spørgsmål end som et undskyldende svar. Men Will plejede ikke sådan at miste mælet, han var altid munter og udadvent. Og han elskede at le. Will var nok noget af en underlig Vampyr.. Han virkede utrolig varm og smilede næsten altid. Will kiggede igen op på stjernerne og prøvede på at finde noget at sige. Han betragtede tegneblokken i hendes hånd, og lyste med det samme op. "Whow! Tegner du?" Udbrød han facineret og stirrede på blokken med store øjne!

Hun iagtog og og mærkede en let gysen. HUn rystede lidt på hovedet og forstod ikke helt hvorfor. Næsten med det samme mærkede hun bølgen
af følelser og minder fra fortiden skylle ind over sig som en kraftfuld Tsunami der fik tingende til at se en anelse slørede ud med lyden var endnu
tydeligere end noget andet der skete udenfor hendes minder. Flashback kaldte folk dem. Og de kom ustandseligt ind over hende og hun kunne intet
gøre ved det egentlig. Clary sukkede indvendigt og lod tsunamien skylle ind over sig og lade det ske.

Hendes bror stod og lænede sig op af dørkammen til hendes værelse med det der ligeyldige 'Jeg-keder-mig-grusomt' blik som hun hadede allermest.
Eller rettere den Facade som hun hadede mest af alt.. Han så på hende med sine honningfarvede øjne og så overlegen ud.
"Hva søs.. Jeg tror din ven der er lun på dig" Han hentydede til den mørkhårede dreng der stod bag hende. Hun så sikkert forvirret ud hvilket havde fået
hendes bror til hånligt at tilføje : "Jeg tror ikke hun kender dine følelser knægt.. du er sikkert bare hendes Ven" han nød åbenbart at se drengens
blik der søgte væk far hans fængslende øjne. "Lad ham dog være for fanden!" snerrede hun irreteret og forsøgte at puffe sin bror ud.
"Jeg har ikke brug for dig til at dække over mig.." nærmest knurrede den mørkhårede dreng og smuttede forbi hende og hendes bror og væk..
Hun råbte hans navn men han fortsatte videre uden at stoppe op.. komme tilbage eller svare..

Hun gispede da mindet forsvandt hurtigt igen og pludselig lagde hun mærke ril at will var helt hende ved hende. Hun blinkede forvirret et par gange.
"Det er uhøfligt bare sådan... at.." hun stivnede da hun så ham ind i øjnene. hun så ned. Da hun hørte ham tale om sin tegneblok trykkede hun den
hårdere ind til sig som om hun var bange for at han ville stjæle den fra hende på nogen som helst måde. "Nej jeg tegner ikke derfor har jeg en tegneblok.."
sagde hun sarkastisk og stirrede koldt på ham. FEDT nu gjorde hun det igen! hun startede ud med de spydige ord og han havde ikke gjordt en skid.
Hun så op på ham med undskyldende øjne. Hun havde ikke øjnsket at lyde sådan. Håbede at han forstod.

Will betragtede atter hendes øjne og nikkede. "Nej jeg ved det godt" Sagde han med et skævt undskyldende smil. Han trak let på skuldrene og kiggede lidt rundt omkring efter inspiration til hvad han skulle sige. Hendes spydige bemærkning fik omgående Will til at le. En grund til mange slag som menneske. Det var hårdt at være teenager. Will himlede med øjnene indvændigt og en masse rodede billeder fløj rundt i hans hovede.

Will trådte ud fra døren og himlede med øjnene af de tåbelige timer han skulle igennem. Ligesom så mange andre var han bare ikke glad for skolen. Pigerne beundrede ham og gjorde ham til centrum for opmærksomhed, hvilket Will virkelig afskyede utroligt meget. Drengene hadede ham for at være ligeglad med opmærksomheden. De synes at det hele virkede unfair, især de par stykker med kærester. Will skar en grimasse ved ordet kærester og htrak på skuldrene inden han trådte ned fra trappen. Will var beredt på kamp, den den svirpende lyd af noget fik ham til at hoppe tilbage. En pind fløj lige forbi hans næse og ramte jorden, hvilket fil Will til at grine muntert. Han smilede stadig da han gik forbi Pete der stod bag muren og gloede ondt efter ham hvilket bare fik Will til at grine igen. En stor robust dreng trådte hen forean Will og stirrede på ham. Will måtte virkelig , virkelig tage sig sammen for ikke at grine ad ham. Det virkede helt idiotisk at gøre det han nu gjorde .. Men han havde det i sig, det med ironiske fornærmelser. Det var altså ikke just en fordel han have. "Nå Hej" Sagde han med et stort smil og klappede den robuste fyr på skulderen. "Nå Hyggeligt at møde dig. " Will gik hurtigt og elegant forbi ham og fortsatte ned ad vejen. Han mærkede en hånd gribe fast i hans nakke og skubbe ham op ad muren..

Will rystede på hovedet for at fortrænge det der nu skete. Av, tænkte han bistert og kiggede atter på pigen. Han ville lige svare åp hendes spydige svar. "Aj det var da smart!" Udbrød han og grinede varmt inden han kiggede på tegneblokken igen. "Nå.. Men jeg hedder Will" Presenterede han sig med et muntert skævt smil.
Will rystede på hovedet for at fortrænge det der nu skete. Av, tænkte han bistert og kiggede atter på pigen. Han ville lige svare åp hendes spydige svar. "Aj det var da smart!" Udbrød han og grinede varmt inden han kiggede på tegneblokken igen. "Nå.. Men jeg hedder Will" Presenterede han sig med et muntert skævt smil.

Hun kunne mærke hans skæve smil frembringe en varm boblende fornemmelse nede i hendes mave. Clary gengældte smilet men slækkede ikke grebet om sin tegneblok på noget som helst tidspunkt. Det kunne hun ikke få sig selv til. ”Jeg hedder Clary” hendes stemme var blid men den sædvanlige kølige undertone lå under. Hun kunne ikke gøre for det. Det var ren vampyr refleks altså. Hun sukkede indvendigt og smilte til ham. ”Himlen er smuk.. stjernerne er smukke” rettede hun sig selv og flyttede blikket fra ham til himlen. Det var derfor hun var kommet. For at tegne nattehimlen. Hun så igen på ham og lod blikket glide hen over ham igen og igen lige indtil at hun vidste hun kunne tegne ham uden problemer med selv de mindste detaljer. Han havde et sært barnligt udtryk i øjnene trods sin alder. Hun havde heller ikke umiddelbart tænkt på ham som barnlig da hun så ham først. Han havde et næsten usynligt hårdt drag om munden der fik ham til at se endnu mere gudeskøn ud end han i forvejen var. Clary rystede let på hovedet som for at fjerne en irriterende flue. Hun havde mødt flere vampyrer for tiden og alligevel kunne hun ikke lade være med at blive helt betaget af dem. Eller ikke så meget som hun havde været som menneske. Nu prellede det meste bare af på hende. Men alligevel kunne hun ikke lade være med at blive fanget af hans udseende. Hun sukkede indvendigt og mærkede flodbølgen af endnu et brudstykke fra sin fortid skylle ind over sig.

Clary lænede sig ud over vindue kammen og mærkede vinden kærtegne sit ansigt. Det legede let med hendes lange hår og kølede hendes hovedpine af. Hun så den mørke skikkelse to etager længere nede. Blikket var mørkt og personens korte pjuskede hår var lyst.. næsten helt hvidt. Clary strakte sig ud af vinduet og så ned på ham. ”Clary.. Clary..” hørte hun ham hviske. Drengen løftede langsomt sit hoved og så op på hende og.. Hun gispede og mærkede to hænder puffe hende ud af vinduet. Det var ubehageligt at falde så langt. Hun tænkte ikke engang på hvor ondt det ville gøre at lande.. og om hun ville dø. Hun mærkede to hænder – stærke hænder – gribe fat i hende før hun ramte jorden. ”Pas på Clarissa..” hviskede han. Hun genkendte den stemme. Hun vidste hvem han var. Clary krympede sig uvilkårligt da han lagde armene omkring hende. ”Undskyld Clary.. jeg..” han trak sig væk fra hende og løftede en kridhvid hånd op for munden og næsen. Hans øjne var blodrøde. De så nærmest sultent på hende. ”Hvad… hvad er der sket?” Hun rejste sig og trådte et skridt hen mod ham. Han veg tilbage. Det føltes som om noget inden i hende gik i stykker. Han veg tilbage fra hende!! ”Jeg er ikke den samme... jeg… er en vampyr..” Han så ned. Hun stirrede forvirret på hans lyse hår. ”Du havde mørkt hår før..” hviskede hun forvirret. Han så på hende med et hårdt udtryk i øjnene. ”Jeg kan ikke blive.. jeg må væk…” hun så forvirret på ham og greb ud efter hans arm men han trak sig tilbage. En svag truende snerrende dyrisk lyd kom ud mellem hans tænder og hun bakkede.. ”hvad i…”

Alt blev mørkt og hun blinkede et par gange før hun igen fattede hvor hun stod. Will stod og så på ham med det skæve smil. Det skæve smil hendes bror havde smilet. Den bror som hun ikke havde næret broderlige følelser for. Hun bed tænderne sammen og knugede tegneblokken indtil sig. Så op på Will og smilte sit skæve smil. Et charmerende smil der nåede hendes øjne. Et smil hun ikke havde smilet siden hun blev forvandlet.

Will gned sig lidt i øjnene, som om han var søvnig eller noget, men det var han ikke. det var bare en dårlig vane han havde haft hele sit liv. Han smaskede prøvende da haan lyttede til hvad hun sagde og gav hende nikkende ret. Efter lidt tid hvor stilheden lagde sig smilede han muntert. "Ville det ikke være vidunderligt at kunne flyve derop?" Spurgte han og stirrede facinneret op i den smukke himmel. Det smukkeste han nogensinde havde set var stjerner. Tusindvis af bittesmå lysende prikker på nattehimlen. og selvom de så så små ud var de størere end jorden når man kom tæt på dem. En masse bittesmå sole. Han grinede lidt for sig selv og tænkte på det eneste han kunne huske fra sol-og-stjerne-emnet i skolen:

"Den stjerne der er tættest på jorden er 4 lysår væk herfra". Hr. Scroll's stemme gav genlyd, og ingen i hele klassen rørte på sig. De kiggede forundret på ham, alle sammen da de ikke vidste hvad lysår var. Endelig var der en lille strithåret fyr bagerst i klassen der ragte hånden op for at stille spørgsmålet som alle gerne ville vide. "Øh.." Lød den nervøse stemme inden Hr. Scroll gav ham lov til at tale. "Jo altså.. Hvad..Sådan helt præcist, er et..Erhm..Lysår?" Spurgte han og hævede let det ene øjenbryn i en nysgerrig bevægelse. Hr. Scroll smilede, glad over at nogle spurgte ind til emnet. "Jo ser du.." Begyndte han med den store lærerstemme påsat. "Hvor langt er der rundt om jorden?" og igen ragte den lille strithårede fyr hånden op. Lysår (Ly) er en længdeenhed der anvendes inden for astronomi. 1 lysår er den afstand lyset tilbagelægger på et år, dvs. cirka 9,46 × 1012 km eller 9,46 Pm. Per definition er et lysår lysets hastighed i vakuum (= 299.792.458 m/s) gange længden af et juliansk år (= 365,25 dage à 86.400 sekunder)" Det lød som noget han lige havde slået op på Wikipedia!? Ingen i klasse nfattede en brik af det og Hr. Scroll lo henrygt over de unges interesse. "Et lysår" smilede han. "lyset når 8 gange rundt om jorden på et sekund ikke? Der er et antal km rundt om jorden, og det gange med 8 er hvor mange km. lyset kommer i sekundet. I stedet for sekunder taler vi bare år med alle de km. Så et lysår kan rent faktisk blive rundt regnet til:" Han tog et kridt og ridsede et tal op på tavlen. "9.460.730.472.580,8 km." Alles ansigter stirrede vantro op på ham og Will grinede svagt. "Så langt..FIRE gange!?" Spurgte han muntert og stirrede på ham. "Sejt!" Alle i klassen gav ham mumlende ret.

Han rev sig selv tilbage til virkeligheden og smilede til Clary. "Clary." Mumlede han muntert. "Will og Clary" Sagde han med overdreven fortællerstemme. "De to første personer der fløj!" Will grinede dæmpet og smilede. "Men der er mange farer der lure!" Fortsatte han dramatisk og knækkede en pind af en græn ved et træ. Han begyndte at fægte omkring sig med den imens han grinede. "Derfor! Må vi beskytte os selv, meeed Våben!" Han kastede en pind til hende og grinede inden han fortsatte med at fægte. "Ta' den oooog Den!"

Hun lyttede til hans stemme.. ordene nærmest hypnotiserede hende. Hvordan mon det ville være at kunne flyve hele vejen derop?? Hun sukkede indvendigt. Stjernerne ville være knap så smukke hvis man var deroppe. Selv hun havde altså hørt efter i skolen. Stjerner var små sole allesammen og bare tanken om at være helt vild tæt på solen skræmte hende. Især nu hvor hun ikke kunne gå ud i solskin blandt menneskene. Hun havde altid været vild med solen men nu kunne hun ikke frit gå og varme sig i dens stråler mere. Selvfølgelig var det jo derfor hun rejste hertil. Men solin ville gøre hende til det rene ingenting i løbet af noget langt under et sekund. Trods at hendes hud var som marmor. Stjernerne var alligevel bare så smukke at hun tit havde snakket med sin bedste ven om dem dengang hun havde været yngre.

"Frayyyyy" den normale stemme boblende af latter mens den lyshårede næsten hvidhårede dreng ved hendes side trak hendes efternavn laaangt ud. Det fik hende normalt til at grine hvilket det selvfølgelig også gjorde nu. Han fik hende altid i godt humør altid. "Lad nu være!" hun puffede til han side og greb greb fat i hendes håndled og trak hende hen til sig på sengen så de begge kunne se ud af vinduet. Det var normalt for dem at sidde sammen på en seng. De havde sovet sammen dengang de var helt små også. De var bedste venner intet andet. Og hun behøvede heller ikke at bekymre sig om at han ville andet. For han havde det præcist ligesom hende. Stjernerne glimtede uden for vinduet og hun rakte en hånd frem og rørte let ved det kølige vindue som ville hun have grebet fat om en stjerne hvis ikke ruden havde været i vejen. Clary sukkede let og mærkede hans hånd blidt trække hendes tilbage igen så der nu igen var frit udsyn over stjernerne. "Kunne det ikke være fedt at flyve derop.." hviskede han mod hendes øre mens de begge så derop. "Jo.." svarede hun og kildede ham lidt så hans hænder endnu engang greb fat om hendes håndled og pressede dem ned mod sengen. "Vil du Clary Tempest Fray Flyve med mig - hvis vi kunne - op til stjernerne og bo mellem dem for evigt med mig!" sagde han med teatrstemme for sjov. Latteren boblede i hele hendes krop. Hun troede at hun kunne lette med den boblende latter inden i sig. "Ja oh min skønne jeg ville flyve med dig hvorhen det skulle være!!!" og så knækkede de begge to sammen af grin. Det var typisk at de altid skulle lave sjov. Barnligheden lå stadig over dem og de nød den begge i fulde drag. En sagte banken lød på døren og latteren stoppede straks. Clary sukkede irriteret og vente hovedet i retningen af døren. Hendes storebror åbjnede døren og lænede sig op ad dørkammen. "Hvad vil du?" spurgte hun ubehøvlet og strammede sit greb om hendes bedste vens arm. "Jeg kom bare for at tjekke.. du ved man kan aldrig vide med drenge" hans normale overlegne attitude var på og hun var allerede træt af at se det ligegyldig fjæs der var fastklistret på hans ansigt. "Vi ser på stjerner ? ih nej hvad gør jeg! det er ren mishandling! det er så kedelig!" sagde hun sarkastisk og rullede med øjnene. "Og mange tak for redningen nu må du godt gå!" sagde hun. "Og hvis jeg ikke gider?" svarede han overlegent.. Hun mærkede allerede vreden knuse den boblende glæde der lige før havde fyldt hele hendes krop.

Hun greb rent instiktivt pinden. Sjovt nok tænkten hun på sin barndomsven da hun hørte hans muntre stemme. Hun gjorde intet for at stoppe det her. Hun kunne ligeså godt... "De første der fløj og brød tyndtekræften!!" Lo hun og pegede med sin pind på ham. Han var barnlig og hun havde lyst til at himle med øjnene. Og dog havde hun savnet en barnlig sjæl. En ligesom ham. "Tag den!" en let glæde begyndte at boble op indeni hende. og hun begyndte at fægte om sig yndefuld med pinden. Og selvfølgelig skulle hun lige ramme will liige i maven. "Uuups!" et skævt smil bød frem på hendes perfekte fyldige læber.

Will nikkede nogle gange. "Det lydder godt" Grinede han. "De to der brød tyngdekræften xd!" Han smilede og drejede rundt i en cirkel for at betragte hende. Så yndefulde bevægelser var blevet helt normalt ved ham, så haan lagde aldrig mærke til når andre bevægede sig elegant. Som menneske havde han aldrig tænkt over at nogle kunne bevæge sig så smukt. Eller.. det var nok løgn.

"William" Lød den rolige stemme som han efterhånden havde lært at hade. "Stan" Snerrede han og drejede om på hælen i en cirkel så han nu stirrede ind i et par dybe blå øjne, der tydeligt viste hadet til Will. Will kiggede sig over skuldren og ventede hvert øjeblik det skulle være, at gribbene kom. "Er du alene Stan?" Will kiggede flabet op på drengen der var 3 år ældre end ham. Stan smilede tilbage til Will. "Og hvad hvis jeg er? Hvad ville du så gøre, hva' William?" Will smilede sit skæve smil og vippede på fødderne, klar til at sætte i spurt hvis gribbene kom. Han kunne umuligt klare fem drenge fra 3.g. "Jeg ville slå dig Stan." indrømmede Will hvis smil blev størrere "2 gange, lige i tindingen" Will grinede flabet og hoppede som en refleks bagud. Will mærkede et uventet dunk i ryggen. Der var da ingen mur lige der? På under 1 sek. opfattede Will hænderne ved siden af ham, og dukkede hurtigt forover. Han landte på asfalten og skubbede sig selv væk fra drengen der havde været tæt på at gribe fat i ham. "Så er det godt jeg ikke er alene. Ikke William? Ikke sandt?" Will stirrede forfærdet på den ældre dreng. Selvsikkerheden var forsvundet som dug for solen.. Som ikke nåede ned i gården hvor de befandt sig. "Vil du råbe på hjælp William?" Will snerrede . "Gu vil jeg ej" han så sig omkring. Ingen! Will stablede hurtigt sig selv på benene og satte i spurt tværs gennem gården, hen imod udgangen. Han greb ud efter håndtaget for at åbne og mærkede så en smerte ved det ene knæ, som straks fik ham til at knække forover og lande på asfaltet. "av for satan Stan! Din psykopat!" Udbrød Will og stirrede på sit ben der var blevet slæbt hen af asfalten. "Hvad fanden tænker du på!?" Will stirrede køligt på drengen der tårnede sig op over ham og kiggede derefter ud til siderne hvor der stod 2 drenge på hver hans side. "Godeftermiddag til jer også" Sagde Will syrligt og stirrede på Stan. "Hvad jeg tænker på.. Julia" Han kiggede på Will for at se reaktionen, og Will gjorde åbenbart som Stan havde forventet. Will stivnede totalt paf over hvad drengen lige havde sagt. "Ju..Julia?" Mumlede Will og kiggede på Stan, med en ny form for frygt øjnene. "PSYKOPAT!" Råbte han så 3 fugle der sad i et træ over dem fløj væk. "Du rør ikke min søster!!" Will hev sig selv op at stå og slog ud efter Stan med utrolig kraft. Stan var fodboldspiller. Hvilket kunne ses på hans muskler, og han greb Will's knyttede næve så let som ingenting. "Ville du slå mig William?" Will stirrede på ham. "Ja det var sådan set det jeg havde tænkt mig!" Råbte han ind i Stans ansigt. "William" Sagde en af drengene ved siden af Stan, James, "Giv nu bare Stan hvad han vil have, så sker der ikke Julia noget!" man kunne se på James at han ikke gad mere. Will snerrede irriteret af ham. "JAMES! ved du overhovedet hvad Stan vil have!? FOR JEG VED DET SGU IKKE!!!" Will havde lyst til at slå James, men Stan holdt stadig Wills hånd fast. "WilliaM" Grinede Stan med det onde grin. "Slap lige af. James har jo ret." Will knyttede den anden hånd og lod som om han skulle til ta slå. Som forventet rettede Stan opmærksomheden mod Wills hånd og idet Will skulle til at slå, hamrede han sit knæ op i skridtet på Stan, der kolapsede og slap Wills hånd. Will opfattede hvad han lige havde gjordt og begyndte at løbe. Men en af drengene havde fat i ham og kastede ham hårdt midt ud på gården. Stan var kommet på benene. "Hvad satan!" Snerrede han og Will foldede sig sammen, med hænderne op for hovedet. Efter lidt tid, hvor Will ikke havde mærket nogen form for smerte kiggede Will op. Drengene stod bag ham og snakkede dæmpet sammen. Will hørte navnet Julia blive nævnt flere gang og hoppede op på ryggen af en af drengene. "I rør ikke min søster!" Hvæsede han igen og fik kradset stan i ansigtet. "Psykopat" gentog Will snerrende og kunne pludselig ikke få luft. Han gispede panisk. "Slip mig.." Hviskede han og kiggede sig lidt omkring, dog ude at kunne se andet en slørede omrids. "James. Slip ham" lød en fjern stemme, og Will mærkede noget guddommeligt. En fri følelse kom op i ham, luften hev han ned i sine lunger som brændte, og pustede lettet ud igen. Glæden varede ikke længe. han kunne stadig ikke se ordenligt og da han endelig åbnede øjnene ramte en knytnæve ham lige i tindingen. alt svimlede for ham og han drejede om i en cirkel før han igen landte på den hårde asfalt. Han hørte latter, hvisken og fødder. Will åbnede øjnene og prøvede at få luft. Der var stille. Will lukkede øjnene, og åbnede dem så igen. Så kom larmen tilbage, og Will satte sig forbavset op, så alt svimlede lidt igen. "Er du vågen William?" grinede Stan og han kiggee bag sig hvor de allesammen stod. "For om lidt ville du ønske at du ikke var!" Will blev løftet op og han sukkede stille. "Stan?" Sagde Will hæst og prøvede at få øje på stans grumsede skiggelse. "Slip mig?" Will lød irriteret, og han ville ønske han var stærkere, men det var han ikke. "Okay så" grinede stan. Will åbne uforstående øjnene. "hva.." Han blav slynget igennem luften og hamrede lige ind i et træ.

Will mærkede luften og han mærkede også træet han hamrede ind i. Men det gjorde ikke ondt. Træet kav et knæk fra sig og knækkedde så midt over. Will grinede muntert og kiggede på Clary's pind. "Haha xD Det er hvad man får ud af at være Uopmærksom. hva?" Grinede han og hoppede på benene igen ^^

Hun mærkede latteren boble gennem hele sin krop.. han mindede hende alt for meget om hendes gamle bedste ven.. der var det samme barnlige drag om dem. Men hun var sikker på at hvis noget virkelig gjaldt, ville han blive beskyttende og alvorlig. Præcis ligesom hendes gamle bedste ven. Clary greb sig selv i at blive ved med at sammenligne de to sammen. Selvom hun ikke engang havde lyst til at sammenligne dem. Og hendes bror der altid så på piger med et blik der virkede som om han allerede havde været i seng med dem. Det var jo heller ikke han eneste side. Langt fra.

Clary sad og stirrede vredt på sin bror. ”Vel kan jeg så gå hen til ham!” Hendes bror så, anspændt ud. Hans kæbemuskler dirrede og hans hænder var knyttede. Han øjne fjerne. ”Clarissa Nu skal du høre godt efter! Der SKETE noget med ham for 3 dage siden! Og jeg ved ikke hvad det er men det er ikke godt.” Hun knyttede hænderne og anstrengte sig for ikke at råbe af sin idiotiske bror. ”Han er min bedste ven! Jeg er ligeglad med hvad du mener eller syntes! Jeg bør være der for ham!” Clary forsøgte at tvinge døren op men hendes bror stillede sig imellem. ”Glem det Clarissa… Jeg lader dig ikke tage hen til ham!” hun kneb svagt øjnene sammen og så irriteret på ham. Clary vente sig om og smækkede døren i til sit værelse. Hendes bror kom ikke ind og straks løb hun hen til vinduet og smækkede det op så lydløst hun kunne. Ikke så elegant greb hun fat i træet der stod lænet op af muren ved hendes vindue, og begyndte at klatre ned. Hun måtte hen til ham hun måtte bare ... den sidste meter ned gled hendes hænder og hun landede på bagdelen. Clary skar ansigt over smerten i sin bagdel mens hun rejste sig anstrengt. Hun måtte hen til ham. Det måtte hun altså…

Synet fortsatte sådan. Mindet klippede videre fordi hun havde glemt alt om hvordan hun var kommet over til sin bedste ven. Men kommet derover var hun i hvert fald! Det huskede hun ufatteligt tydeligt.

Hun stod inde i sin bedste vens værelse.. han havde ryggen til hende og hun nærmede sig forsigtigt. ”Er du okay…?” hviskede hun ”Det der sket for de dage siden.. hvad skete der? Gjorde de dig noget?!” pludselig lød hun desperat. Han var hendes bedste ven og hvis nogen så meget som havde krummet et hård på hendes hoved… vidste hun ikke hvad hun skulle gøre. Overhovedet ikke. Hun kunne se det næsten hvide pjuskede hår i mørket. Det var blevet længere end det havde været for nogen dage siden. ”Gå” hans hvislende iskolde stemme fik hende til at vakle et skridt bagud. ”hv-hvad?” Næste gang han svarede var der noget lidenskabeligt over hans stemme. ”Jeg vil ikke gøre dig fortræd Clary.. gå nu” det lød som om han anstrengte sig for at få ordene ud af munden og blive stående hvor han nu stod med ryggen til hende. Selvfølgelig gik hun ikke væk men tættere på ham. Let og usikker. Hun løftede en rystende hånd der så underlig bleg ud i mørket. Lagde den på hans skulder. ”Jeg forlader dig ikke.. det vil jeg aldrig gøre.” Hun mærkede at han stivnede under hendes berøring. Nu hun tænkte over det var hans skulder ufattelig kold og hård. Hvad var der sket med ham? Hans hånd greb fat om hendes håndled.. Han havde vendt sig om.. Hun gispede. Hans øjne var blodrøde og hans hud nærmest lyste i mørket. ”Hvad..?” så genial som hun var, kunne hun ikke få flere ord frem end dette ene ord. Han skar en grimasse der blottede hans tænder. To sylespidse tænder fangede hendes opmærksomhed. ”Jeg sagde du skulle..” men hun afbrød ham ”Hvad er der sket?” hviskede hun forfærdet og forsøgte at vride sit håndled fri men han var alt for stærk. Hvad havde hun dog rodet sig ud i? Han lænede sig frem mod hende og trak hende ind til sig. Han var så smuk og alligevel skræmte han hende fra hvid og sans. Hun kunne ikke få et eneste ord frem. Hans iskolde ånde slog hårdt ind mod hendes hals. Hun snappede efter vejret.. Hvad havde han gang i? Hun mærkede de to tænder dolke sig ublidt ned gennem hendes hud. Smerten fik hende til at skrige. Fik hende til at ønske at hun var gået da han havde bedt hende om det… Hun var fortabt..

Hun lo let… mindet boblede rundt i hende og gav hende myrekryb. ”Hah ja!” hun greb blidt fat i hans hånd og trak ham op. Berøringen mellem deres hænder var nærmest befriende. Hun mærkede glæden knuse de menneskelige nu ubetydelige minder. Will var nu sød. Han var ligesom en strålende sol der bragte al varmen tilbage i hende. Så meget at hun næsten havde glemt den tegneblok hendes venstre hånd knugede ind til hendes bryst. Han var hendes medicin. Han var det hun havde ledt så længe efter.