Efter Nytår...

V: Koldt og overskyet...
O: Folk med svage tømmermænd, andre fulde og 'normale' mennesker...
T: 19:34...
D: 01/01/10...
S: Seattle...

Michael sad bare på en lille bænk.
Han sad udenfor af en de tusind butikker.
Han havde ingen anelse om hvilken butik det var han havde sat sig foran, men det var ikke så langt fra der hvor alle folkene havde fyrede fyrværkeri, så lige nu rendte folk rundt og ryttede op.
Et lille smil viste sig på hans læberne over at det ikke var ham der skulle rydde op.

Rose kom lidt små tumlende hen af gaden, hun havde tmmermænd efter igår. Hun havde virkelig trykket den af og var faldet i søvn på gaden, hendes tøj var snavset og beskidt men det sked hun da på. Hun ville af med hovedpinen, hun gik forbi en dreng der sad på en bænk. Hun stoppede op og så lidt på ham, han stank lidt som en vampyr men alligevel lidt som en varulv. Hun løftede fingeren for at sige noget men kunne ikke få ordene ud, Hun ville spørge om de ikke havde mødt hinanden før eller om det bare var noget hun have bildt sig ind. Men hun kunne ikke helt huske hvordan man sagde det, hun faldt sammen foran ham og så uskyldigt op på ham.

Michael kigede på hende et sekund mere og så gik han hen og hjalp hende op og stå.
"Du burde ikke drikke så meget" sagde han med et lille grin.
Han ledte hende hen til bænken og satte hende ned.
Hurtigt fiskede han en flaske vand op fra en pose ved bænken. "Her" sagde han og rakte den til hende.

Hun tog taknemligt imod den og drak lidt af den, hun ville ikke drikke så meget som de almindelige varulve gjorde. det var derfor hun var så tynd men havde stadig en perfekt krop, hun sad et par minutter før hun fandt det ord hun skulle bruge. "Navn?" spurgte hun og rakte ham flasken igen med sin varme hånd.

"Det er ikke min flaske" sagde han bare da hun rakte den til hende.
Han skjulte et lille smil og kiggede på hende med glimt i øjne.
"Kan du ikke huske mig?" spurgte han hende.

David kom brasende ud fra et værshus, lettere påvirket og skæv. Han var ildelugtende, han lugtede af sprut, røg og kvindeparfume, og han havde ikke den store kontrol over sine ben. Intet foregik oppe i hans hoved, andet end røg og alkohol. Der væltede han rundt, og stødte ind i folk. Tilråb som "Fordrukne idiot" og lign var normalt, så det tog han sig ikke af. Hver gang en raket sprængte i det fjerne, gav han et lille spjæt fra sig, og bumpede derfor ind i flere mennesker. Til sidst faldt han omkuld på en lille bænk, ved siden af en fin herre. Der sad han så og bare gloede dumt på ham. Hvorefter han gloede dumt på pigen ved siden af. Og så tilbage på herren. Han tog flasken ud af hånden på pigen, og sagde "Du er ikke gammel nok *HICK* til sådan noget, min pigeh.. ", hvorefter han drak flasken op.

Michael løftede en øjenbryn og kiggede på ham med et så underligt ansigtsudtryk.
"Det er vand..." sagde han og kiggede på hende

rose grinte af den fremmede og tog flasken igen som et lille barn, hun ledte efter ordet igen og fandt det så "MIN!" sagde hun barnligt og holde den ind til sit bryst som var den hendes kæreste eje. Hun så på ham hun havde fået flasken fra og prøvede at tænke tilbage men hun havde alt for ondt i hoved til det, så hun rystede bare på hoved.

David satte sig op og gloede på Michael.
"HVAD SØREN?! Hvad er det dog, du byder mig, knægt *HICK*?! Det var dog for galt! Hvem sidder dog *hik* på nytårsdag og drikker VAND? Giver du mig ikke ret, pigebarn? Han er da lidt af et skvat?" sagde David og svajede af at sætte sig op.

"Det er ikke min pose" sagde han og pegede på posen han havde tagt flasken fra.

David sad stadigvæk og gloede på manden. Til sidst tog han en finger op og pege dumt på ham. Han åbnede munden, som om at han skulle til at sige noget til ham, men ingen ord ville komme ud. David sad der og pegede, begyndte at svaje og blinke med øjnene, indtil at han til sidst væltede omkuld og slog hovedet ned i brostensgaden.

Michael mærkede efter en puls et sekund efter.

Rose tumlede ned til ham og faldt ned ved siden af ham i et forøg på at hive ham op, hun grinte men stoppede straks og tog sig til hoved. Hun satte sig op og hev den fremmede fulde fyr op at sidde på bænken så satte hun sig imellem de to drenge, hun fandt det lidt akavet men hvad det var jo hende ? Hun fandt på så mange ting.

"Hvorfor drak i også så meget?" spurgte Michael dem begge.
Selvom den gamle fyr sikkert ikke kunne høre ham.

Rose smilte varmt, hvad skulle hun ellers lave ?
Hun havde ingen steder at bo så hvorfor ikke bare drikke sig fuld og sove på gaden så man ikke mærkede kulden før dagen efter ?
Hun så på den fremmede, men pludselig kom hun i tanke om noget. Hun pegede på ham hun først havde mødt "flod ... sten?" spurgte hun.

David kiggede lidt på manden. Slaget fra faldet havde slået resterne af fuldskaben og skævheden ud af ham, og nu var intet andet end uvidenhed om hvad der var sket, og en stor bule i hovedet tilbage. "Åh nej.. ikke igen.." sukkede David til sig selv. Han kiggede på de to ved hans side..
"Undskyld for hvad jeg end har gjort.." mumlede han, og tog sig til hovedet.

"Ja Chewbaca" sagde han og kiggede på hende med et stort grin.
Han kiggede på manden med et lille smil.
"Gør ikke noget... Du var jo skæv" sagde han bare

Hun kunne huske hans duft fra forks flod, og da hun mødte den forbandede vampyr af en blodsuger. Hun så på den fremmede og grinte lidt af ham, et af hendes søde og barnlige grin.

David vendte hovedet på skrå og kiggede på manden.
"Ja, og jeg har mere! Hvis I vil have!" sagde David og kiggede spørgende på manden og kvinden. "Som tak for jeres hjælp!"
Han lagde ikke mærke til den anspændte stemning, der var imellem de to mennesker, som han sad ved.

"Ellers tak" sagde han bare og kiggede kort på ham og derefter til pigen

//Skal logge nu... Skrives i morgen Eller måske først over morgen//

David ville ikke bare sådan lige uden videre give op.
"Ååårh, kom nuu! Noget må jeg da kunne give jer?" sagde han og smilede over hele ansigtet til dem begge.

Rose så på den fremmede "Mere hvad?" hendes hoved var stadig ikke helt klart, hun spekulerede lidt på om den mand hun havde haft sex med igår brugte beskyttelse. Hun grinte lidt af sine underlige tanker, men så så alvorligt på ham hun havde mødt før "kendte du den stinkene igle der kom?" spurgte hun med afsky i stemmen.

"Eh .. " mumlede David. "Jeg gætter på .. at I to har et eller andet, som I snakker om, og at jeg bare liiige kom brasende.. eh .. undskyld forstyrrelsen!"
David rejste sig langsomt op, og sneg sig endnu mere diskret væk. Han var færdig med at blande sig i andre folks sager!
"Jeg tror baare lige, at jeg lige smutter så.. eh.. hejhej, hyggeligt at møde jer!" råbte David over skulderen, da han begyndte at løbe væk fra de to på bænken. Eller det prøvede han på. Han nåede to meter, før han faldt over en sten, landede på vejen og blev liggende, bevidstløs.

Rose holdte sig for munden for ikke at grine, han var mere klodset end hende. Hun rejste sig og gik svejende over til ham og satte sig ned på den kolde jord ved siden af ham, hun vidste ikke helt hvordan hun skulle vække ham så hun prikkede bare til ham på hans kind. Hun opgav det efter et stykke tid, og vendte ham op ad. Hun nægtede at give en fremmed mund til mund bare fordi at han var besvimmet, så hun sad bare og gloede dumt på ham i et par minutter.

David vågnede pludseligt, åbnede sine øjne og sprang op at stå. Bortset fra at han med det samme væltede igen og slog sig endnu mere.
"Hvem havde også placeret den sten der, altså?" sagde han og skulede ondt på den vejkant, som han var faldet over. Han stod og svajede lidt, indtil at han kunne få fokus, hvorefter han kiggede på pigen. Da han så, at hun bare sad og gloede dumt på ham, spilede han bare sine øjne helt op, og gloede endnu dummere tilbage. Til sidst rakte han en hånd op og vinkede til hende.
"Hej du!"

Rose brød sammen af grin, han var sq ret skæg ham her. Hun smilt varmt til ham "hej" gentog hun for at huske hvordan man sagde ordet, "du er da ikke helt dig selv hva?" smilte hun og blinkede sødt til ham. Hun rejste sig langsom og forsigtigt, lidt klodset men hun kome op. Hun rekte hånden til ham "Rose Blackburn" presenterede hun sig.

Michael sad lidt endnu og kiggede på dem begge.
Så smilte han og gik hen til dem.
"Jeg troede at det var umuligt at der var nodle der var mere klodsede end hende" sagde han bare med et grin og pegede på Rose

David kiggede tåget på dem begge. Ikke at han rigtigt forstod et ord af hvad de sagde.
Han tog Roses hånd, og smilede fjoget til hende.
"David" sagde han. "David Leonardo. Fejlende forsker."
Han ville ikke give sit fulde navn til en, som han endnu ikke kendte. Det var aldrig smart, vidste han godt. Ingen ville kunne finde ham bare med hans for- og mellemnavn alligevel.

Rose rakte tunge af hybriden med et grin og tog imod davids hånd, "hyggeligt" sagde hun bare. Hun slap han hånd igen "vil du ikke sidde hos os?" spurgte hun varmt og venligt. I det samme lød der et stort brag, hun fór sammen og faldt klunset ned på jorden. Der var nogle unge der havde lavet deres eget fyrværkeri og var kommet til at springe det i luften, hun gyste alt det blod. Der var sikkert snart propfyldt med vampyre overalt, hun sukkede og så lidt små grinene op på drengene.

David smilede til de to, og tog sig til hovedet. Han huskede intet fra dagen før, og tømmermændende tog hårdt på ham.
Han kiggede op på himlen, og lagde mærke til noget. Han spærrede øjnene om, og kiggede på de to mennesker, som han lige havde mødt.
"Eh, nej, undskyld! Ville meget gerne. Kan ikke. Har travlt" sagde han hurtigt. "Hyggeligt at møde dig, Rose! Og Dem, hvis navn jeg ikke kender! Tak for hjælpen!" Han gik over og gav Rose og den fremmede hånden. "Farvel, hyg jer, god bedring med tømmemændene!" sagde han smilende og skyndte sig lidt svajende, men hastigt videre.

Rose så undrende på david, og så så på hybriden "er han helt okey?" spurgte hun.

David kom løbende forbi igen, mens han skiftende så på himlen og vejen foran sig. Han vinkede til Rose og manden, da han løb forbi dem, og var lige ved at vælte ind i en tyk mand, der væltede rundt på gaden.
"Eh, forkerte vej. Hejhej igen!" råbte han til dem.