Pirates! xD

T :: Idag om natten (;
S :: Forks By. I parken.
O :: Ikke et øje.
V :: Stjerneklart og lidt køligt.

En hvid sky stod ud af Wills mund hver gang han trak vejret. Egentlig behøvede han slet ikke at gøre det, men hvis dedr skulle komme nogle ville det nok ikke være så smart hvis han ikke trak vejret. Will kiggede sig omkring med et svagt grin. Sidst han havde været her var han menneske! Han havde hoppede rundt med sin bedste ven og de havde slåsset med sværd og blafret med sorteflag der var pyntet med skelethoveder. Rigtige pirater. Det var hvad de bægge to gerne ville være. Sådan nogle der var med i peter pan, der virkelig tog folk til fange og sejlede på de 7 have. Will samlede en pind op fra jorden og vendte og drejede den inden han i et hurtigt huk flåede en pind af et træ. "Ha!" udbrød han og hakkede endnu en pind af træet. "Angar'" Sagde han med en hård stemme og hakkede 6 grene af træet med pindens kraft. Han sprang vidre hen til en sten og hoppede op på den. "Kom i bare an!" Grinede han og hoppede over til et træ som han hakkede endnu en pind af. "I får mig ikke levende."

Påklædning: http://cdn.buzznet.com/media/jjr/headlines/2009/08/emma-roberts-inglourious.jpg % stilletter + grå converse all stars.

Amelia kunne lugte en anden vampyr, en han. En omega-han. Hun smilte svagt, og gik stille og roligt rundt i parken. Hun vidste at hun på et tidspunkt ville komme til at møde ham, da lugten blev stærkere og stærkere. Normalt ville piger på Amelias alder være mange for at gå ude så sent, men Amelia var alfa-vampyr, og uvelkomne folk som så meget som så på hende, ville senere hen frygte hende - hvis de da overlevede. Hun gik let og elegant rundt, og hendes mørkebrune hårr blev fanget af vinden, som dansede forsigtigt med det. Hun lo kort, da det var en befrielse at mærke vinden på hendes ansigt, hår og krop. Det fik hende til at føle at hun levede. Hun kunne høre en dreng råbe og grine. Hun gættede at det var han-vampyren.
Hun gik rundt om et par træer og kom hen til et underholdende syn: En omega-han, der sprang rundt omkring og sloges med en usynlig person, med en pind. Hun lo kærligt af ham. Det var ikke tit man mødte/så sådanne afslappede vampyrer, i et højere rang. Normalt var vampyrer anspændte og ignorante.
Hun vidste at han sikkert have både lugtet, set og hørt hende, da vampyrernes sanser var fordobblet.

Will grinede svagt. Han kunne lugte en vampyr...Pige! en Alfa. Han trak kort på skuldrene. Han grinede igen og hamrede en kvist af med pinden han holdt i hånden. Will mærkede at hun stod bag ham og sprang ned fra stenen han stod på. Han sprang over til hende og holdt pinden op under hendes hage. "Er du med os eller mod os" Sagde han og kunne ikke skjule det muntre i hans øjne. Han lod som oom de blev angrebet bagfra og hukkede ved siden af hendes hovede. "Pirater!" Grinede han. "Alle mand til våben!" Han greb pigevampyrens hånd, han håbede at hun ikke ville blive sur, og fægtede frem for sig inden han trak hende op på stenen. "Vores tilflugtssted" grinede han og bukkede for hende. "Skønjomfru"

Hun lo af ham, og blev faktisk forskrækket da han satte pinden under hagen på hende, "Med", nåede hun lige at sige, inden han smadrede noget ved siden af hendes hoved. Hun blev endnu mere overrasket da han tog fat i hendes hånd, og hun småløb efter ham, da han sloges mod alle piraterne, hun kunne ikke lade være med at grine over alle hans små udbrud.
Hun hoppede let som ingenting op på stenen, og nikkede højtideligt, da han bukkede, hun nejede og rev op i hendes jakke, som var det en kjole. Hun ville ønske hendes datter kunne se det, da hun sikkert ville have moret sig gevaldigt.
Hun smilte stort - dog ikke stort nok til at man kunne se hendes spidse hjørnetænder - "Tak for den fine redningsaktion, min fine herre", hun skar ansigt. Hun havde jo kun været vampyr i dette århundrede, så hun vidste ikke hvad man sagde i gamle dage, og historie havde ikke ligefrem været hendes yndlingsfag i Danmark - dog var engelsk hendes yndlingsfag, det var derfor hun var glad, da Volturrien fortalte at de fleste vampyrer holdte til i den tågede lille by, Forks.

Will grinede svagt og betragtede 'skønjomfruen' med et grin. "Så Skønjomfru" Begyndte han med et grin. "Hvad bringer dig hid?" Spurgte han og smilede muntert. Han anede ikke hvordan man snakkede gammelt, da han kun havde levet i under 50 år. han var en forholdsvis ny vampyr og havde det bedst med at være ude om natten, da der ikke var mennesker over alt omkring ham. Will smilede og kiggede sig omkring. Han hakkede en pind af med et våben og ragte den til hende med en alvorlig mine. "lad os bekæmpe piraterne sammen." Grinede han og stilte sig bed ryggen til hende. "På 3.." Smilede han. "1.......2.......3!" På 3 hakkede han ud med sit vååben. ud i natten, ud i vinden som om han slog en pirat. Vinden drev uendeligt mange søde dufte frem, og han måtte behærske sig for ikke at spise et menneske. Dog plejede han ikke at spise, da han synes at det var lidt ulækkert at spise noge han selv engang var. Han slog en pind af et træ med et grin. "Uh.. Han mistede armen."

Hun lo endnu engang, med sin klangfulde latter, "Naturens pust bringer mig hid.. Og din lugt", for et menneske ville det lyde som om at hun sagde til ham han lugtede - hvilket ville være en dårlig ting - men hun mente det på en god måde.
Hun løftede et øjenbryn og smilte så igen, da han med alvorlig mine, gav hende hendes våben aka, pinden han lige havde knækket af træet. Hun nikkede et kort nik til ham, og stilte sig i angrebsposition. På 3 begyndte hun at hoppe frem af og stikke ud med pinden, da hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle gøre. Men hun begyndte at bløde op, og springe rundt, "Muhahahah, du skal aldrig messe rundt med en kvinde", råbte hun og lod som om hun havde støttet sit ene ben op af en liggendes mands bryst, og havde sat sit sværd - pinden - ved hans hals, under hagen.. Ligesom vampyr-piraten havde gjort mod hende. Hun kiggede over på vampyren for anse hvor mange han havde dræbt.

Will grinte muntert ved hendes svar. "Jammen Tak Tak" Smilede han muntert og hoppede til siden for at afværge et angreb fra højre. "Noope! Dont Mess Med Os!" Sagde han og 'stak' piraten ned med et nydeligt underhåndsstik. I lidt tid tænkte Will over om der overhovedet var noget der hed et underhåndsstik, og kom frem til at det var der ikke. Han grinede og betragtede hende med et smil. "Wohhw!" Sagde han og lavede en stolt stemme. "Og Piraterne er overvundet!" Afsluttede han og lod som om han talte til en besætning xD

Amelia nejede for ham, og rev igen op i jakken, som var det en kjole. Hun sparkede piraten - under hendes fod - væk, og lo en klangfuld ond latter. Hun smilte anerkendende til vampyren, og nikkede endnu engang højtideligt.
"Og hvad er så deres navn?", spurgte hun frydsomt, og kiggede på ham med et venligt blik. Det var længe siden hun havde haft det så sjovt, så hun ville da gerne vide hans navn. Han-vampyren, virkede nu også meget afslappet, hvilket hun godt kunne lide, da det også gjorde det meget lettere for hende.
Hun kunne mærke vinden tage fat i hendes hår endnu engang, og smilte over det.

Will grinede anerkendende. Folk plejede ikke at overgive sig og have den sjove flelse af at give slip på de alvorlige ting, det vvar det irriterende ved nogle vampyre. De var så 'gamle' og havde oplevet så meget. Og så var de bare blevet alt for alvorlige med tiden... Han smilede muntert. Will.. Eller William. Men helst Will" Sagde han med eet af de skæve smil som han benyttede mest. Will grinede svagt over denne pige, hun virkede anderledes. Og afslappet på en herlig måde. Han satte sig ned på stenen, men sparkede for en sikkerhedskyld lige en pirat væk så han kunne sætte dig xd

Hun smilte, "William..Will", sagde hun lavt, så hun bedre ville kunne huske det. Hun smilede til ham - et mere varmt smil, end hun plejede at smile til folk. Amelia havde den tro at man kunne afsløre alt gennem sit smil, så hun ville ikke smile sin varme smil til hvem-som-helst, men på en eller anden måde følte hun at hun kendte Will. Hun nejede svagt af ham, for sjovs skyld, kun satte sig over til ham, på stenen. Hun sad dog en halv meter fra ham, da hun ikke var ufattelig vild med nærkontakt.
Hun ville ikke sige sit navn, medmindre han spurgte, da hun ikke så nogen mening i at han skulle høre hendes navn, medmindre han selv ville have nytte af det.

Will smilede da hun mumlede hans navn. Han havde altid selv svært ved at huske folks navne når han så dem igen -.- Noget han virkelig hadede rigtig rigtig meget! Han nikkede med hovedet for sjov, efter hun havde nejet og kiggede ud over de døde pirater. De havde kæmpet godt og bla bla bla xD Alle de tanker fløj inde i hans hovede. Han kom hurtigt i tanke om at han ikke havde spurgt hvad hun hed. Det var også noget han tit glemte. Efter hna selv havde presenteret sig glemte han altid at spørge 'Hvad mig dig?' eller 'Hvad hedder du så?' osv. Han smilede ved sig selv. "Så.. Må jeg prøve at gætte dit navn?" Grinede han og kiggede spørgende , men muntert, på hende.

Hun klukkede - hvilket hun hadede når hun gjorde, da det lød forfærdeligt - "Det må du vel godt", sagde hun og prøvede at skjule et smørret smil. Hun vidste udmærket godt at man ikke kunne gætte sig frem til et navn.
Hun lagde hænderne i sit skød og kiggede afventende - dog smilende på ham.
Hun tog noget af sit hår ned foran sig og nussede det let.
Will var meget flink. Hun kunne godt finde på at stole på ham, men ville ikke forskynde sig.

Will kiggede på hende i lang lang tid for at finde et navn. Alle navne her i forks var komplicerede og ikke specielt lette at gætte. "Amanda?" Spurgte han med et grin da han egentlig godt vidste at hvis han skulle gætte hendes navn, ville det komme til at tage 1000 år. Will tænkte sig lidt om før han opdagede ironien i hans tanker: Det havde han jo også. Han kiggedce spørgende på hende, selvom han godt vidste at det mildest talt var umuligt . Der var folk som Claire der var et almindeligt navn her, og så var der folk som Salmoneus, der meslt lød som en influinsa medicin eller noget. Så det var svært at vide hvad hende her hed. xD

Hun rystede på hovedet, og lo kort, "Nej.. Er du sikker på jeg ikke skal fortælle det selv?", spurgte hun indbydende.
Hun smilede over navnet, da det egentlig var et smukt navn. Hun sukkede, og kom til at overveje om han måske have en evne eller noget, som gjorde at han vidste ting om andre eller og han kunne læse tanker, og at bare legede med hende.
Men alligevel, han var jo kun omega, og han virkede meget sødere end en der bare drevede gesser med folk.
Gav vide om han vidste at hun havde en evne? Han ville ikke finde ud af det medmindre han gjorde noget imod hende, for så tog hun den i brug.

Will lo igen og himlede med øjnene af sig selv. "Damn" Mumlede han muntert og satte sig tavs til at tænke over hvad det mon kunne være.. Amalie? Alice? Alyss..Nej Amber? Ailyn..Andersine xD Det gik op for ham at han kun tænkte på A navne. Men det virkede så utroligt rigtigt med et A. "Amalie?" Spurgte han med hævet øjenbryn .. "Nej Alice!" Udbrød han og grinte . "Nej .. Aner det ikke.. Du må gerne sige det xD ^^" gav han sig til sidst og sukkede over sig selv.

Hun kiggede anerkendende på ham, "Hold da op.. du har styr på de a-navne, hva?", hun smilede skævt, "Du er ellers tæt på, jeg hedder Amelia", sagde hun og smilede.
Hun var ret imponeret over at han var så tæt på at gætte. Amalie var extrem tæt på.. men det var de andre navne på den anden side også meget tætte på. Hun smilede, "Hvor gammel er du så.. Will?", hun smilede venligt til ham. Hun mente det mest på vampyr-alder, men alligevel også menneskealder.

Will grinede muntert. "Altså.. Jeg har drillet dig lidt" Smilede han muntert. "Du hedder Amelia Rosalie Turner, er 17 år, mor til Elizabeth" Han stoppede op og koncentrerede sig. "Du kan hjernemanipulere med folk..Altså forfolde dem psykisk smerte" Han rynkede koncentreret øjenbrynene "Og ja.. Du er alfa" Han træk på skuldrene med et muntert blik på hende. "Jeg ved ret meget om dig (;" Indrømmede han glad og vrikkede lidt med hovedet. "Jeg er selv 18" Smilede han og klappede begejstret som en lille dreng der lige havde set gaverne til juleaften. Han klukkede elegant og smilede.

Hun gloede måbende på ham - med let åben mund. Hun brød sig ikke om når folk vidste så meget om hende, men dog vidste hun at Will ikke kunne finde på at udnytte det - håbede hun da.
"H-hvordan i alverden ved du det?", spurgte hun forfærdet, men dog anerkendende.
Mon det var hans evne?.. Amelia vidste ikke at man kunne have evne som omega-vampyr..

Will kom til at grine. Han kunne ikke holde masken længere.. "Det kaldes reserch på alle fra forks.. Og som du ved har vi klæbehjerner xD Det med evnen fik jeg at vide...Fra... Øh.. Kan ikke huske hvem" Mumlede han og rynkede øjenbrynene sammen xD "Undskyld..Men det var SJOVT" Klukkede han muntertt.

Hun kneb øjnene sammen og kiggede på ham med et undrende blik, "Du er forvirrende..", hun havde en alvorlig mine, men kunne ikke lade være med at smile, "Sidder du bare og researcher om alle på Forks?.. og er der billeder der?, For jeg mener da at jeg har været meget hemmelighedsfuld omkring dét at flytte hertil..", sagde hun og nikkede og det hun selv sagde.
Hun trak benene op under sig - mod sit bryst - og lagde armene om dem, mens hun stadig kiggede på Will.

"imm" Mumlede han. "Vil du høre en hemmelighed? Jeg var engang Alfa" Han kiggede først på hende, og så ud over landskabet. "Men..Der var kamp..Og du ved, folk omkring mig blev..Flået i stykker og sådan. Jeg har en evne som den eneste Omega. Men den er hemlig, for ellers..Jae..Men jeg er jo kun Beta-Vampyr(Kalder det beta, fordi det hedder Beta og ikke Omega xD) " Han smilede skævt og hoppedened fra stenen inden han begyndte at gå lidt rundt omkring mellem træerne.

Hun rynkede panden, "Hvad mener du?", hun fulgte ham med blikket som han gik rundt, og overvejede hvad han lavede,
"Du er.. beta.. men du har været alfa?", hun satte det ene ben ned på jorden igen, "Eller hva?", hun kiggede spørgende på ham, og lidt efter tilføjede hun, "Tilgiv mig, hvis drysser salt i såret, men jeg er en meget ung vampyr.. Så jeg ved ikke så meget endnu..", sagde hun stille, dog smilende.
Hun synes han var ret forvirrende.

Will grinede let og nikkede. "JEg er fra Frankrig" Forklarede hanog kiggede på hende. "Jeg har aldrig været født som alfa, men jeg tog lederskabet så jeg blev..Alfaa..Ikke?" Sagde han og kiggede på hende for at se om hun fulgte med. "Og så.. Og så kom ham der rigtigt var alfa, og min rang rykkede UNDER ham..Så jeg blev Omega..Eller Beta! eller hvad i kalder det her i forks" sagde han og rystede på hovedet. "Det er ok..Det er meget federe at være uafhængig."

Hun nikkede svagt, for at signalere at hun fulgte med.
"Nårh, ja det kan jeg godt se..", hun sukkede, "Det er sikkert meget nemmere at være almindelig vampyr, så er man fri for alt det der æres-noget-halløj.. Selvom man så ikke har nogen evne, hvilket jeg har rigtig meget brug for, med hensyn til min datter..", sagde hun og rynkede på panden, og trak på den ene skulder..
Hun betragtede ham, som han gik rundt.. Hun vidste ikke rigtig hvad han havde gang i, men håbede ikke at han ville gå.