Drømmen om fortiden

Tid :: 2 om natten
Vejr :: Stjerneklart og fuldmåne
Sted :: Forks legeplads
Omgivelser :: Ingen andre end Claire

Claire var i sin egen lille drømmeverden, imens at hun sad på en af gyngerne på den store legeplads. Hendes nu isblå øjne lod til at være langt væk fra det sted hvor hun egentlig var. Det var derfor at gyngen nærmest kun bevægede sig i små bevægelser. Kun hendes ene fod ramte den hvide sne under hende og sørgede for den elegante bevægelse. Hun gennemtænkte alle de alfa vampyre hun havde mødt, i tankerne. Hun tænkte på hvordan det var at de så ud, da hun havde den gode hukommelse til at huske hver detalje. Hun tænkte på hvordan det var at de havde opført sig hver især til det møde hun havde med dem. Hun syntes at de alle sammen lod til ikke at lide hinanden nær så meget. Som om at de havde en særlig fjendtlighed overfor hinanden, selvom at de alle var den samme art. Alle alfaer, som egentlig skulle havde været mere rolige. Efter hendes mening i hvert fald. De skulle alle sammen havde ladet være med at tænke på hvordan de ville overtage hinandens 'områder'. De skulle havde stolet på hinanden og snakket mere med hinanden, så der i det mindste havde været et sammenhold!? Men lige pludselig kom Neox billed frem i hendes hoved og hun kom væk fra den lille trance hun ellers havde været i. Hun anede overhovedet ikke hvad det var at han lavede i Forks?! Hvorfor han overhovedet kom over til hende og sagde hej. Ja, det var dejligt at se ham, men alligevel sårede det hende på en eller anden måde.
Hun sukkede da det var at hun sad på gyngen. Hun begyndte at svinge sig lidt mere i den, nu hvor det var at hun kunne koncentrere sig om det. Hun tænkte lidt tilbage på fortiden. Dengang at de havde været sammen. Det fik hende til at smile, men alligevel vidste hun at hvis hun havde været menneske, ville tårerne begyndt at trille. Hun begyndte at nynne for sig selv, en vuggevise hendes mor havde nynnet for hende dengang hun var meget mindre. Dengang at hun rent faktisk var glad for hendes forældre. Lige på dette tidspunkt vidste hun overhovedet ikke at det var den vuggevise. Hun kunne bare huske melodien til den, prøvede at huske hvor det kom fra. For efterhånden som hendes indre blev vildere, blev hendes hukommelse omkring fortiden bare svagere og svagere. Godt nok lignede hun ikke en farlig tøs, men sådan var hun! Hun viste det aldrig. Man blev så let snydt af den søde udseendet tøs, med det uskyldige smil og stemme. Den måde hun var på, så legesyg.. men hvis man bare pissede hende af, på en eller anden måde. Var der nærmest ingen udvej længere. Ikke fordi at hun dræbte personen, nej, hun gik nærmere til tortur! Lod offeret overleve, men give en advarsel. Godt nok var det ikke sådan når hun var ude at jage. Det var mere brutalt og der døde personen netop!

Sneen begyndte at dale fra himlen og hun så lidt op imod skyerne. Men dog kunne man stadig se nogle få stjerner og fuldmånen ude i det fjerne. Hun smilte af det smukke syn. Hun lod tungen glide ud af hendes mund og fange en snefnug på den. Hun fik tungen til sig igen og sukkede. Det var nu hyggeligt at være alene nogen gange. Hun stoppede let med at gynge igen. Trancen var ved at vende tilbage i hende. Sådan var hun bare, drømmende.. hun begyndte at nynne imens at hun tænkte tilbage på fortiden. Prøvede at huske på sit menneskeliv.
I dag var hun iført nogle netstrømper, en sort nedringet kjole. Kjolen gik hende til midt på låret og var lidt puffet for neden. Der var flere lagt ovenpå hinanden, skiftede imellem farven hvis og sort. Den øverste del var let pyntet med snore bagpå. Det krydsede hinanden og man kunne se hendes pæne hvide hud der var fuldstændig ren. Ingen bh overhovedet. Men kjolen havde nu også en indbygget bh. Foran var der også nogle krydsede snore, der var der bare ikke en sløjfe som ved den bagerste del af det hele. Ellers havde hun lange sorte handsker på der gik hende over albuen. Der var ingen fingre i handskerne.

Da Claire hørte hans stemme, kom hun med det samme ud af hendes trance. I kort tid troede hun lige at hun drømte, men indså så at hun aldrig havde kunne sove i alle de år hun havde været vampyr. Hun var endnu ikke kommet i tanke om hvor lang tid det var at hun havde været vampyr. Men alligevel havde hun vel drømme? Hver gang at hun tænkte tilbage, kom der nogen gange andre billeder ind i hendes hoved, end det der var lige foran hende. Hun rejste sig elegant op da det var at hun indså at han var bag hende. Hun vendte sig om, mennesker ville havde gledet lige der hvor hun var. Men ikke hende, det var som om at hun stod på fast grund. Hun skævede let til ham og sukkede. ”Man behøver ingen grund.. når man allerede ved at ens hjerte ikke slog for en mere” der talte hun om ham. Hun mente selv at grunden til at han gik fra hende, var på grund af at han var vampyr og hun også. Hun så godt nok ingen mening i den sætning og havde kun bildt sig ind at det bare var på grund af at han ikke længere elskede hende, at han gik fra hende. Det havde såret hende dybt, selvom at man mente at vampyre ikke havde følelser. Så kunne de stadig blive såret meget dybt! Hun havde svært ved at tilgive ham, men på en eller anden måde elskede hun ham vel stadig? Men andre gange, var der en anden vampyr-fyr der kom ind i hovedet på hende. Det var nok ikke lige det hun skulle fortælle Neox. Hun huskede godt dengang hvor de havde været sammen. Hun havde følt sig så elsket fordi at han mente at hun kun var hans. Den måde han havde beskyttet hende på og så meget han var gået amok på dem som havde prøvet at røre hende. Selvom at hun selv havde kunne beskytte sig, var han altid kommet. Hun var tit kommet til at smile af det eller sådan noget. Men sådan havde det bare været. Hun indså at hun havde dagdrømt lidt imens at han havde set ind i hans øjne. Men med det samme lod hun som om at der intet var sket. Hun satte sig atter på gyngen, denne gang bare med fronten imod ham. ”Men hvad laver du overhovedet i forks?” spurgte hun roligt. Hun lod blikket glide videre ned imod sneen, da hun ikke kunne klare at se ind i hans klare og grønne øjne. Hun lod sine meget feminine støvler røre ved sneen. Støvlerne gik hende til op under knæet. Passede lige perfekt til hendes sorte kjole.

Bare tanken om at se ham i øjnene, fik hende til at tænke på at begå selvmord på en eller anden måde. At vide at han ikke elskede ikke mere var bare ikke rart at få i tankerne. Den lidenskab de havde haft sammen dengang de havde været et par? Hun havde troet at de havde holdt for evigt, lige netop på grund af at de var vampyre begge to. Hun havde set på menneskene, set dem blive knust på grund af at der var nogen der gik fra dem. Hun smilte nogen gange af det, på grund af at hun mente at hun havde det perfekt. Havde set mennesker ende lykkeligt med hinanden, dø sammen. Havde håbet på at det ville blive det samme med ham. Bare ikke det at dø gamle.. nej, dø i en kamp. Eller hvis den ene døde.. ville den anden gå samme vej. Hun havde de vildeste tanker nogen sinde. Nu hvor hun tænkte over det, syntes hun bare at hun havde været for overdrevet. Hun mente selv at hun havde været for ung. Selvom at hun også havde været vampyr i et godt stykke tid der. Men hun kunne overhovedet ikke huske om hun havde været newborn eller noget andet? Hun kunne bare huske selve kærligheden.

Hun havde savnet ham ja. Hun havde været i hendes tanker så mange gange. Så ualmindelige mange gange at Aro efterhånden havde spurgt om hun ikke tænkte på andet? Aro kunne jo læse alle former for de tanker man havde haft hele vejen igennem sit liv. Og i et godt stykke tid havde Neox kun været i hendes tanker. Men lige præcis der hvor han var ved at komme ud af hendes tanker.. dukkede han lige pludselig op? Da det var at han kom med spørgsmålet hævede hun det ene øjenbryn og rystede på hovedet. Hun rejste sig op og så lidt rasende på ham. ”Du kan sige hvad du vil!? Jeg tror ikke på ét et eneste ord! Du sagde at du ikke elskede mig mere.. jeg aner virkelig ikke hvorfor!? Men jeg vil heller ikke vide hvilken tøs der overgik mig!?” hvis hun havde været menneske havde tårerne trillet meget hurtigt ned af hendes kinder. Men sådan var det vel bare ikke for vampyre? De kunne ikke græde af en eller anden underlig grund. Hun trak dog vejret meget tungt da det var at hun nærmest kunne forstille sig hvordan det ville havde været hvis hun var menneske. I alle de år havde selv Aro prøvet at bilde hende ind at det ikke var på grund af en anden tøs. Aro havde godt nok ikke kendt Neox, men bare det han så i hendes tanker, fik ham til at blive bekymret for hende. Hun havde overvejet at begå selvmord, men der ville ikke rigtig være andre end Volturi der ville kunne gøre det. Og det var lidt svært når hun var gode venner med dem.
Imens at hun stod der og så på ham, kunne hun selv ikke lade være med at tænke på dengang. Dengang for længe siden hvor det var at hun bare ikke kunne fatte det helt.

Hun havde ikke troet på det fra starten af. Troede ikke på at det kunne være slut! Havde håbet på at hendes lille eventyr ville ende lykkeligt. Men fra det tidspunkt af hvor det var at han vendte ryggen til hende. Havde hun lovet sig selv, aldrig nogen sinde nærme sig kærlighed igen.
Den følelse hun havde haft i maven da det var at han overhovedet ikke så tilbage. Da det var at hun stod helt stille, helt frosset fast til jorden. Som om at hun bare havde sat rødder. De folk der var gået forbi hende havde troet at det var en statue fordi at hun stod fuldstændig stille. Men hendes blik var kun efter ham. Blev ved med at kigge efter ham indtil at han var væk. Hun havde haft sådan en stor trang til at bruge sin evne. Stoppe tiden og bare banke ham synder og sammen. Men der var bare noget der holdte hende tilbage. De følelser hun havde haft for ham! Hun faldt på knæ og så ned på jorden. Lige på det tidspunkt savnede hun at kunne græde. Hun kunne havde mærket at hun havde brug for det. Havde brug for at mærke tårerne strømme ned og lande på hendes hænder. Lande på hendes yndige hænder..