Ensomheden..

Sted. Skoven udenfor Forks
Omgivelser. Træer..
Vejr. Sol.
Tid. 14.27

Jamie gik stille gennem den mørke skov fyldt med mos bedækkede træer.
Kun ganske få steder kom der meget lidt lys gennem små huller i det tætte himmel tæppe af blade.
Hun så sig om med et trist smil, hun var løbet fra sin far.
Hun hadede ham som pesten.
Hun så sig omkring.
Alene.

Neox sad inde bag træerne og betragtede den unge pige. Hendes blonde hår vejede i vinden, i tagt med hendes sagte skridt. Han trådte frem fra sit skjul og så tørstigt på pigen. "Godaften" sagde han med rolig stemme.

Hun drejede forskrækket rundt og så på en dreng der var lige så smuk som Kyo.
"Øh.. Godaften.?" Sagde hun en smule forvirret. Var der kun smukke drenge i den her by?
Og hvad med pigerne? Hun blev trist ved tanken, hun ville jo være et uhyrer i forhold til dem.

En rysten gik igennem neoxs krop, da han mødte hendes blods liflige duft.
Det fik ham til at huske hvor lang tid siden han sidst havde drukket...
Hvilket bare fik hans tørst til at stige.
"Hvad laver en... smuk.. pige som dig herude på denne tid?" spurgte han.
Neox vidste at der var mange uskyldige personer i denne, provins by... Mennesker som havde familie og venner.
Men... en fortabt sjæl ville ingen savne.

Hun stirrede vagtsomt på ham.
Drenge havde aldrig set til hendes side.
Han ville nok voldtage hende xD!
"Jeg går en tur." Sagde hun og prøvede at virke rolig.

Neox rystede stille på hovedet. Hvorfor skulle piger altid lyve?
Han gik et skridt nærmere.
"Så du siger at du er... omkring 2 mil væk fra det nærmeste hus i forks, fordi du er ude og gå en tur?" Spurgte han roligt.
Hun dufter godt... perfekt aftensmad... tænkte Neox næsten savlende.

Hun bed sig i læben og så ned i jorden.
Her kom det.
"Faktisk nej, jeg er løbet fra min far." Hun så op med et trist smil.

Neox smilte, og prøvede at se forstående ud.
"Hva gjorde han da siden at du er løbet helt herud?" Sagde han roligt.
Han holdte hans spidse tænder gemt, fordi han ikke ville gøre pigen mere bange end højest nødvendigt. Han hadede når de skreg...

Hun kunne se at det forstående udtryk var falsk.
Hun overvejede at sige farvel og gå.
Hun bed sig ubeslutsomt i læben.

Neox rykkede tættere og tættere på, efterhånden som pigen blev mere og mere nervøs.
"Du skal ikke være bange for mig... jeg gør dig ikke noget" Sagde han med et lille koldt smil.
Han kunne se hvordan pigen bed sig i underlæben hver gang hun blev nervøs. En fordel mente han...

*Hvorfor skulle han sige sådan, hvis han ikke vil gøre mig noget?*
Tænkte hun forvirret, og så han kom tættere og tættere på.
Hun slog rædselslagen øjnene op. *Han vil gøre mig noget.*
Hun vendte om på tåen og løb alt hvad hun kunne for at komme væk fra denne gude smukke, men skræmmende dreng.
Hun spændede det bedste hun havde lært skoven, over den mossede jord med grene og rødder.