Gone forever

T: omkring middag
S: skoven omkring Lake Washington
O: skoven i guess og andre personer som nyder godt af den smukke natur
V: støvregn som sædvanelig

_______________________________________________________________________

Kate kom løbende gennem skoven, hendes trin var velplacerede og yderst stanhaftige, ikke en eneste gang valgte hun at sætte benen forkert.
Selv om hendes sind rasede af vrede var der intet at komme efter, selv i agresion kunne hun ikke skade sig selv nok, det var bare for umulig.
Hendes ben begyndte langsomt at ryste under hende, det sidste lager var opbrudt, det havde det været de sidste par timer, men sorgen, tabet havde fået hende til at forsætte, havde fået hende til at løbe.
MInderne alle store som små rasede igennem hende, fik tårerne til at løbe over ned over de blege, men æblerøde kinder.

Kat stoppede op, da hun nåede Taylor Flat, udsigten lå over lá Push, hun havde oftet sidet her oppe og ventet på at George skulle komme...

George kom springende inde fra en busk, hans bare overkrop var som altid nøddebrun og det store smil sad plantet på læberne, i hånden havde han en buket liljer

Tårerne løb ned af hendes kinder, hun kunne næsten mærke hans lune arme omkring hende hans bløde læber strejfe hendes hår, inden han langsom svang hendes op i luften...
Kate lod sig falde sammen på bænken og lod for første gang masken falde helt, der kom aldrig nogen her, hun havde ikke set nogen her, og ville nok aldrig gøre det, tårerne løb ned af kinderne, hun var mere sårbar end nogen sinde.

Terry havde forvildet sig ud i skoven, hvor hun ikke kunne kende stederne igen. Hun sukkede irriteret og traskede langsomt imens hun så sig opmærksomt omkring.
Endnu engang havde hun forladt sin lejlighed i vrede over en eller anden ubetydelig småting, så nu måtte hun trække noget af den friske, klare luft, og få styr over sine vrede tanker. Regnen kølede hende en smule ned, og det var hun yderst taknemmelig for.
Hun pustede noget af det våde hår væk fra øjnene og stoppet op da hun syntes at kunne høre nogen græde et sted langt væk.
Hun satte tempoet en smule op og gik efter lyden, nysgerrig efter hvem der mon kunne være.
Hun stoppede op endnu engang, da hun nåede frem til en pige der sad og græd. Terry mindedes at have set hende før.
*Shit..* tænkte hun, da hun aldrig havde været særlig god til det der med føleser og trøste folk.
Hun satte sig på bænken ved siden af pigen som hun ikke helt kunne sætte navn på, uden at sige et ord.

Kate sad og rystede hvis hun havde stået op ville benene være forsvundet under hende, men i stedet faldt hun nærmest sammen på bænken, hendes krop rystede af chok hvilket var tydeligt for en hver, hendes facade var som smeltet væk, men stedert her havde altid ladet hende slippe den.
Men pludselig ramte lugten af nyslået græs hendes næsebor, det var kun ulvene der duftede så'n, hendes ansigt fik samlet sig og hun vendte hovedet mod skikkelsen, som pludselig stod over for hende, hendes hænder rystede, men hun lod sig i påvirke af den anden pigen * hvem er det hun er Terry * eller også var det ikke hende, alle dem George havde præstenteret for hende gled ud i sandet og i stedet stod hans smilende ansigt bare som et stor sår inden i hende...

Tery blev næsten forskrækket over at pigen blev forskrækket, og hun lagde en beroligende hånd på hendes arm.
*Kate! Hun hedder Kate!* Terry blev næsten stolt af at kunne huske denne piges navn, som hun ikke havde vekslet mange ord med. I det samme vidste Terry også hvad det var hun græd over.
"Rolig nu Kate, du skal ikke blive bange for mig" Sagde Terry blidt med et lille betryggende smil.

Kate kunne mærke den indvendige glød brænde i hende hun burde blive siddende, burde give sig selv luft, men i stedet rejste hun sig, benene vaklede under hende, men ulvens duft vakte alt for mange minder, fik tårerne til at falde igen.
Hendes hænder rystede i det hun nærmede sig foden af skrænten, det ville være så nemt at falde, så nemt at forlade det hele, ikke engang en menpyr ville kunne klare faldet her fra.
En skridt og hun ville være ude over kanten, men pludselig lød hendes søsters steme som en bariere i hendes hoved, som en ordre der dvælvede * Katie det gør du ikke, stop det *

Kate nærmest vaklede tilbage til bænken og sad som en nøjenhed, takket være hendes søster stod hun her stadig, hvad ville han ikke havde tænkt, for første gang lagde hun for alvor mærke til pigen, og hun vendte det forgrædte ansigt mod pigen, her kunne hendes facade ikke skjule hende, hun var for udkørt havde grædt for længe til at hun kunne skjule de indre kvaler, og hele Lá Push vidste sikkert alt om George bort gang... " Hmm you Terry right og alfa " ved det sidste var det som om en hvis form for bebrejdelse flød imellem hilsnen.

Terry havde rejst sig da Kate havde, og holdt vagtsomt øje med hende, da hun trådte ud imod kanten.
Men Terry havde ikke tænkt sig at gribe ind. Hun havde ikke meget tilovers for folk der ville begå selvmord, for ifølge Terry var der i de fleste tilfælde mennesker der havde det værrere.
Men da Kate kom tilbage igen, kunne Terry alligevel ikke lade være med at smile lettet, det var aldrig let at se på når medmennesker havde det så skidt.
"Jo.. Det er mig der er Terry.. Og du er Kate.. George's.. kæreste" Terry bed sig i læben og kunne have skudt sig selv. *Ik smart at sige Terry din planke!* tænkte hun febrilsk og tjekkede hurtigt om Kate var Ok med det.