The forest

Kate bevægede sig igennem det lange græs, hendes ansigt bar som altid den velkendte maske, den smilende, den muntre. Fingerne kørte gennem det høje græs, duggen satte sig som små perler på hendes fingre, hvorefter de forsatte ned i græsset.
Lydene omkring hende var stærkere og mere intense om natten, det var som om alt først vågnede om natten, som om alt blev genskabt på ny.
Kate mærkede rystelserne igennem hende, mærkede hendes maske falde, slappe af. Her var hun sig selv, i et med omgivelserne, i hendes øjne kunne natten vare evigt.
En fugl lettede i budsakbet og fik hende til at snurre mod lyden, minderne ridslede ned af hendes ryg, fik hende til at krympe sig.
Følelsen af at være jorden alle trådte på ramlede ned over hende, men hun forsatte, forsatte med facaden, lod naturens vildtfarende veje ramme hende, den kølige facade der så smukt indrammede hendes spinkle og alt for smukke krop, lod hende forsvinde i det høje græs, lod hende blive en del af omgivelserne, skjulte hende.

Hendes skridt førte hende tættere og tættere på byen, byen som på mange måder skræmte hende. Det var flere år siden hun havde været der, kun svage minder mindede hende om livet i byen, svage minder som bestemt ikke var positive, men var der noget der var det, var dette liv en forbandelse, hun kunne ikke se andre fordele end det bånd der herskede mellem hende og hendes familie, men det var også det eneste.
Små og våde dråber begyndte at falde for himlen, og deres efffekt var underlig beroligende, som en vise, måske havde hun lige fundet det, som betød mest, alle lydende var som musik, bladenes raslen i træerne, regndråbernes falden, ildens knitren, alt var som et nyt eventyr, selv folks fodtrin havde hver deres klang.
Kate nåede hende bestemmelses sted, en gammel og knudret eg, som havde stået her siden krigen, dens blade foldede sig ud som store skyggende skygger, lod hendes gemme sig ind i kronen, hun var bladet selv.
HUn lukkede øjnen nød de forskellige indtryk, bød natten velkommen.

Kyo gik langsomt dog elegant, mens han tænkte åp den lille stemme der altid var i hans tanker. Han sukkede og kiggede så ned i jorden. Denne lille stemme sagde hele tiden Hold dig i live Kyo Og de tvar irriterende at han ikke kunne huske hvem stemmen tilhørte.
( Kursiv er Flashback, just so you now ^^ xD )

Klaverets musik gav genlyd i det store rum og de blege finger fløj nærmest over tangenterne. To små piger stod og kiggede på denne dreng der spillede klaveret og de smilte svagt. Det var også en dame, men hun smilte ikke nej hun græd. Kyo kiggede forundret på hende, men kiggede så på de to små piger der klappede glad i hænderne. Et lille smil formede sig om hans læber og de to små piger grinte en fin lille latter, som fyldte hele huset. Han rejste sig og bukkede let og gik mod døren endnu engang. Det var tid til at forlade dem i dag. Pigerne smilte ikke mere og moderen kiggede ud af vinduet uden at kigge på drengen.

Muren kom tilbage igen, så kold og hård som den nu var. Den ville ikke lade ham se mere af hans minder. Dette minde var dog ikke et menneske minde, nej der var ikke sløret. Han sukkede og lukkede øjnene i igen og kørte en hånd gennem sit hår. Det var en dårlig vane han havde fået. Han kiggede lidt frem og så en anden længere fremme. Det var en menpyr. Han smilte til hende og sagde ikke noget endnu. Han ville ikke gøre hende sur vis han nu forstyrrede hende. Han kiggede op på himlen og beundrede den.

Kate stod som frosset til grunden under hende, et bekendt lyd havde ramt hendes øregang, hun havde hørt disse fodtrin før, og ingen skulle sige hun ikke havde.
Trinene var lette, elegante og rolig, det kunne ikke passe, det kunne bare ikke være ham, en kulde løb ned af hende, og hendes ansigt slap masken og lod en enkel tåre trille, inden den igen sad der, kølig og rolig, klar til hvad der end ville kommme..

En famlie på fem sad samlet omkring det rundt bord, to små piger, deres ældre bror og deres forældre, stemningen var trykket, og sorgens dansede i luften.
Specilet den lille sorthåret pige så helt fortabt ud, og tårerne løb ned af de små æblerøde kinder, hendes blik var rettet mod broderen pludselig kom en såret stemme fra den lille pige " Kyo jeg hader dig" det var tydelig det ikke var ment som det var sagt, men fordi hun hadede ham for at tage afsted.
Pigens mor kiggede vredt på hende, men hun var ligeglad og stormede ned mod trappen for enden af gangen og op på hendes hendes brors værelse, og sank sammen ned i hans dyne, som han ellers lige så nydeligt havde redt.

Små lette trin lød på trappen, og en pige på højde med Kate kom løbende ind, hendes alvorligt og sårede ansigt mindede om Kates, det var hendes søster Maylane. Tårerne stod i stride strømmme ned af hendes kinder i det hun sparkede Kyos bagage hen i hjørnet, så alt indhold fløj ud af tasken.
" Han går ingen stedet Katie, jeg holder ham tilbage" hendes stemme var barnlig og bestemt, lige i det trådte Kyo ind på værelset han kiggede med dem begge med et forklarende blik, og satte sig på sengen mindet gled langsomt væk, Kyo havde fået dem til at sove og var taget afsted, på hovedpuden havde han efterladt en sang til dem begge.

Kate rodede i hendes inderlomme og fandt den lille afspiller hvor den lå i, var det ikke nr. 2 hun trykkede og et klavers klang bredte sig omkring hende, blandede sig med fodtrinenede der nærmerdede sig, hun var ikke i tvivl det måtte være ham, det kunne ikke være andre.

Kyo sukkede og var hurtigt oppe i et træ, han lod tankerne flyve og nynnede den sang han havde skrevet til de to små piger. Han havde glemt dem, men sommetider fik han flashbacks om dem og han prøvedet på at huske deres navne. Han sukkede og lukkede øjnene og fik et tænkende udtryk igen.
Han kunne ikke lade være med at tænkte på de små stemmer der sang til hans sang eller nynnede hans sang. Han kunne dog huske at den ene pige havde sort hår og den anden blond ligesom ham selv.
Han åbnede langsomt øjnene og man kunne se at han savnede sin familie,
men at han ikke ivlle volde dem mere smerte.
Han kiggede mod pigen, som lignede en af de små piger utrolig meget men dog kunne han ikke huske det ordenligt.
Et lille glimt af fortiden fandt sted i hans hovedet.

latteren der fyldte rummet og de små fodtrin der lød i huset fik ham til at smile. I dag var det hans fødselsdag, men han blev dog ikke ældre. Han kiggede på den lille mørkhårede pige der kom løbende mod ham, med armene udstrækt. Han tog hende op i sine arme og svingede hende en enkelt gang. " Her Kyo " sagde hun og smilte. Hendes små hænder holdte en maske som glimtede svagt. " den er magen til min og .."

Den lille piges stemme stoppede der og Kyo smilede endnu en gang. Han elskede dette minde. Den lille pige der smilte og man kunne se at hun elskede sin bror. Han grinte en svag latter som ikke kom så tit. Hans læber formede nogle ord, men ingen lyd kom fra dem. Han havde ikke noget at sige.

Kate kiggede op mod himlen, hvor stjernerne så langsomt begyndte at dukke frem under skydækket, tårene faldt da sangen begyndte at køre, hun nynnede stille med, indtil sangen kom til omkvædet, der nynnede hun ikke længere, men i stedet kom hendes blide stemmen begyndte at synge, normalt sang hun den aldrig, men lyden af hans skridt havde fået hende til at huske teksten, fået hende til at huske hver eneste strofe.
Kate kun mærke hans hænder der let lå over hende, mens han tålmodigt lærte hende at spille på klaveret, lærte hende at sætte dem rigtig, hvor ville hun ønske at han kunne høre hende nu.
Kat gled ud af skyggen og bevægede sig der over hvor skridtene var stoppet, sporet endet for foden af den gamle og krogede fyr, lugten af den stamme lugten af dens blade fik endnu et minde til at blomstre op i hende.

Kyo sad med Kate og Maylane i skødet, foran dem lå en gammel lærreds indbundet bog, hans stemme var den samme som altid munter og glad.
Kyo lavede stemmer til historie, og både hende og Mayla lå flad ad grin, og snart kunne heller ikke Kyo holde masken.
En kogle ramte Kyo i hovedet
Så vidt hun huskede havde han taget den med da han gik den dag for mange år siden, Kate sank for foden af træet og lod sig læne op af stammen, skridtende havde sikkert bare været endnu et spinkel håb, håbet på at hendes storebror ville dukke op, og sige til dem, at det hele nok skulle gå, at det hele nok skulle blive okay.
Masken gled længere og længere i takt med at hun blev mere sikker på at det bare havde været et spinkelt håb, endnu et gammel minder og hendes bror.
Efter at havde tjekket marsken for fremmede, lod hun parader falde, og tårerne trillede ned ad de samme kinder, de samme æblerøde kinder.
HUn stoppede højtalerne i ørerne, og klaveret lyd fyldte hendes øregang, en lille nynnen undslap hende..

Kyo kiggede på pigen, mens han langsomt kravlede ned fra træet. Han gik helt hen til hende og klappede hende på skulderen. " du skal ikke græde " sagde han og smilte til hende. Han havde altid været den som opmuntrede folk, men efter hans dyrebareste minder var glemt havde han ikke opmuntrent ligeså mange som han blegede at gøer. " du skal ikke græde " sagde han med sin blide stemme som lød som små klokker dog kunne man også høre det mandlige i stemmen.
Han kiggede på hendes sorte hår og fjernede så langsomt sin blege hånd fra hendes skulder.
selvom han vidste at han ikke var en god opmuntre prøvede han altid, selvom de ikke lykkedes så tit. Han sukkede en gang og lod sig sætte ned i græsset og kiggede op på den blå himmel.
Hans yndlings farver havde altid været himmel blå, rød og sort. Og han savnede alle de farver her i forks.
" her mangler farver" sagde han muntert og smilte til hende.
Det var en af de sætninger han altid brugte når han var med sin familie et sted, der var enten for mørkt, for lyst eller også manglede der farver.

Kate mærkede hvordan musikken langsomt byggede hendes facade op igen, langsom og roligt, den facade som hun havde lært fra barnsben,

Ret ryggen, smil, nej ikke sådan du må ikke gøre dig bemærket, Kyo træder ind af døren og hun glemmer alt og løbe ind i armenen på ham. Han løfter hende op og svinger hende rundt

Kate kunne havde skreget da stemme lød ved siden af hende, men hun gjorde det ikke, hun kunne havde slået denne skikkelse indtil han løb skringende væk, men hun gjorde det ikke.
Kate lod hendes ansigt vende sig mod den så velkendte stemme, hans berøringer var de samme, men alligevel manglede der noget,- kærlighed.
Kat sad bare og betragtede ham, ventede på at han ville komme med den gamle sætning, og den kom, hendes hjerte troede det skulle falde fra hinanden, det var virkelig Kyo, ingen andre ville sige denne sætning.
I stedet for at stoppe forsatte tårerne med at løbe ned af kinderne, forskellen var bare at det var glædes tåre.

Kate betragtede ham, han havde ikke ændret sig, jo hans ansigt havde, det var ikke det samme muntre mere, men det var stadig Kyo.
" Kyo " ikke et eneste ord mere pasere hendes læber, ikke et eneste bare ham " Nej Kyo der er mio. af farver, men lyt " hun smilte og nød træet grenes der langsomt bredte en klang ud over dem, det var ligesom tonerne på klaveret em mild sommer aften, KAt havde lige brugt hende ynglings sætning, Kyo havde tit overset det smukke, han ville havde farver, hun ville havde musik.

Kyo kiggede på hende og smilte. Han huskede denne sætning, men ansigtet ? han havde et stort hul i sine minder og han huskede kun tingene lidt efter lidt. Han kiggede rundt og lyttede svagt til musiken." her er masser af musik " sagde han og smilte ikke mere, den hårde facede var tilbage igen og han kiggede ned i jorden og beundrede den grønne farve. " Grønt er græsset, rødt er blodet og sort er jeg " hviskede han stille og smilte med en lille smil følelse. Han huskede disse ord fra dengang han var menneske og hans liv ikke havde nogen mening, men da han fik sine søstre havde hans liv fået mening igen men han blev nød til at forlade dem. Han var jo newborn dengang. men ikke mere, nu var han en alfa og det var en stor ting. Han sukkede og kiggede på pigen igen. " Ja, mit navn er Kyo. " sagde han stille og kiggede på hende igen. Et navn formede sig om hans læber men ingen lyd kom der fra dem. Kate sagde hans tanker og han smilte ved det navn. " Du er Kate, vis jeg ikke tager fejl " sagde han med et lille smil og sin formelle tone.

Kate lod langsomt masken komme tilbage, da choket over at det virkelig var ham havde fået tid, facaden byggede sig op, dannede et usynligt skjold omkring hende, lod den usynlige person overtage, en person der aldrig ville blive ladt mærke til, men bare set og glemt.
Som skyggen bevægede hun sig forbi folk, gled ud og ind af deres liv uden egentlig at vise nogen tegn på at havde været der, som en drøm kom og forsvandt hun.
Hendes dybtblå øjne skiftede farve en kort stund, hun havde ikke fået blod i flere dage, hvilket havde svækket hendes væsentlig, men alligevel holdt hun stadig stan, hun vendtede på at den årlige jagt season gik i gang så hun kunne få fanget noget vildt, de andre havde for længst fundet deres bytte i byen, men Kate vendtede så hendes angreb ikke ville blive opdaget, lige som jægerne måtte også hun holde sig til de rette tider.
Kate betragtede hendes brors facade, hvor havde hun savnet hans lyse stemme, han var ikke genialt til at spille kold, for at sige det rent ud var han yderst dårlig til det, men det var nok ikke det bedste at sige til ham efter så langt tid.

Hans læresætning, eller skulle man sige utrolige dålrig humor fik hende til at ryste på hendes lille ansigt, så de sorte hår legede let i vinden, hendes ansigt var stadig fuldstændig uberørt, hun tænkte kort over hans ord, inden hun besvarede hans dårlige og yderst irreterende sætning " Kyo sort er den forkerte betegnelse " hendes stemme var utrolig bestemt på dette tidspunkt, sort var bare ikke ordet hun ville bruge om ham, og han fik heller ikke lov til det.
Hun legede let med hende hår, en genial facade, som overhoved ikke vidste hendes rigtige tanker, Kate sagde intet da han nævte hendes navn, ingen former for smil eller noget bare en rolig facade " Hmm.. your right... hvor længe bliver du så i Forks nu?" hendes ansigt skjulte den indre frygt for at han ville tage afsted igen, det ville værre værre end at havde troet det hele bare var en drøm.