på tur i det vilde?

Dato: 27.12.09 søndag
Tid:11:12
vejr:overskyet
Sted:skoven nær en flod.
omgivelser:ingen udover Elizabeth
På:en lyseblå sommerkjole.

Eli gik lydløst gennem skoven. Det eneste man kunne høre var hendes
bankende hjerte, som bankede en lille smule hurtigere end normale menneskers.
Hun satte sig ned og begyndte at kalde på en kanin, via sine tanker, lidt efter kom
en sne hvid kanin frem bag et væltet træ og nærmede sig Eli, med usikre hop, og
kiggede sig bange omkring. Hun smilede beroligende til den, og kaninen blev mere
og mere beroliget af hendes smil og hoppede nu glad over til hende. Hun smilede venligt
til den, inden hun satte tænderne iden og sugede dens blod.
Da hun var færdig kiggede hun ned på den, pelsen der før havde været hvid var nu rød.
Normalt spiste hun ikke dyr, men hun var blevet tørstig og hendes mor havde ikke været hjemme,
og hun kunne ikke drikke alt blodet fra et menneske selv, så hun havde fundet på den her løsning i
stedet.

Rose kom stille gående i skoven, hun var i menneskeskikkelse og havde sit normale tøj på (se avatar). Hun kunne dufte en menneske, og en vampyr fra en og samme person. Hun gik i retning mod duften, hun rynkede lidt på næsen da hun stod helt foran personen. Det var en lille pige, hun smilte venligt og satte sig på hug foran hende "hej ... hvad hedder du så?" spurgte hun venligt. Hun havde en stor trang til bare at gå væk fra denne pige, hun havde ikke opdaget den døde kanin. Hun havde alt for travlt med at tænke over hvorfor en lille pige dog var alene ude her midt i skoven, hun snuste lidt til hende i smug for at prøve at finde ud af om hun var en vampyr eller et menneske. Det var svært at afgøre for hende da hun var ny i denne her verden.

Drakan trådte ud på en lille sti, der bugtede sig ud og ind, mellem de mørke stammer. Bladende var forlængst drysset af, og lå og rådende på den kolde jord. Hans klare øjne var rettet ligeud.. floden kunne ses længere fremme.
Han forsatte i sit ´rolige tempo, med rank ryg. Iført den løse skjorte, de mørke bukser og sko, så han ud som en tilfælge person der havde valgt at gå gennem skoven, i alt for lidt tøj, sådan en decemberdag.
Han fornemmede lugten af hund, og straks overskyggede den svage lugt at vampyr og menneske. Drakan rynkede kort på næsen.. - tænk at nogle kunne stinke sådan?? det undrede ham, at hundene selv ikke så ud til at bemærke hvor meget de stank..
Han trådte hen, til han kunne se dem, roligt lænede han sig op af træet, og så at ingen andre var omkring dem.. et koldt smil han i hans øjne..

Clary kom yndefuldt gående mod søen med blikket rettet mod skovbunden - eller rettere mod de slidte hvide kondisko hun havde iført sig. De mørkeblå næsten sorte stramme Jeans hun havde på var meget vel det eneste kønne hun rent faktisk havde på. Udover at de så lidt slidte ud altså. Hun havde også taget en sort top på der halvvejs gik ned over hendes bagdel. De unaturligt hvide og glatte arme virkede endnu mere hvide på grund af den sorte top. Hun knugede en tegneblok hårdt ind mod sig som gjaldt det hendes liv hvis hun tabte den på skovbunden. Hun mærkede fortiden trænge sig på men hun holdt den tilbage – på trods af at fortiden var omgivet af en tyk tåge var selv de mindste bidder af den som tortur mod hendes manglende hjerte. Clary sukkede indvendigt. Sukket blev til et host. Hvad fanden er det for en stank!! tænkte hun og bed hårdt tænderne sammen. Det var jo lige til at brække sig over! Hvis hun altså havde kunnet brække sig. Hvilket hun altså ikke kunne. Hun løftede nervøst blikket og fik øje på 3 personer omkring 50 meter far hvor hun stod. En vampyr, klart en alfa og han virkede bekendt. En Varulv. Og.. en hun ikke vidste hvad var. Hun kunne høre det nærmest summende hjerte men hun kunne også dufte, duften af vampyr om den lille pige. Clary knugede endnu hårdere tegneblokken ind til sig. Hun brød sig ikke om at være i selskab af andre. Hun havde aldrig haft nogen venner. Kun én bedste ven. Kun én bror. Og kun et par forældre. Hvoraf deres mor blev myrdet. Det var de ting hun huskede klarest af sin fortid alt andet lå hen i en tyk tåge. Hun trådte nogle få skridt hen imod dem. Hendes mørke fyldige hår var spredt ud over hendes skuldre og ryg og fik hende til at se endnu smukkere ud. Hun vidste bare ikke at hun var smuk. Hun havde altid betragtet sig selv som grim – hvilket gjorde at drenge tit blev pisset af, af det. Selv efter alle de år havde hun endnu ikke indset sin egen skønhed. For hende selv havde hun altid været grim. Clary vsr omkring 20 meter fra dem nu. Og genkendte vampyren som en af de alfa'er hun før havde set. Det gav en let gyse gennem hende ved tanken om at han var en Alfa.

Hun smilede til Roselinn. Hendes duft, var ikke nær så forfærdelig
for Eli, som for andre vampyrer. Hun lagde sit lille hoved let på skrå
og kiggede på hende med iagttagende øjne"Jeg må ikke fortælle hvad jeg
hedder, for min mor"sagde hun med sin lille baby stemme, og smilede som
en sol.
hun fik pludselig færten af to andre vampyrer og begyndte at blive en smule
nervøs og trippede lidt på sine små ben.
Hun fik hurtigt øje på dem, og betragtede dem let.*de dufter ligesom mor, så
må de også være lige så stærke som mor*tænkte hun, og kiggede sig diskret
omkring. Hendes mor ville blive rasende hvis hun opdagede at hun var gået ud
i skoven alene, og hun ville blive endnu mere rasende hvis Eli fortalte hende at
hun havde snakket med dem. Hun kiggede nervøst fra han-vampyre, til hun-vampyren
til hun-varulven.

Rose smilte sødt, det var en klog pige der hørte efter sin mor. Hun kunne dufte to vampyre, hun rejste sig hurtigt op og så sig alvorligt omkring. Hun havde ikke lyst til at være i nærheden af en igle, de gjorde mennesker fortræd bare fordi de var sultne. Hun fik øje på de to vampyre, hun skulede ondt til dem og holdte godt øje med dem. Hvis de var ude på noget var hun klar, hun knyttede hænderne og holdte dem ind til kroppen. Hun var kun lige ved at lære at styre sine følser, hun passede godt på ikke at forvandle sig foran den lille pige som hun havde svært ved at afgøre om hun var menneske eller vampyr. Hun holdte vejret og prøvede så at få sin vejrtrækning til at være rolig, hun talte til ti inde i sit hoved.

Drakan betragtede den. Det var til at få kvalme af.. ingen overdrivelse. Bare den måde de spå på hinanden.. den lille pigebarn, der smilede som en sol, som gjore at drakan fik lyst til at banke hendes ansigt mod jorden, til hun græd.. og så gadekryset.. det forbanedevæsen af en ulv, der stank som resten af slænget.. nej, det var for meget..
Drakan drjede hovedet, da han fornemmede en ny en.. endnu en vampyr - endnu en alfa.. han kendte hende.. eller han havde set hende før. til mødet. Hun så ikke synderlig stærk ud, og det ville ikke overraske Drakan hvis alfaen intet havde imod hunde.. Drakan ville tjekke det. Tjekke hvor den andens alfa's grænser lå..
Smilet bredte sig, da han så hvilket temperement der gemte sig i den latterlige hund, der i dette sekund stod som menneske ved siden af barnet.
Han trådte frem, med behersket rolighed.. hovedet på skrå. han snakkede til ulven. " Er der noget i vejen hund? " orderne var lette med en klang af dræbende kulde..
"Får du snakket med din lille baby ven? " smilet var forvandlet til en hånlig grimasse.. tonelejet var så Clary kunne høre det.

Rose bed sig i læben, hun måtte ikke forvandle sig hun måtte ikke forvandle sig. Hun så koldt på vampyrdengen "hvad rager det dig igle?" sagde hun bare. Hun ville gøre sit bedste med at styre sin vrede, hun ville ikke have at den lille uskyldige pige skulle se hende når hun var mest rasende. Hun så ned på pigen og derefter på vampyren, "er man bange for en lille pige siden du ikke tør komme tættere på hende?" spurgte hun med et skævt smil. Det kunne da ikke passe at han ikke turde komme tættere på, hun ville heller ikke bryde sig om at han gjorde det. Hun kunne knapt nok klare stanken fra den afstand han var på nu, hun rynkede på næsen.

Clary stoppede op 15 meter fra dem. Hun stod under et træ og iagttog dem. Hun kunne tydelig høre dem snakke. Og hun kunne også se at varulven måtte anstrenge sig for ikke at forvandle sig. Det var på grund af den lille pige tænkte hun. Hun rettede blikket mod den lille pige der smilede som en lille sol og hun tvivlede ikke et øjeblik på at hun ikke ville kunne gøre pigen fortræd. Det var ikke et menneske. Ikke en varulv og dermed ville hun ikke dræbe pigen. Hun var unik det kunne hun mærke. Clary hørte pludselig Drakan tale og mærkede en gysen indvendig ved lyden af hans stemme. Ligesom hun havde gjort ved mødet. Clary pressede hårdt tegneblokken ind til sig for at føle sig mere sikker. Hun kunne mærke at selvom ordene var rettet mod varulvepigen var selve meningen rettet mod hende. Hun kunne høre det på den måde han slyngede ordene ud. Og den der tone han havde. Præcist som hendes ældre bror. Hun vidste han ville afprøve hende. For at se om hun ville tage varulvens parti. Clary bed hårdt tænderne sammen. Hun nægtede at virke svag bare på grund af disse ord. Varulven havde intet gjort ham. Lige udover at hun stank som havde hun ikke taget et bad i årevis. Hun trykkede tegneblokken ind mod sig og kneb øjnene sammen til smalle sprækker og stirrede direkte på vampyren. Hun trådte et lille skridt frem men stoppede så op. Hun burde lade varulve argumentet være. Stå og lytte i stedet. Så derfor blev hun stående helt stille. Parat til at gribe ind. Kunne hun klare det hvis han angreb varulven? Hun kunne godt huske at der havde været noget med en varulv i sin fortid men mere huskede hun altså ikke. Clary knyttede hænderne om tegneblokken og forsøgte at forblive rolig. Hun ville ikke vise vampyren svaghed. Hun var trods alt en alfa. En svag en. Tænkte hun bistert men forsøgte at fortrænge tanken. Hvorfor havde hun aldrig stolet på sig selv i det hele taget? Hun hadede sig selv for ikke at være den hjertekolde vampyr hun burde være. Sådan var vampyrer. Men hun havde nægtet at tænke på sin bedste ven som følelseskold.

Eli lagde hovedet let på skrå, og fik et alvorligt blik i
øjnene som ikke hørte hjemme i et barne ansigt.
Hendes øjne var kolde og hun stirrede irriteret på
Drakan."Jeg er ikke en baby"sagde hun koldt,
og klart. Den kolde klang lød uhyggelig sammen med
hendes baby stemme, og fik det normalt til at løbe folk
koldt ned af ryggen. Hun gik stille hen mod Drakan og
kiggede op på ham med et bebrejdende blik"Hvem bilder
du dig ind, du er?"spurgte hun. Måske så hun lille ud, men
hendes hjerne var klog, og skarpere end noget andet barns.
"Det kan godt være du er lige så stærk som min mor, men
jeg frygter dig ikke" Sagde hun og så surt på ham. Hun vendte
sig om med ryggen til ham og gik over til en træstub og satte
sig på den. Hun havde sagt det hun ville sige og ville nu lade de
andre skændes videre. Hendes tunge gled over hendes små
hugtænder, noget enhver ville se hvis de kiggede på hende

Rose så forfærdet på den lille pige, det var ikke normalt at en lille pige på hendes alder kunne så mange ord. Hun tog et skridt tilbage fra pigen, men nærmede sig vampyren. Hun stod med ryggen til ham.

Drakan så på varulven.. hans øjne var glare som is.. en lille skjult flamme lyste ud af dem. hans mund var stadig i den kolde hånlige grimasse.. " Snak ordenligt tøs.." kulden hang om de få ord.. truende.. kolde og lige til.
dette var ment til ulven. den pige som åbenbart ikke kendte sin overmand.. endnu!
Han svarede ikke det andet.. men ja det var sandt! Drakan hadede børn, ja og han afskyede dem ligefrem. alt ved dem! om det så var en halv vampyr, han var ligeglad.. - der var jo nok en mening med at vampyre ikkekunne få børn? hvorfor så forsøge alligevel?? Øjnene rykkede sig ned på den lille pige.. hvorfor hun stilte sig så tæt på, vidste han ikke. Sådan nogle små bæste burde holde de minimum 3 meters afstand, i følge ham selv. Drakan sagde intet, gjorde intet.. ikke før pige havde sat sig.. og ulven havde vendt ryggen til, sneg han sig som en skygge mod pigen. han var hurtig, og det var ikke svært at se at han var alfa.. Drakan trådte med et koldt grin over bag den lille unge, og greb hende om nakken, løftede hende op.. så hun hang og dinglede i luften.
"Gider du gentage det.. jeg fik ikke fat i det hele! " hans stemme var kold og rolig.. Hvis den stinkende hund nærmede sig, ville det gå ud over Pigen.. det fortalte hans øjne tydeligt!

Rose sprang frem og forvandlede sig til en ulv, hun var kulsort ikke helt så stor som andre vareulve men stor alligevel. Hun kunne ikke styre sin vrede mere, og viste tænder. Hun knurrede vredt af vampyren for at sige han skulle slippe hende, hun gik tøvende et par skridt mod dem for at se om han gjorde den lille pige noget. Hvis han så meget som bare rørte hende ville hun flå hoved af ham.

Clary stod helt stille med sammenbidte tænder og stirrede på sceneriet. Hun spærrede øjnene op da den lille pige – halv vampyr – lige pludselig hang og dinglede i luften fra Drakans hånd. Der gik to sekunder. Lige efter han havde udtalt ordene var Clary 2 meter fra dem. Hun stirrede vredt på Drakan. Hun var vred over den lighed der var mellem ham og hendes bror. ”Lad hende være … hun har intet gjort dig!” hvæsede hun og var overrasket over sin egen rolighed. Det måtte være fordi hun lod som om han var hendes bror. Men det var han ikke. Han var meget stærkere. Han var ondere. Hun bed hårdt tænderne sammen. ”slip hende” man kunne tydeligt høre den beordrende tone i hendes stemme. Hun havde knebet øjnene sammen til smalle sprækker og så på ham med gloende had og alligevel en unaturlig rolighed. Hendes aura slog om hende og udfordrede tavst Drakans aura til en lydløs kamp om styrke. Hun var næsten sikker på at han var stærkere end hende. Hun havde aldrig kæmpet sådan rigtigt mod en vampyr eller varulv før. Hun brugte altid sin evne. Hun var ikke ekspert i at kæmpe. Eller slås for den sags skyld. Med et gik ét gik det op for Clary at hun truede ham med en sær tavshed. Den beordrende tone hun havde haft havde haft et strejf af udfordring. Som om hun ville vise at hun var stærkere end ham. Lille forpjuskede Clary udfordrede en der med sikkerhed havde kæmpet mindst en million gange før. Hun sukkede indvendigt. Hun vidste ikke hvordan hun kæmpede.. sådan rigtigt i hvert fald. Men når hun brugte sin evne var der intet der kunne stoppe den. Den var immun overfor andres evner. Hvis hun fx tegnede en klon af sig selv ville den ikke blive påvirket af andres evner. Eller det afhang af hvilken slags evne det var måtte hun huske sig selv på. Hun var ikke uovervindelig. Hun kunne bekæmpes let. Clary så vredt på ham. Pigen havde ikke gjort ham noget! Han nød dette her! Hvordan kunne han nyde det!! Hun mærkede et strejf af frygt glide hen over hende. Han var den type der elskede at dræbe. Den type der elskede at gøre andre fortræd. Det havde hun vidst lige fra første øjekast på ham. Fordi hendes bror havde elsket at gøre folk fortræd. Derfor. Hun ville ikke lade ham gøre den lille pige fortræd. Ulven havde fuldstændig passeret hendes tankegang. At Roselinn havde forvandlet sig var ligegyldigt for hende. Varulven skulle holde sig væk.. hun stank af rådden fisk og... tænk på pigen idiot! hvæsede hun til sig selv i sine tanker.

"Du hørte mig vidst godt første gang! Eller
er du stok døv?"spurgte hun koldt. hun kiggede
over på Rose, og læste hendes tanker, da hun var
i dyreskikkelse nu. Hun lo stille. Hendes blide latter
gav genlyd i skoven"Hun siger du skal give slip på
mig. Men jeg kender din slags type, det gør du ikke!"
Hun kiggede på ham"Hvordan kan du hade noget, som
du selv har været?"spurgte hun undrende, men irriterende

Drakans øjne flakkede på dem alle.. men ja. han nød det. nød dette kaos af forskellighed, af styrke og af afmagt! sådan var han bare, og grunden kunne han ikke forklare. Han overhørte Clary i starten, samt den lille pige. Kiggede bare smilende på hunden.. men et beklageligt frydefuldt blik! Så så han på Clary "Ikke gjort noget? kære frk. se dig om, før du bryder ind som helt, vil du? et drillende glimt sad i øjnene.. så så han på pigen, han havde i sin hånd.. " Nu skal du prøve noget sjovt tøs! svarede han med et smil. Gik hen til floden.. Han havde hende med, så greb han hende.. Tvang hende ned og hviskede hende i det ene lille øre "Nu håber jeg du kan lide vand.. " før hun kunne nå og svare pressede han det lille børnehoved under vand.. det fremkaldte små bobler. han så sig over skulderen " Nærmer i jer, kommer i selv til at bære liget hjem! det var en trudsel, noget han i den grad mente!!
HAn holdt stadig barnets hoved under vand.. velvidende at barnet også var menneske, også kunne kvæles.. Dog havde han ikke tænkt sig at lade hende dø.. ikke denne gang.. bare skaffe sig lidt koldblodig respekt

Clary hvæsede lavmælt da han gjorde det. Det var nærmest som om der var gået under et sekund før hun pludselig havde en blyant i hånden og havde åbnet tegneblokken. ”du vil fortryde det her… Drakan” hvislede hun faretruende roligt. Blyanten gled uden problemer hen over blokkens lige før blanke side. Hun tegnede ufortrødent og vredt. Hun mærkede roligheden glide hen over hende som et skjold. At tegne beroligede hende. Det gjorde at hun kunne tænke mere klart. Hun tegnede noget hun aldrig nogensinde havde tegnet før. Hun bed hårdt tænderne sammen og koncentrerede sig om tegningen. Hun lod blyanten bestemme hvor de forskellige streger skulle være. Blyanten havde overtaget hendes frie vilje. Hun hørte boblerne fra vandet endnu tydeligere end hun havde lyst til. Hørte det lille summende hjerte. Hun måtte tage sig sammen. Stregerne tog hurtigt form på papiret. Hendes øjne gled hen over det ligeså hurtigt som blyanten gjorde det. Hun så op på Drakan.. mærkede hadet gennembruse hende. Men det var et gammelt had. Til en der ikke var der mere. Det gjorde hende endnu mere rasende. Clary løftede hånden og pressede den ned mod papiret. Rakte hånden NED i papiret. Hun løftede blikket mod Drakan. Hev hånden ud af papiret og holdt noget i holden. Det var en dolk. En dolk der lyste. Hendes brors dolk. Det gav et sug i hendes underliv men hun skubbede tanken fra sig. Der var en grøn smaragd på dolken der var formet som et kranie. Et svagt lys kom fra dolkens ægge. Pegede med den på ham. ”Jeg advarede dig” hvislede hun. Clary bladrede i blokken uden at se på den. Hun trak hånden tilbage og førte den derefter frem med et hurtigt ryk uden overhovedet at tage sigte. Det behøvede hun heller ikke. Hun huskede sin bror ord lige inden hun slap dolken: Clary du har det i dine instinkter i dit blod, dolken er skabt af os, det er os der føre den og os der bruger den. lige før han havde presset dolken ind mod i hendes hånd. Clary så dolken og blev overrasket over at dolken ikke var ude efter Drakan – det havde set sådan ud da hun kastede den. Nej i stedet susede den ned og ramte Liza lige i ryggen. Hun gispede og spærrede øjnene op. Det var kun kortvarigt før hun lagde mærke til at dolken var forsvundet. Men at Liza ikke længere var i Drakans greb. Hun var pludselig rykket en halv meter væk men var stadigvæk ved bredden. Dolken var til gengæld væk. Clary smækkede blokken i. Og stønnede over de kræfter hun havde brugt på lige denne tegning. Hvad fanden var der sket ?! hun måtte anstrenge sig for ikke at knække sammen. hendes ben havde svært ved at holde hende oppe trods hendes styrke. det var DER hun så en rød plet på Lizas ryg. men blodet så gammelt ud.

Amelia løb i vampyrfart igennem den store skov.
Hun kom hjemmefra. Hun havde lagt Elizabeth i seng, og troede at hun sov.. På et tidspunkt ville hun ind og tjekke til hende, men hun var væk, så Amelia løb hele Forks rundt, for at finde hende. Hun tænkte at hun nok var i skoven, da Eli kunne snakke med dyr.
Hun kunne lugte en stærk lugt af alfaer og en hund?! Midt i lugten kunne hun lugte den velkendte duft af hendes lille datter.
Amelia kom lynhurtigt tættere og tættere på, og lugtene blev stærkere og stærkere. Det sved i næsen, pga hunde-lugten. Hun kunne vælge at holde vejret, men så kunne hun ikke følge sin datters lugt. Hun var desperat efter at finde sin datter og håbede ikke at hun var kommet op at toppes med hunden.
Hun kunne se skikkelser gennem grenene og gik ned i menneskegang. Hun studerede det, og kunne ikke se sin lille datter. Der så ud til at være en meget anspændt stemning, og det så ud som om der var sure miner.
Hun gik tættere på og kunne nu se Elizabeth - med hovedet under vandet. Amelia stivnede og kunne mærke vreden bluse op. Hun kunne se at der kom bobler op fra vandet, så hun var stadig i live.
"Slip hende!" væsede hun, og trådte ud fra skoven. Hun kiggede direkte på alfahannen, som hun kunne genkende fra alfa-mødet. Hun havde dog ikke troet at han ville slå et lille barn ihjel, og hun havde svært ved at tro at Elizabeth ville kunne fremprovokere sådan en ondskabsfuld vrede.
Det så dog heller ikke ud til at alfa-hunnen var specielt glad for Drakans døds-akt.
Amelia var bekymret for hendes datter.. Elizabeth var det eneste hun havde. Udover hendes familie i Danmark, men de var jo mennesker. Dog viste hun ikke hendes bekymring, da hun så det som en svaghed - en svaghed enhver ville udnytte.

Lyden af vinden var det eneste man kunne høre, han var lydløs og elegant. Han havde hørt stemmer da han gik i udkanten af skoven og den ene stemme kendte han faktisk også nogle af de andre men han koncentrede sig kun om den lille stemme. Lygten af hund og alfa'er ramte ham, men han var ligeglad.
Da han kom til der hvor de alle var stirrede han med Afsky på alfa'en som holdte Eli under vand ( Drake) En brummen kom fra hans bryst og han ville springe på Drake, men han havde hørt hva han sagde.
" Slip hende !" brummede han og kiggede med flammende øjne på hannen.
Selvom Eli ahvde advaret ham, om at hendes mor ville rive ham i små stykker vis hun vidste at han havde talt med hende, var han ligeglad.
Han kiggede hurtigt rundt på alle der stod der. De lignede alle nogen som ville gøre alt for at hjælpe hende.
Han kiggede med afsky på Drake og var i angrebs stilling. Han ville ikke lade ham dræbe Eli.

Rose tog tøvende to skridt frem mod vampyren der havde den lille pige under vand, hun knurrede vredt for at fortælle ham han skulle lade hende gå. Tænk at være så led mod sådan en sød pige, hun kunne ikke fatte det. Hun sig sig omkring *adr ... igler overalt* tænkte hun og gyste let, men så så på vampyren igen (drakan) hun ville ikke lade de andre igler forhindre hende i at gøre det hun ville. Hun gøede vredt og tog et skridt til mod ham, hun blottede sine skarpe tænder for at vise hun ikke var en man skulle spøge med når hun blev vred. Hvis han ikke snart tog den stakkels pige op af vandet ville hun springe på ham og slå ham væk fra hende, og jage ham langt væk fra den lille pige.

//OOG. der er virkeig INGEN der har læst mit indlæg vel?? FOLKENS XD Jeres indlæg lyder lidt dumme når man har set mit ^^'//

//læser dem da ved bare ikk hva jeg ska svare når jeg jo er varulv og rose nægter at snakke med vampyre med mindre det er nødvendigt ? Oo´//

//det er bare det at ligenu ser det ud som om at Liza ligger en halv meter fra ham på flodbredden xD altså i ser en let illusion der forsvinder om lidt hvis knægten snart svare Oo//

// Nårh.. jeg troede kun at det var Drake der troede at hun lå væk.. jeg troede ikke det påvirkede os andre >.< //

//Vi ska nok lægge mere mærke til dig, men rose snakker stadig ikke med vampyre med mindre det er højst nødvændigt eller de ikk drikker blod XD//

Eli havde hurtigt vredet sig fri, under alt kaoset, og svømmede hurtigt langs bredden. Det eneste der afslørede hende, var hendes hjertes banken. Hun fik hevet sig op på land et stykke fra alle de andre, og kiggede på dem med store øjne. Lidt efter stod hun ovre ved sin mor og tog hendes hånd og kiggede smilende op på hende