En ganske almindelig gå tur i skoven, eller hvad?

Sted: Skoven
Omgivelser: træer
Vejr: Overskyet
Tid: 22.06

Manoti gik langsomt ind i melllem de mosbedækkede træer.
Hun så op mod den grå himmel der gav hende klaustroforbi.
Hun skuttede sig og så ned på sine sorte converse.
Sikke en lorte by Tænkte hun surt og stirrede vredt på et træ.

Kyo gik gennem skoven i menneske tempo, mens han nynnede for sig selv. Han betragtede svagt de mosbedækkede træer og syntes at det var en smukt syn, som man skulle være glad for at se. Han kiggede op på himlen der var grå og det var nok ikke lige den perfekte himmel. Han havde lært at kunne lide byen Forks, men han syntes stadig at der var nogle ting der kunne gøre bedre i den. Kyo kiggede lidt rundt og så et menneske mellem træerne, så han stoppede op og betragtede hende. Hun så ikke ud til at være glad for at være her og det fil ham til at smile svagt.

Hun sukkede og sparkede til en gren.
Hun havde lyst til at græde.
Jeg må være stærk. Tænkte hun og rettede sig op.
Men.. Det hele er jo gået så forfærdeligt siden mor døde.. Du kunne vel græde bare en tårer.. Hun fik et sårbart udtryk og kryppede en anelse.
Aldrig. Tænkte hun og rettede sig op.
Hun gik videre efter at have gået i stå pga sin tankegang.

Kyo kiggede på hende og kunne næsten se sorgen omkring hende. Denne pige vidste hvad der mentes med at have mistet en meget dyrebar person. Han smilte svagt og fylgte lydløst efter hende. Da han ikke ville forfæle hende mere, kom han langsomt frem bag et af træerne og kiggede smilende på hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige, så han ventede på en reagtion fra hende. Han kørte en hånd gennem håret og lænte sig rolig op af et træ mens hans smil var venligt.

// nu ryger Krea'en O.o

Hun så op og standsede.
En dreng smukkere end hendes fantasi.
Han tog vejret fra hende.
Hun gav ham elevator blikket et par gange inden hun gik videre.

//Nice :b

Kyo grinte lidt af hendes blik og fulgte hende med øjnene da hun gik. " og hva laver du så her ude ?" spurgte han med sin silkebløde og rolige stemme. han kunne ikke lade være med at smile fordi at hun virkede så sorgfuld og stadigvæk prøvede hun at styre alle sine følelser, man kunne læse det hele i hednes ansigt.

// kun liidt xD

Hun svarede ham ikke men gik videre.
Hun stirrede ned i jorden.
Hvad var det lige der skete der!? Tænkte hun forskrækket.
Hun havde trang til at kigge tilbage, men lod være.

Kyo smilte svagt og satte sig op af træet. Han ville ikke følge efter hende, vis hun ikke vrød sig om det. Han sukkede svagt og kiggede op på den grå himlen, den lignede sig selv. " frygt.. ingen kender dette ord så godt som jeg " startede han og smilte svagt. Han digtede ikke så tit, men lige nu fik han lyst til det.

"Du ved ikke engang hvad det ord betyder." Sagde hun og vendte sig om.

Kyo så roligt på hende og smilte bare " hva betyder det så, om jeg må spørge ?" sagde han venligt og begyndte at digte indeni. Han smilte ikke mere, men kiggede alvorligt på hende.

"Det jeg siger." Sagde hun.
Hun fik en beskyttende og hård facade.

Kyo kiggede på hende og smilte svagt.
" må jeg høre hvorfor du siger det ?" sagde han
og kørte en hjånd gennem sit mørkeblonde hår.
Han smilte ikke mere, han betragtede bare denne sørgmodige pige.

Hvad var det hun lavede?
Var hun ved at fortælle det hun holdt hemmeligt for alle andre, til denne smukke dreng.
Nej. Tænkte hun beslutsomt.
Hun så køligt på ham.
"Hvorfor skulle jeg fortælle dig det?" Spurgte hun en anelse hånligt. "En vildt fremmed?"

Kyo kiggede på hende og lagde hovedet på skrå.
Han viste ingen følelser eller venlighed lige nu.
" fordi at du sagde mig imod " sagde han bare
og kiggede op på den smukke himmel.

Hun smilte uden glæde.
"Går det dig på?" spurgte hun og lænte sig op af træet.
Hun havde mest lyst til bare at få det hele ud, men så ville hun være svag.
Det var sådan hun var opdraget, vær stærk eller tab.
Men hun havde også trang til at løbe, af et underligt instinkt.

Kyo kiggede på hende og smilte sit uimodståelige smil til hende.
" ikke det midnste " sagde han og satte sige ned på jorden,
mens han kiggede på hende med et lille glimt i øjet.
Han kørte en hånd gennem håret og kiggede op på himlen.

Han stoppede hendes vejrtrækning og hendes hjerteslag blev højere for hvert slag.
Hvad sker der for dig? Tænkte hun panikslagen og taknemlig for at hun stod lænet op af et træ.
Hun valgte ikke at svarer men i stedet se væk, ind i den grønne skov der gav hende mareridt om natten.
Hun gøs.

Kyo kiggede på hende og studerede hende svagt.
" du er bange for denne del af skoven ?" sagde han spørgende,
han kunne læse hende som en åbenbog da han havde mødt mange som hende i alle sine år. Alle de år han havde levet som vampyr og menneske.

"Den gør mig urolig." Sagde hun uden at tænke sig om.
Hendes facade var gledet fuldstændig væk.
Der var kun nysgerrighed omkring skoven i hendes blik.
Men også frygt.

Kyo kiggede på hende og lagde hovedet på skrå.
" hvordan gør jeg dig urolig ?" spurgte han
og smilte uimodståeligt til hende igen.
Hans blik gennem skoven og tilsidst hen på pigen igen.

"Med det der." Sagde hun og pegede på hans Læber.
Hun smilte charmerende.
"Men det er nu skoven der bekymre mig."
Hendes smil aftog en smule.

Kyo grinte sin fine latter, som ikke alle hørte.
" det skal du ikke være urolig for " sagde han og smilte.
Han kiggede på hende og lagde hovedet på skrå.
" den gør ikke noget når jeg er her " sagde han og prøvedet at berolige hende.

Hun rynkede panden.
"Hvad mener du?" Spurgte hun uforstående og kiggede på ham med åbenlys undren.
Han var sær.

Kyo rystede på hovedet og smilte bare til hende.
" hva hedder du ?" spurgte han og undlod at svare på hendes spørgsmål.

"Manoti." Sagde hun med endnu mere undren.
Han var sær, men spændende.
Hun gik hen og satte sig ved siden af ham.
"Hvad med dig, du sære fyr." Hun smilte halvt.

Kyo kiggede på hende og grinte så.
" den sære fyr hedder Kyo " sagde han og smilte.
Han var sær og det var hans navn også,
en Perfekt Match.

"Hyggeligt at møde dig sære Kyo." Grinte hun og så ud mod skoven.
Hun fik gåsehud.
Hun lynede den åbne jakke.
Det var som om nogen var der ude.
Eller noget. Hun .

Kyo kiggede på hende og smilte svagt.
" hyggeligt at møde dig Manoti " sagde han og nikkede en gang med hovedet.
Han kunne høre en lyd inde fra skoven og stirrede ind i den.
Selvom det var et dyr, var han på vagt.

Hun mærkede hans pludselige adspændthed.
Det gjorde hende nervøs.
Hun rykkede på sig og så sig om.
Det her er uhyggeligt.. Tænkte hun og gøs.
Hun overvejede at flygte, men han morede hende.