Menpyrer

Tid :: kl.16.00
Sted :: Queets River
Vejr :: Søen er frossen, det sner og overskyet.
Omgivelser :: Træer, sne og en frossen sø.
Påklædning :: En sort vinterjakke, jeans, hvid skjorte indenunder og sneakers.

Sneen lagde sig på søen og dækkede den helt. Han smilte ved synet af den sne dækkede sø. Kyo havde ikke helt vænnet sig til al den sne endnu, men langsotm vænnede han sig dog til det. Et snefnug landede på hans næse og han rynkede svagt på næsen. * sikke meget sne* tænket han og var hurtigt ud på den frosne sø. Han kiggede ned på den og kunne se en masse fisk der svømmede roligt dernede og det var da rart for dem. Kyo var ikke den der talte så meget, kun vis han havde nogen at snakke med ellers var han den meget stille type, men dog også den stærke. Han smilte lidt for sig selv og var hurtigt oppe i et træ hvor han sad og kiggede ud over det sneede landskab. Han havde kun mødt 3 andre som ham, men han havde været meget på vagt den gange. Han sad stille og spekulerede på om en af de mærkelig historier faktisk fandtes. Den om Menpyrer og Varnsker.
Han grinte hurtigt og betragtede så de små snefnug der dalede ned og lagde sig over alt, men dog spekulerede han stadig på en masse især om Menpyrer

En pige, en smule høj og rank som hun var, traskede hun ude i sneen. De lå højt, og smukt som et slags tæppe over jorden, som uden sneen alligevel ville have været forfrossen i denne vinterkulde, der tog til. Hun smilte let for sig selv, mens hun kastede et diskret blik mod himmelen og søen, som næsten smeltede sammen. Det var et smukt syn.
Maylana strakte let hals, mens hun betragtede den forfrosne sø. Den havde været hurtigere end Maylana havde forestillet sig om, at blive så frossen, som søen nu var. Hun så en skikkelse længere fremme, og hurtigt var skikkelsem væk igen. Det var som en lyn... Hurtigt ind, og hurtigt ud igen. Tanken slog hurtigt ned i hende. Blot ved den fart vidste hun hvad der var længere fremme. En vampyr!
Langsomt blev skridtene sat fremad. Hun ønskede at vide, hvem denne vampyr var. Hun rynkede let øjenbrynene. Hvorfor havde hun ikke lugtet den vampyr før nu? Maylana så mod himmelen. Det måtte være kulden og vinteren, som stoppede hendes sanser en smule, eller i hvert fald lugtesansen. Det var den eneste grund hun kunne komme frem til, så det måtte det være.
Vampyren var som forsvundet for hendes blik. Det slog ikke Maylana, at han kunne være i et af træerne. Hun troede han stadig gik rundt nede i sneen, men hvor skulle det være, når hun ikke kunne finde ham? Maylana så sig omkring. Hun var sur på sig selv, da hun ikke havde fulgt skikkelsen godt nok, da hun pludselig ikke kunne finde den skikkelse. Den vampyr. Hun lukkede kørt de gyldne øjne, og prøvede at lugte sig til, hvor han var. Han var ikke nede i sneen længere. Nej, han var oppe... I et træ måske? Hun smilte skævt for sig selv, og så så op, og der så hun en skikkelse, en dreng.. En vampyr!

Kyo sukkede og skævedet hurtigt ned, hvor han så en pige. Ikke en menneskepige, men en slags. Han kiggede nysgerrigt ned på hende og var så nede foran hende. " hvem er du ?" spurgte han og kiggede nuysgerrigt på hende. Han kunne lugte at hun var noget specielt, og det var slet ikke menneske, og dog. Han var ikke sikker og han ville finde ud af det. Hans blegede læber formede sig i et venligt smil og han havde på ingen måde lyst til at drikke hendes blod, nej han ville hellere snakke med hende. Hans øjne gled op og ned af hende en gang og så endte de meed at kiggede på hendes ansigt. Han sukkede svagt og ventede på et svar, men han var meget tålmodig i dag, så han kiggede på snefnugene der lagde sig svagt i hendes hår men kiggede så ud på søen igen. Kyo kørte langsomt en hånd gennem sit mørkeblonde, korte hår og kiggede kiggede på pigen igen. Han havde aldrig mødt nogen som hende før, hun virkede anderledes og dog ikke, hun vækkede hans nysgerrighed utrolig meget hvilket ikke var sket før i hele hans liv. Et nysgerrigt glim var der i hans øjne, da han kiggede på hende endnu en gang. * så anderlede og dog så magen til mig ?* tænkte han og skævede til hendes figur. Hun havde en lidt bleg hud, men også røde kinder, vis han ikke vidste bedere ville man skulle tro at hun var en vampyr men dog afslørede hendes duft at hun også var menneske. * hun kan da ikke være ?...* tænkte han og hans øjne blev spærred op i chok, men det varede ikke længe.* Menpyr?* tænkte han undrende og smilte så varmt til pigen.

Maylana ventede en smule med at svare på hans spørgsmål. Hun tænkte det hele igennem først. At have en spørgsmål som svar på hans spørgsmål ville være godt... Næsten perfekt. Hun lod et skævt smil træde til på hendes læber.
"Jeg er en simpel pige ude på en gåtur... Og må jeg have æren af at vide, hvem du så er?" Ved spørgsmålet, og den måde hun svarede på hang der en drilsk tone i det hele. Hun hævede savgt sine øjenbryn, mens hun blot let betragtede ham, som han sad der i træet og blot kiggede ned på hende. Hun brød sig ikke om, at han kunne se ned på hende på den måde, men alligevel var der noget over det. Han var jo alfa, ergo var han over hende, ikke sandt?
Hun vidste, at hendes lugt var anderledes end så mange andres. Hun vidste, at hun tiltrak meget opmærksomhed, skønt hun egentlig ikke ville have den. Hun kiggede blot op på ham, for at sige, at han var ens med ham, og alligevel ikke.
Der gik ikke lang tid, før Maylana så det overraskede blik i denne vampyr øjne, hans holdning. Maylana lagde hovedet let på skrå. Nej det var ikke blot overraskelse. Der lå mere i det... Det var nærmere et chok.
"Hvorfor så overrasket?" Stemmen flød ud i vinterluften, mod ham. Spørgsmålet var så harmløst, som om hun allerede vidste, hvad han tænkte, som hun ikke gjorde. Dette chok. Hvorfor mon han fik dette chok? Hvad var grunden? Havde han fundet ud af noget?
*Alfaer... Alle som en er de ens* Tænkte Maylana med himmelvendte øjne, men lod ikke dette fremtræde i hendes øjne. Det ville blot være dumt.

Kyo kiggede på hende og smilte så varmt til hende. Han skævedet op i træet hvor han havde siddet for to sekunder siden og han ville havde siddet der endnu vis denne skabning ikke havde gjort ham så nysgerrigt. " En der tænker over livet " sagde han og kørte en hånd gennem håret. Denne pige virkede så ligeglad med hvordan han så ud, og det glædede ham faktisk rigtig meget. Hun virkede også meget anderledes end ham og dog virkede de så ens. Hendes øjne virkede så bekendte og også hendes kinder. Den måde de rødmede i kulden på og den måde hendes øjne betragtede ham. " du virker bare bekendt" sagde han bare og ville ikke sige uderligere om det han troede hun måske var. Et smil bredte sig om hans blege læber igen og han kiggede nysgerrigt på hende endnu engang.

/// Ikke ligeså meget krea som dig O.o //

Maylana lyttede til denne vampyrs ord. Så det var livet han tænkte over? Det liv, som han egentlig ikke havde mere? Maylana kunne ikke lade være med at smile en smule større ved denne tanke. Dog lå der en svag kulde i smilet, som altid var der.
"Livet siger du? Livet som du ikke har på samme møde som for længe siden?" Spurgte Maylana med hovedet let på skrå. Hun gættede blot, at han nok var en gammel vampyr, men hun var ikke sikker. Det var altid bedre at gætte end at virke usikker. Hun rankede sig en smule, mens hun betragtede ham. De ligheder de havde, og dog. Han var helt vampyr, men hun var snarere kun halvt. Hun havde, som hun selv altid sagde, det bedste fra begge verdenen, velvidende, at hendes liv ville slutte en dag, som et menneskes, hvor imod hans liv ville forsætte i triste evigheder.
"Virker jeg så bekendt, at du får et chok af det?" Spurgte Maylana med en let stemme. Morskaben var til at spore i stemmen, som let og elegant flød ud i luften omkring dem. Den kolde luft. Hun hævede svagt sine øjenbryn. Hun lagde ikke skjul på, at hun tydeligt vidste, hvad han var, hvilket også førte til, at hun hurtigt kunne se, at han lagde en let skjul på, at han vidste, hvad hun egentlig var.
"Nogen savner menneskelivet, men jeg behøver ikke... Jeg har den del jeg behøver i mig hver dag..." Stemmen kom let. Maylana brugte det mest som et hint til ham, selvom hun allerede vidste, at han vidste det. Hun smilte let, et smil, der var blegnet en smule.

Kyo kiggede på hende, med et meget svagt smil. Han tænkte præcis på det hun havde sagt, det liv der ikke ville møde ham på hans vej mere. Han ville være forevigt ung og aldrig dø, måske ville han endna aldrig finde en han kunen tilbringe sine dage med. Hans smil var stadig på hans læber, men hans udtryk viste tristhed og sorg dog varede det ikke så lang tid før hans udtryk var glad og sorgløs igen. " jeg har en idé om hva du er ?" sagde han og smilte spørgende til hende. Han havde aldrig mødt en så gådefuld person som hende og dog kunne han se noget af sig selv hos hende men han ville ikke tro på det han tænkte. Han havde været vampyr i snart 25 år, dog var deet ikke meget men han havde lært en masse ting i alle de år. Så man kunne godt sige at han va ren gammel vampyr, men ikke i forhold til alle andre vampyr. " er du Menpyr? " spurgte han nysgeerrigt og kiggede på hende. Det var den eneste forklaring dog kunne han ikke finde en forklaring på hvorfor de lignede hinanden så meget ,men han ville finde ud af det på et elelr andet tidspunkt han havde jo meget tid til det. Han betragtede svagt de små snefnug der fløj omkring dem og landede overalt. De var som om at snefnugende invaderede hele jorden, men det var et smukt syn.

Maylana så på ham, roligt og med et let diskret blik. Hun betragtede ud af øjenkrogen den forfrosne sø, som kun ganske få dage forinden havde slået mod vandkaten med lette og vilde bølger. Hun lyttede til hans ord, som let fyldte stilheden ved Queets River.
"Sig frem... Hvad tror du?" Spørgsmålet blev båret af vinden. Selvom stemmen næsten havde været blot en hvisken, skar den alligevel klart og tydeligt igennem den kolde vintervind.
Maylana lod den kolde vintervind lege med hendes hår, få det til at danse let og elegant. Et lille og let smil spillede sig over hendes læber. Både roligt og let krudsedes hendes læber i smilet.
Der gik noget tid, hvor stilheden fik sin gang. Den hang tungt sammen med sneen, der dalede, og sammen med den kolde vinter, der nu havde for alvor sænket sig over den lille by, Forks.
"Og med det gæt, vinder du..." Sagde Maylana med en let stemme. Hun holdt stemmen med en knusende ro, men samtidig med et let smil over sine læber. Den rolige facade.
Hun betragtede let sneen, som faldt fra skyerne, som blev de små snefnug klamt ned... En efter en. Hun opfangede et snefnug, og så, hvordan det tyst og tavst faldt roligt til jorden.

Kyo kiggede overrasket på hende. Han havde aldrig troet at der fandte menpyre, men nu viste det sig at han tog fejl. Han sukkede og smilte svagt til denne pige. " hva er dit navn ?" spurgte han og kiggede nysgerrigt på hende. Han studerede hendes træk og kunne godt se at han var vampyr og menneske, men dog havde han ikke lagt mærke til det før. * menpyr* tænkte han spørgende.

// undskyld det er så kort.//

Maylana mærkede et let vindpust mod sin kolde og lyse hud, men som stadig holdt et svagt menneskelig præg over sig. Maylana så ned på sin ene hånd med både afsky, og samtidig en glæde, som tilfaldt, at hun egentlig holdt af, at være en Menpyr. På en måde var hun en af de levende døde, Nattens Børn, og alligevel holdt hun sig i det menneskelige, som disse vampyrer aldrig ville få tilbage. Dette udløste et smil over Maylanas lette læber.
"Menpyr, ja..." hviskede hun let for sig selv, iskold som den bidende kolde vinterkulde, der blæste hårdt imod dem begge. Maylana blottede svagt sine tænder. De var en smule mindre end disse rigtige vampyrers, men alligevel lå der noget faretruende over dem... Noget dødbringende! Hvor mange havde disse, ganske lidt mindre tænder end vampyrers, tænder ikke allerede dræbt?
Let lukkede Maylana øjnene. Hun lyttede til hans spørgsmål. Han ville altså vide det? Hun hævede ganske svagt sine øjenbryn, inden hun svagt åbnede sin mund.
"Maylana" Lød svaret ganske kort fra hende. Koldt og roligt. Det var en tone, som hun ikke havde brugt over for ham før nu. Den var lige så bidende som den kolde vind, og roligere end den tavse stille grav. - En grav hun kun stod med foden halvt i, billedlig talt.
Hun trådte et skridt tilbage med et stjålent blik på den forfrosne sø. Vinteren vandt til tider, hvor sommeren vandt andre gange. Det onde mod det gode.. En tanke, som blot holdt sig i Maylanas tanker. Hun tænkte aldrig yderligere over det, men alligevel fyldte det hendes tanker til tider... Rovdyret og mennesket. Et en smule større smil brød ud over hendes læber. Koldt og roligt hang det der, og svagt bar det en præg af venlighed.. Uimodståelighed! At vinde eller tabe... Evne eller ej.. Det hele kom, alle de modsætninger satte sig i hende, og så kunne hun stå her og se en lighed med en anden... En vampyr oven i købet. Hun så en smule spørgende på ham, men intet spørgsmål kom. Endnu i hvert fald. Let blev hovedet lagt på skrå, spørgende som blikket, som hang i hendes gyldne og rolige øjne.
"Og hvad med dit navn, vampyr?" Endelig kom spørgsmålet efter en tid, hvor stilheden havde været omkring dem, knusende for hvert øjeblik der gik. Ordet vampyr var kommet spyttende, hvæssende næsten. Hvad meningen var der, vidste kun Maylana selv, i sit stille og knusende stille indre, hvor kun uimodståeligheden holdt det nysgerrige og uvelkomne væk. Det var rart. At vide at folk ville ind, men ikke kunne få sig selv til det. De faldt altid i... En som alle. Uimodståelighed.
Hun lod en af sine fingre glide over sin egen røde næse. Den havde taget til sig af frosten. Hun rødmede i kulden som et menneske, men bevægede sig som en vampyr. Endnu et skridt tog hun tilbage, som skulle hun til at gøre noget. Hun bevægede let på sig, men lidt efter stod hun atter helt stille, som hun havde først. Tålmodigt afventede hun hans svar. Ikke fordi der lå en vigtighed i det, men det var altid rart at vide en smule om andre. Om de ville sige det eller ej. Hun rankede sig, så holdningen, der lå let og roligt over hende, holdt sig, som da hun var kommet.

//Gør ikke noget x3
- Håber der er lidt at svare på her? xD//

Kyo kiggede på hende og sendte et lille smil, dog ikke så stort som han kunne havde sendt hende. Han tyggede lidt på hendes navn Maylana, det lød bekendt og dog var han ikke sikker på at han havde hørt det usædvanlige navn før. " sikke et usædvangligt navn " sagde han, præcis lige efter han havde tænkt det. Kyo sagde ikke lige præcis det han tænkte, men denne Maylane fik ham til at tænke på en masse andet end han blegede. Et billede af en kvinde der skreg af smerter dukkede ligepludeslig op i hans tanker, et sløret menneskeminde, og hans hænder røg op i håret på ham. Han rystede hysterisk på hovedet og lod sine hænder hænge ned af siden på ham igen. " Kyo " sagde han og kiggede ned i jorden og prøvedet at glemme det forfærdelige slørede minde, dog kunne han ikke glemme kvindes skrig. Smerten, nøden og hjælpeløsheden kunne høres i det skrig. " nej. nej. nej. " sagde han lydløst og rystede hysterisk på hovedet igen. Snefnugende mindede ham svagt om den lille baby der kom ud af kvindes mave, dog havde den lille engle baby også røde kinder. Han sukkede og kiggede på Maylana igen, dog viste han ingen følelser mere.

// der kom liidt krea xD //

Maylana hørte så utrolig tydeligt hans kommentar af hendes navn. Han havde vel ret, men så hellere usædvanlig end almindelig. Efter Maylanas mening kunne meget nemt blive for... Almindeligt? Hun betragtede ham med et let blik der let hang på ham, og den hvide, men stadig mørke himmel, hvor sneen smukt dalede. Hun lod stilheden puste en smule ud, inden hun svarede.
"Ja, måske, men ville det ikke være kedeligt med et normalt navn?" Spørgsmålet tilfaldt kun ham, og roligt var det blevet stillet. I denne bidende hårde kulde, virkede hendes rolighed næsten som en tavs og gammel grav - Levende? Hun lod svagt et smil komme over hendes læber. Køligheden hang ganske svagt i smilet, men dog skinnede en venlighed igennem.
Hun hørte hans navn, og let spillede et undrende blik ganske kort igennem dem. Hun var altså ikke den eneste der havde et såkaldt usædvanligt navn.
"Kyo, siger du? Også et usædvanligt navn..." Mere tænkende lød disse ord. En bekendt følelse trådte frem dybt i hende. Navnet sagde hende noget, men minder ville ikke. (Flashback er i kursiv, så du ved det..)

Hun lød over trægulvet med sine nye sko. Smilet hang højt over hendes læber. Hun vidste hvad hun var.. Menpyr. Hun var godt nok kun 3, men alligevel vidste hun det. Hun var født som det, men kun på en usædvanlig måde... Hun holdt et let smil over sine læber, mens øjnene gled søgende igennem rummet. Et køkken? Det var stort, rumligt... Helt som det skulle være.
"Kyo!"
Et navn blev kaldt fra et andet rum. Dette navn... Det løb så dumt... Så sært, men alligevel gav det en følelse dybt i hende. Var det glæden, der kiggede forbi? Hun kiggede mod den nærmeste dør. Stemmen der havde kaldt dette navn var af en dame... En ung en, men stadig ikke for ung. Livet lå stadig foran denne kvinde, eller gjorde det? Det var ikke helt bevidst... Eller ikke ordentlig. Men hvem var drengen. Den lille pige hørte skridtene komme nærmere, og dørhåndtaget blev trykket ned...

En mur blev ramt. Sort, mørk og hård. Længere kunne Maylana ikke komme. Mindet var stoppet så brat, og alligevel var det blot et lille minde i hende, som egentlig ikke betød alverdens. Navnet Kyo kendte hun... Det vidste hun. Hvorfra var blot det, som hev hende mod det vildspor, som knækkede hendes tanker, der kørte på fuldtryk. Mørket lagde sig atter om mindet, og det blev utilgængeligt. Irritationen viste sig i hendes klare, lyse og gyldne øjne, som var uigennemtrængelige for enhver nysgerrig sjæl. Hun klemte hårdt øjnene i. Hvis hun dog bare kunne vælte den mørke mur... Trænge igennem mørket. Det var en umulighed, og det indrømmede Maylana irriterede. Hvis blot mindet havde holdt sig åbent, ville hun måske have fundet grunden til, hvorfor hun følte, at Kyo var så bekendt..
Overrasket åbnede Maylana sine øjne, da hun så hvordan Kyo teede sig. Hvad gik der mon af ham? Minder eller tanker?
"Kyo.. Hvad er der med dig?" Spurgte Maylana let. Det virkede ikke helt normalt, at han rystede så meget på hovedet eller hviskede frustreret for sig selv. Maylana sagde intet. Hun gav Kyo ro til tankerne. Lod ham tænke det igennem, som skulle tænkes igennem.

Kyo kiggede op på Maylana igen og smilte så undskyldende. Denne sætning havde han hørt før, en gang da han var menneske. " det er ikke noget " smilte han og kørte en hånd gennem håret. " minder " sagde han og kiggede op på himlen. Sætningen lød bekendt når den blev sagt med denne stemme.

Små fodtrin lyd gennem hele huset, mens en lille fnisen fuldte fodtrinene. Kyo gad ikke mere, han ville ikke mere denne dag havde været grusom.. Den lille pige kom løbende mod ham og klamrede sig så til hans ben. " kyo. hva er der med dig ?" lød denne lille fine stemme igen. Hun havde tårer i øjnene og hendes ansigt havde en såret grimasse. " jeg må afsted " sagde han bare og åbnede døren, Men den lille pige ville have ham til at blive hjemme. Hun skreg højt med sin fine lille stemme og moren kom gående og så lidende på sin Søn, mens hun talte. " Tag din ..."

Kvindes stemme forsvandt og han nåede ikke at høre hendes sidste ord. Han vidste ikke hva han lige havde set, men dog vidste han at det havde noget at gøre med det Maylana sagde og gjorde. Han kiggede på hende og smilte så. Man kunne ikke se på ham at han lige havde haft et Flashback, men alle hans tanker havde spørgsmål til ham som han ikke kunne svare på. Han ville have svar på alle sine spørgsmål.

Maylana mærkede det hårde stød mod virkeligheden efter flashback'et. Den bidende kulde havde en svag effekt på hende nu. Hun mærkede svagt kuldegysningerne dukke svagt op omkring på hende. Det var længe siden hun mærkede dette, men da hun kun var halvt vampyr, overraskede det hende ikke det fjerneste. Hun lod blot et let smil glide over sine læber, selvom hun ønskede at vide, hvad denne vampyrs navn gjorde i et af hendes minder. Hun så kort mod sneen, tæppet over den forfrosne jord. Let bed hun sig i læben, og så kort mod den lyse himmel. Skyerne hang tungt.
Tankerne gik sin langsomme og overfyldte gang. Der, hvor der plejede at være et stille sind, var der nu spørgsmål, som var hobet sig meget op. Det hele kørte rundt på en hurtig måde. Det smertede i hendes... Skubbede, trykkede og atter smertede. Hun lukkede halvt sine øjne i. Hun nyt billede slog sig mod Maylana. Et billede blev til ord... Ordene blev til virkelighed, som slog sig omkring Maylana, og trak hende dybt dybt ned i mørket.

En pige... En lille pige spillede sig op i Maylanas hukommelse. Lille var hun, og trist løb tårerne. Den dreng. Hun klemte om denne drengs ben, men intet navn kom... Maylana sukkede let, inden hun blev trukket længere ned.
Hårdt blev der klemt om hans ben, tårerne løb, eller dem der egentlig kunne komme fra den stakkels lille pige. Hun ville ikke undvære ham! Han var som et lys i hendes dage... I de mørke, triste, kolde og grå dage, som levede i hendes verden. En verden, som aldrig ville blive som andre børns. Hun vidste tydeligt godt, hvad hun var, men hun forstod ikke hvorfor hun ikke kunne få det normale liv, som de andre små på hendes alder kunne få.
Hun klemte hårdere om hans ben i et forsøg på, at få ham til at blive. Ordene kom i hendes tanker, men de kom ikke frem, kunne ikke. Bliv her! lød ordene bedende i hendes hoved, men forgæves. Tårerne holdt liv efter lidt op... Det hele skulle ses med oprejst pande. Hun rejste sig op, og trådte et skridt fra ham, til de begge nåede døren. Hun greb ud efter hans hånd, knugede den hårdt... Intet hjalp. Hans skridt blev ført væk, mens hun selv prøvede at holde hans hånd. Hun mærkede hvordan deres hændes gled svag fra hinanden.
"Kyo... Du..."
(Flashbacket er set fra Maylanas syn, men samme tid og sted som dit? xD)

Her blev det hele afbrudt. Ordene gled ud i den sorte intethed, som lagde sig som en sort tyk mur, som var umulig at bryde igennem. Atter forblev mystikken ved alle de hemmeligheder mystiske... Og spørgsmålene dukkede op på ny, hvorefter de hele tiden blev formuleret på en helt anden måde end den, som hun allerede havde formuleret de spørgsmål på. Denne aktivitet, som dansede vej igennem Maylanas tanker. Med et suk lod hun det hele komme på ny. Endnu var hun stadig i sin egen sorte intethed med øjnene hårdt lukkede i, i et håb på, at kunne gendanne billederne, eller komme ind i et nyt, men nej.. et hele holdt sig i et sort tåge, som tungt hang i Maylana.
Med ét gled Maylanas øjne op. Endnu et sammenstød med den kolde virkelighed slog imod hende, som var det store kampesten, der blev sendt imod hende. Med de gyldne øjne betragtede hun Kyo. Stadig blev der intet vækket i hendes bevidsthed, men på en måde var hun glad for, at hun kunne nyde denne virkelighed... Den rigtige verden og ikke de gamle billeder dybt i hende, som egentlig burde være glemt, gået tabt og være slettet. At rode i fortiden var noget, som Maylana i hvert fald ikke ønskede, men alligevel tog hun det med en knusende ro, som holdt hendes holdning rank, og stadig med en svag kulde i sig. Hvor blev hendes kulde af her? Den isnende kulde, som altid var fremme, var som blæst væk af vinterens vind.

Kulden kunne ikke ses men den kunne mærkes, denne bidende kulder der fik Kyo til at vende tilbage til virkeligheden. Han kunne ikke lide at være i disse slørede menneske minder. Dog kunne Kyo huske et tydeligt minde, et med en kvinde der skreg, en lille pige der græd og ham selv bare stå og se på. Han åbnede sine øjne og kiggede på Maylana igen. Hendes navn, hendes udseende og hendes væremåde? Det hele virkede så bekendt. Han sukkede og kørte diskret en hånd gennem håret, mens han lød sine minder flyve. De burde for længts være glemt, pakket væk, smidt ud. Men de var blevet gemt, han havde holdt dem i hans hovedet. Han huskede tydeligt fire ord der kom fra denne lille pige der altid var i hans minder. Hold dig i live.

Ilden var der, og der var hun også. Den lille pige stod og græd, mens moderen stod og kiggede forfærdet på en hvid skikkelse. Denne mand, med sort hår og røde øjne. Han ville have sin datter tilbage. Han ville have hende for sig selv. ” Gi’mig min datter” de ord fik moderen til at brase i gråd, mens hun hysterisk rystede på hovedet. Den lille pige klamrede sig til en helt anden skikkelse. Denne blege dreng, som bare stod der og stirrede på denne mand. ” du tager hende ikke fra mig ” hørtes han stemme, og den lille pige græd ikke mere. Nej hun..? hun smilede faktisk. Hun klamrede sig til hans hals, mens hun lå i hans favn og hun smilte. Kyo tog endnu et skridt mod den mørkhårede mand, han tog mandens sanser. Alt han ejede. Kyo kunne ikke holde det længe og han faldt sammen på jorden. Manden grinte højt oh tog den lille grædende pige i sine arme. ” Hun er min nu ” brummede han og forsvandt med den lille grædende pige i armene. Ilden bredte sig omkring dem og moderen blev brændt, men Kyo overlevede.

Kyo slog øjnene op og mærkede den kolde vind der ramte ham igen. Han blinkede et par gange med øjnene og kom i tanke om at Maylana stod ligeforan ham. Han sukkede endnu en gang og kiggede på hende. Var det hende som fik ham til at huske alle disse ting. Hans gamle minder han havde glemt, som kom frem i lyset nu ? hvorfor lige nu og hvorfor når han talte med hende. Han kiggede på hende og smilte svagt. Det smil han havde givet den lille pige da han forlod huset. Et undskyldende og lidende smil. Han kiggede op på himlen og nynnede den sang han blegede at spille da han var menneske og stadig boede hjemme.

Det var ikke svært at se, at de begge fik hver især flashbacks, forskellen var blot nu, at Maylana ikke lod dem komme. Hellere virkeligheden, som nu, end den mørke og halvt glemte fortid. Det rev og flåede blot i gamle ar, som svagt var blevet glemt. Maylana hævede svagt sine øjenbryn, da et minde pressede sig på.
Hun lukkede ganske kort sine øjne. Som minderne før havde givet hende en sort mur, som Maylana var stødt på, gjorde hun det nu mod minderne. Hun cuttede af her. Minderne holdt blot fortiden i live, som egentlig burde være blevet glemt, blæst bort med vinden, for længe længe siden. Hun mærkede sneen ramme mod hendes blege hud, som altid havde et svagt menneske-skær over sig. Til tider ønskede Maylana at hun havde været en hel vampyr, og ikke kun halv. Hun misundede vampyrerne, men hun lod aldrig nogen vide det. Dette hørte atter den mørke fortid til, som Maylana nu holdt på en god afstand. Tankerne hvirvlede rundt med dette ønske, som bankede i hendes ærer sammen med hendes hjerte. I takt holdt tankerne sig sammen med ønsket, ønsket bankede med hjertet... Og flere spørgsmål kom. Igen og igen kom det i denne rækkefølge. Et let suk kom fra hende.
Maylana tog en dyb indånding. Da hun pustede ud stod en svag dampsky. Et køligt blik kastede hun på den, mens snefnuggene både ramte igennem den, og næsten afspejlede sig i den. Langsomt forsvandt den. Langsomt som et liv... Først liv på sit højeste, og langsomt ville det dø ud. Endnu en gang ramte hendes tanker vampyrer. Hele vampyrer... De havde det hele forevigt, mens Maylana holdt et menneskeligt plus, og kun levede til hun blev godt 200. Kulden tog til i hendes blik. En drabelig kulde voksede indeni hende. Denne kulde erstattede alle de andre følelser, som før havde ligget gemt dybt i hende. Nu var der kun kulden. Både i facaden hun havde oppe, og også inden i hende. Det hele kørte i takt.

Den lyse hår dansede i den lette og kolde vind, som hærgede denne vinter. Forks var bukket under, da søen her var frosset til, og menneskene begyndte på deres vintertøj. Maylana bar selv vintertøj, men hun var dog ikke bukket under for vinteren. Vinteren bankede mere i hendes årer, end varmen fra de andre årstider gjorde. Det varmetøj var mest blot en måde at glide ind i mængderne, som menneskerne, skønt hun hadede dem på en underlig måde. Menneskene, de almindelige mennesker, var altid så uforsigtige. Ligefrem ordet dumme passede på dem.
Tankerne holdt sig i de mindre rækkerne efterhånden og minderne var for længst stoppet med at presse sig på. Kulden hang stadig om Maylana, som hun ønskede det, stadig på samme måde. Hun hævede svagt øjenbrynene, mens hun betragtede Kyo. Maylana havde sine mistanker om, hvad de to egentlig var til hinanden. Jo mere hun så på ham, genkendte selv de mindste træk, træk det hende tættere på sandheden, som havde holdt sig i skjul bag mystikken ved det hele. Med hovedet let på skrå betragtede hun ham. Hun puffede ganske let og svagt til ham, blot for at være sikker på, at han var helt tilbage, før hun ville sige noget til ham... Fortælle ham sin mistanke..!
"Jeg har min mistanke for, hvad der sker... Du kan sikkert også genkende noget fra mig, ikke?" Mere som et spørgsmål kom den første del. Hun gav ham tid til at svare, tålmodig som hun var, inden hun gik videre til det næste. Med svagt hævede øjenbryn lod hun stilheden hænge og sværme om dem. Stille og roligt. Kulden begyndte svagt at krybe ind i Maylana, og en knusende rolighed overtog for kulden. Facaden forblev nu oppe..

Han kiggede på hende efter hun havde puffet til ham. Han kiggede forundret på hende og havde sammen knebne øjne. Han var ikke en let en at overbevise, men vis han fik beviser og troede nok på det kunne han tro på det. Han sukkede og nikkede så en enkel gang. " lad mig høre " sagde han og lukkede sine tanker af, de skulle ikke forstyrre ham nu.
Han kiggede nysgerrigt på hende, og smilte ikke eller noget hans udtryk var alvorligt og dog nysgerrigt. Han vidste at det her kunne være vigtig og dog kunne det jo også bare være at hun jokede med ham.
Han kiggede stadig på hende og mærkede vinden som tog fat i hans hår, men han tog sig ikke af det.
Hendes hår hadve næsten samme farve som hans, dog var det nok lidt lysere men han ville ikke drage til konklusioner endnu. Han kiggede bare på hende oog ventede tålmodigt på hendes mistanke.

Kate kom gående med vede floden, for engangs skyld havde hun bevæget sig tæt nok på forks, men kun til udkanten, hun brød sig ikke om, at komme på tæt på byen, den skræmte hende for meget, ar som hun ikke helt kunne sætte ord på, hendes ansigt lå i dybe tænkene folder, i det hun bevægede sig ned langs breden.
Det mørkehår bølgede let hen over hendes skulder, og ansigtet var som en ugennemtrængelig maske, som ikke lod sig pasere uden tilladelse fra samtlige instanser, hvilket var så godt som umulig.
Hendes skridt vækkede ikke de store opsigt, hendes skridt var for forsigtige til at blive opdaget, for hurtige til at blive set, men mest af alt havde skyggen af påpasselighed og ikke mindst vagtsomhed lang sig over hende.
Flodes rislen vækkede hendes øregange, musikken lød som tusinde af toner, som klaveret der stillede spillede sin klang, mens hun langsomt støj hendes fingre hen over det, stille roligt og blidt.
Skoven vækkede hende indre, fik det til at blomstre, fik det til at springe, men stadig stod der den uklare og uforusigelige maske omkring hende.

Kates skridt forsatte gennem myldret af lyde, lyde som normalt fik hende til at synke ind i sig selv, men Forks var et farligt sted, et sted hun ikke brød sig om, måske skyldtes det gamle minder, minder som hun ikke ville huske, minder som ikke faldt hende let ind at tænke eller la' andre berøre, kun hendes søster kendte til disse indre kvaler, og dog var der som om at også hun havde den samme smerte, følte hendes smerte, og derfor nævnte hun det ikke mere, ingen skulle lide fordi hun led, det kunne eller ville hun ikke acceptere.
Kate lænte sig op af en stamme, hun måtte få sig selv under kontrol inden hun forsatte, måtte bygge facaden op, en dyb indånding to mere, og hun forsatte hendes færd.
Kat forsatte et par meter, da stemmer ramte hendes øresnegl, den ene så bekendt, den anden en anelse mere fjern, og fremmed, men alligvel var det som om hun kendte den, frygt for at afbryde hendes søster stoppede hun op godt 2m fra, og betragtede hende i stedet, hendes ansigt var underlig forviret, hvilket hun aldrig havde set, godt nok forviret, men ikke sådan. Hvad kunne dog koste hendes søster så mange kvaler, hvis denne ting så meget som havde rørt hende var han færdig...