Tur i... hvor er jeg egentlig??

Tid: 15:07
Vejr: regn
Sted: Skoven ved Lake Washington :b
Omgivelser: skov Oo
Årstid: about.. now.. ya know.. winter..

Terry havde forvildet sig ud i skoven, hvor hun ikke kunne kende stederne igen. Hun sukkede irriteret og traskede langsomt imens hun så sig opmærksomt omkring.
Endnu engang havde hun forladt sin lejlighed i vrede over en eller anden ubetydelig småting, så nu måtte hun trække noget af den friske, klare luft, og få styr over sine vrede tanker. Regnen kølede hende en smule ned, og det var hun yderst taknemmelig for.
Egentlig burde hun være hjemme hos sin datter, men det pigebarn var alligevel så egenrådig, at det ikke nyttede noget.
Hun vidste ikke om hun havde lyst til at snakke med nogen, men alligevel standsede hun op, og lod folk komme til hende.. Hun var jo trodsalt faret vild.

"Er man faret vild.. Terry?" spurgte Vincent der stod lige bag hende og havde hvisket det i hendes øre, men gik lidt bagud hvis hun ville slå ham for ikke at ha' betalt børnepenge, han var jo trods alt Terry's datter's far.. Hans tøj besotd ikke i så meget, en sort hættetrøje samt et par sorte, ødelagte og alt for store bukser med et par ødelagte sko. Men det var ikke hans udseende han ville diskutere med Terry om, men om børnepengene, han vidste godt han havde været en lort sådan bare at efterlade hende med barnet helt alene og uden penge, men nu ville han betale hende det tilbage så derfor havde han et checkhæfte med sig..

Terry stivnede over stemmen der som sædvanlig frembragte enorm længsel i hende, men denne gang også enorm vrede.
Hun vendte sig imod Vincent, og stirrede på ham med et blik fuld af afsky og vrede.
"Hvad fanden laver du her?" hvæsede hun rasende og spændte alle musklerne i sin krop. Kun fordi at hun havde god selvkontrol som alfa, sprang hun ikke på ham lige med det samme.
At hun ikke havde lagt mærke til ham lidt før, undrede hende, men gav hende samtidig også lyst til at slå sig selv. Hun hadede at blive bragt ud af fatningen, på grund af noget så dumt som når noget overraskede og forskrækkede hende.

"Hvorfor tror du? hvad er det jeg har stukket af for siden vores datters fødsel?" spurgte han og vidste godt at hun kendte svaret på det. Han havde hænderne i lommerne hvor checkhæftet lå i venstre lomme og han holdte hånden for det, han så ind i hendes øjne, hans øjne viste at han ville sige undskyld over alt det lort han havde bragt med sig.. Han havde faktisk haft dårlig samvittighed hele tiden, men havde aldrig haft ville snakke til Terry hvis han så elelr mødte hende, men nu kunne han så få sagt undskyld og spørge om hun ville tilgive ham og så kunne han give hende alle de børnepenge han skyldte hende.

"Min datters fødsel" bed Terry ham gnavent af "Du har intet at gøre med hende, og det får du aldrig lov til".
Smerten over den måde han havde forladt hende, da hun havde født Vita, hans datter, stak stadig dybt i hendes hjerte, især fordi at hun dengang var vanvittigt forelsket i ham.
"Når du siger at du ikke vil betale penge til hende, når du ikke engang vil se hende, så har du ikke ret til at kalde hende din datter mere" Terry rynkede på brynene. Hun havde ikke holdt dåbsfest for Vita, af lutter flovhed over at være blevet forladt af sin "mand".
Hvad havde folk ikke tænkt om hende? Hun var ham utro. Det er ikke hans datter. Han syntes hun var blevet grim. Han var en nærrig skiderik. Hun havde skam hørt ALT hvad der var blevet sladret om i byen, omkring den tid.

"Hvorfor tror du jeg har opsøgt dig !?" sagde han surt og tog checkhæftet frem og skrev et stort beløb "her! det er børnepengene og lidt til fordi jeg bare skred fra dig og så vil jeg gerne se.. vores datter. Hør, jeg opdagede min fejl og ville opsøge dig for at rette op på det.." sagde han og mente det skam. Han ville gerne rette op på det og spørge om hun ville give ham en chance til eller om hun var helt kold og ond overfor ham, selvom det var det haqn havde fortjent..

Terry stirrede målløst på checken, men så skubbede hun til hans hånd, med et ansigt fuld af afsky.
"Behold det der lort for dig selv" Sagde hun syrligt "Vita- ja det er altså det hun hedder - og jeg klarer os meget bedre uden sådan en rådden far som dig" Hun kneb øjnene sammen og lagde armene over kors.
*Sådan en sukkersød tale kan man fandme ikke bare komme og fyre af efter 4 år, og så tro at alt er happy ending* tænkte hun rasende.

Han så på hende, men rakte hende checken igen "jeg forventer ikke du lader mig se Vita, men tag nu de skide penge! jeg vil gerne begynde at betale børnepenge, om jeg ser hende eller ej så tag dem!" sagde og lagde dem ned i hendes bukser lomme og så på hende med et trist blik, gravede man, faktisk ikke særlig dybt i de øjne så kunne man se at han mente undskyldningen "jeg ved du hader mig og du sikkert også har overført det had til Vita og i vil ikek tilgive mig, men jeg beder dig om at leve godt og tage imod de børnepenge jeg sender dig.." sagde han og kiggede på hende med triste øjne. Gravede man ikke særlig dybt, så ville man finde ud af at han mente den undskyldning han lige havde givet hende..

Hun bed sig i læben. Det var lidt svært ikke bare at smelte for ham, så hun kneb øjnene lidt sammen.
"Vincent.." sagde hun så, og man kunne høre at hun anstrengte sig for at finde de rette ord. Så åbnede hun øjnene igen og stirrede lidt på ham. "Jeg håber at du er klar over det liv du skænket Vita. Hun har ingen far. Hvad fanden tror du ik at folk siger om hende??" Terry tav lidt "Og om mig..?" det sidste kom som en lav hvisken og hun bøjede hovedet i skam.

"Terry, jeg ved hun ikke har haft det godt, men vil så stille gerne havde at hun får en far.. hendes biologiske far.." sagde han og så på hende da hun bøjede hovedet, men løftede det op med to fingre under hendes hage "hør her.. Jeg kender til rygtere, folk har fortalt mig om dem og jeg har fortalt dem at de skal holde kæft med det!" sagde han og mente det faktisk selvom han havde udøvet vold imod nogle af dem der ikke var holdt op.

Terry stirrede lidt på ham "Hvordan ved du, at jeg ikke allerede har fundet en far til hende?" spurgte hun, en smule hårdt "En som tager sig bedre af hende, end du nogensinde har gjort??" Terry kneb øjnene en smule sammen. Hendes liv var noget rod lige nu, hun kunne slet ikke finde ud af, om Christopfer virkelig var forelsket i hende, og om hun virkelig var forelsket i ham. *Perfekt timing for Vince at bryde ind på* tænkte hun tørt.

Lyden af små fødder, der løb hen af græsstet kunne svagt høres. En fnisen efterfulgte fodtrinene, men der var ingen af se endnu. Skoven var grøn, men en lille skygge løb rundt derinde. Skoven ved Lake Washington var Vitas yndlings lege sted. Hun stoppede op da en velkendt duft ramte hende. Hendes egen duft fløj rundt med vinden og hun kunne mærke vinden i hendes ansigt. Langsomt gik Vita hen til ud kanten af skoven og så sin mor stå og snakke med en mand. Vreden begyndte langsomt at boble under hendes hud og hun hvæste, det var bare noget hun gjorde. Denne mand måtte være ? Hendes så kaldte Far
Vita gik med tunge og langsomme skridt ud af skoven. Hendes atitude var hård og ingen tegn på følelser kunne ses på hendes ellers glade ansigt. Hun kiggede ikke på manden, men på sin mor. Hun viste ikke at hun var glad for at se sin mor, da hun så sur ud. Hun ville ikke lade denne mand ødelægge hendes liv. Da hun var 2 m fra de to, stoppede hun op og stod helt stille. De ville lægge mærke til hende snart og der ville hu skrige af manden og slå ud efter ham. Eller det troede hun at hun ville, hun kunne ikke styre sin vrede. * han er kommet tilbage for at ødelægeg vores liv!* Tænkte hun surt og hårdt. Hun stod helt stille og man ville tro at hun var en statue. Ingen ord kom ud af hendes mund.

Vincent kunne høre en latter og en fnisen. Han kiggede rundt, men han kiggede stadig ud af øjenkrogen på Terry. Han ville ikke fjerne hans blik fra hende. Da den lille pige kom frem fra skoven og gik hen mod dem, vidste han med det samme hvem det var. Hendes hår og hendes øjne. Vincent vendte blikket mod Terry igen og måbede lidt, men han tog sig selv i det og stoppede så. "Er det hende?" Spurgte han med en lille stemme og kunne mærke skylden der boblede inde i ham. Han havde været en kæmpe lort fordi han efterlod Terry med Vita. Han sukkede og et mikro smil kunne anes på hans ansigt. Det var et glad smil, men skyldfølelsen var der stadig. Han kunne ikke få den væk. Langsomt gled hans øjne hen på den lille pige og hans smil blegnede en smule, da han så at hun ikke så glad ud men kold og hård. Terry havde helt klaert overført sit had til deres datter.

Terry så opgivende på Vita, men hun var efterhånden vandt til at pigebarnet ikke gjorde som der blev sagt, og bare blev hjemme. Hun sukkede, og gik hen og løftede den lille pige op i sine arme. Hun gav hende et blidt kys på kinden, med et lille smil, og vendte sig så imod Vincent igen.
"ja Vince.." Terry sank en klump "Det her er min datter.. Vita det her er din far.. eller noget.." Terry's stemme dryppede giftigt af sarkasme, da hun trådte et skridt tættere imod Vincent med et hævet øjenbryn. Hvis Vita var bare halvt så dejlig i hans øjne, som hun var i Terry's, ville Terry sagtens kunne sætte sig ind i hvordan han måtte have det, over at svigte så fantastisk et barn. Intelligent og smuk for sin alder.

Vita kiggede på manden og klamrede sig til sin mor. Denne mand kunne ikke være hendes far. Han havde jo efterladt hendes mor. Vita hvæste og kiggede Terry i øjnene. " Nej Mor.. Han kan ikke være min far" sagde hun ligeud og viste ingen barmhjertighed mod denne mand som skulle være hendes far. Hun kunne ikke tilgive ham, så hun lod sin vrede tage kontrol over hende. " Vis det er ham, så elsker jeg ham ikke som min far. Han er som en fremmed for mig" sagde hun og hendes stemme knækkede ikk en eneste gang. Den lød som en voksen der holdte en tale og hendes stemme avr selvsikker. Hun krammede Terry en sidste gang og kiggede så med sure øjne på Manden. " Han kan ikke være den far jeg har manglet i 4 år" Bed hun og så hård ud igen.

Han så på hende og forstod nu at han havde været den værste lort at have foladt sin egen datter og hans eks som han havde elsket så meget. Han kunne mærke dne smerte som skar i ham da de ord kom ud af Vita's mund han er som en fremmed mand hvilken smerte det gav ham, men han havde jo selv været skyld i at hun sagde det. "Vita og Terry.. jeg undskylder at jeg forlod jer to for fire år siden, jeg ved ikke hvad der gik af mig, jegk unne bare ikke klare det på det tidspunkt, jeg tænkte ikke over hvad du gik igennem Terry og Vita.. du må ha' haft det dårligt uden en far og det undskylder jeg for, jeg kom tilbage for at spørge om en chance til, men jeg kan så se at i ikke vil have mig i jeres liv og det forstår jeg godt.. Håber bare i en dag vil tilgive mig.." sagde han og en tåre kom frem i hans ene øje, men han tørte dne hurtigt væk..

Terry klemte sin datter ind til sig i et kort øjeblik og lukkede øjnene da hun indsnusede duften af den lille piges hår.
Så vendte hun opmærksomt blikket imod Vincent og lyttede opmærksomt til hvad han havde at sige. Hun bed sig kort i læben og følte et lille stik af smerte, da hun hurtigt opfangede hvor oprigtigt ked af det han var. *Typisk at din datter på 4 har mere viljestyrke end du selv* tænkte Terry sarkastisk, men på den anden side, så havde Vita jo aldrig haft et så personligt og tæt forhold til sin far, smo Terry havde haft. Og hun havde vidst dengang at det var ægte det de havde haft sammen.
"Vince jeg kan ikke tage den chance at lukke dig ind i mit liv igen.. du kan såre mig hårdt denne gang også. Det tror jeg ik at jeg kan holde til" Terry sank en klump og så væk. Den sætning havde lydt utrolig dum i hendes egne ører.

Vita kunne se hvordan hendes far tørte sin tårer væk, men det fik hende ikke til at få medlidenhed med ham. Hun klamrede sig til sin mor, som om at Manden kunne tage hende fra Terry hvert sekund det skulle være.. Hun ville ikke lade ham ødelægge deres familie. " Jeg tror dig ikke" sagde hun med en monoton tone, men der var en lille antydning til et smil på hendes læber. Hun sukkede tungt og kiggede på manden, som åbenbart hed Vincent. Hednes øjne var sammenknebe og hendes grønne øjne så indtrængende åp ham. " Jeg vil først lærer dig at kende før jeg tør svare dig på det spørgsmål" sagde hun gennem tænderne og vinden der legede med hendes hår fik hende til at se mere ubarmhjertig ud end hun var. Hun stivnede da Vincent nævnte hendes navn. Hvor vovede han ?! " Du skal ikke tro at jeg tager det tungt. Bare fordi at andre folk og børn kalder ig en horeunge" sagde hun med en syrlig sarkasme og en masse tårer trillede ned af hendes lysebrunehud, men hun ignorerede dem. Hun ville ikke vise at hun følte sig forrådt. Hendes stemme var selvsikker og hun viste ingen tegn på at den ville knække over eller blive skinger.